Den norske film ¤¤Kammerat Pedersen,¤¤ der bygger på Dag Solstads roman, handler om intet mindre end revolutionær lidenskab

af Anders Fenger
'Intet stort er nogensinde præsteret uden lidenskab.'
Sådan sagde Marx` inspirator, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, for mange år siden.
Det samme må tusindvis af unge i 1970`ernes Norge have menet, for de kastede sig uforfærdet ud i en kamp for socialismen. Imod imperialismen og kapitalismen. En himmerlstorm af dimensioner.
Og lige præcis revolutionær lidenskab er noget af det, den norske film Kammerat Pedersen handler om. Filmen, der er meget lun og humoristisk, bygger på Dag Solstads kritikerroste roman 'Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land' fra 1982.

Partiet
Vi følger i filmen gymnasielærer Knut Pedersen (Kristoffer Jorner), der bliver draget af drømmen om en revolution i Norge. Samtidig får han et forhold til den overbeviste kommunist Nina Skåtøy (Ane Dahl Torp). De går begge ind i Arbeidernes Kommunistparti (AKP) - det afgjort største kommunistparti i landet på den tid. Inspireret af udviklingen i Kina og maoismen.
Men kan kærligheden holde? Og kan de unge få fodfæste på arbejdspladserne. De er jo næsten alle studerende og intellektuelle uden erfaring fra klassekampen og uden kendskab til arbejderklassens kamptraditioner.

Kæmper
På den positive side viser filmen os en flok unge aktivister, der ofrer alt for sagen. I et stærkt kollektiv af handlekraft og diciplin.
Skuespilleren Ane Dahl Torp, der spiller Nina Skåtøy, udtalte den 22. februar i år til dagbladet Klassekampen sin beundring for de unges indsats dengang.
'Det at ville gøre verden. til et bedre sted for alle, ikke bare for sig selv! At opgive egen komfort for noget større. At skære et stykke af sin egen røv for at redde verden,' udtalte skuespilleren til bladet, der pudsigt nok blev stiftet af netop AKP.
'Alt er muligt her i verden, hvis mennesket bare rejser sig.' Sådan sagde en af de unge i filmen. Skuespilleren Kristoffer Joner understregede i samme interview sin holdning til dét udsagn.
'Vi rejser os også op i dag. Vi siger fra. Det er bare en anderledes verden. Vi må slås på en anden måde end i 1970`erne', sagde han.
Netop her har han en pointe, der er værd at bide fast i.
De fleste borgerlige filmanmeldere vil sikkert grine af kommunisterne i AKP og deres måde at opføre sig på i 1970`ernes Larvik. Med alle deres slagord, hybente, hønsestrik og stearinlys under Mao-portrættet i mødesalen. altsammen humoristisk skildret i filmen. Også filmholdet forfalder til enkelte scener, der kan tolkes som om filmholdet nærmest forsøger at latterliggøre bevægelsen og erklære dem for en art religiøs sekt.
Vel kan enhver i den historiske bagklogskabs lys se, hvor disse maoister tog fejl af flere vigtige politiske situationer. Blandt andet gjorde de på et tidspunkt Sovjet til en farligere supermagt end USA!
Men de unge kæmpede. De rystede liv i en slumrende norsk venstrefløj. De startede et dagblad, som stadig lever i dag.
Bogen af Dag Solstad blev i øvrigt også til mens han i 1982 stadig selv var medlem af AKP.

Angrer
Filmen Kammerat Pedersen har af flere i Norge fået skæld-ud for at romantisere kommunisternes arbejde. Det gør den ikke, men den rejser en masse spørgsmål, som også revolutionære i dag kan bruge til noget.
Desuden er vi er rigtig mange, der er trætte af at læse, se og høre om venstrefløjens elendigheder op gennem hele historien. Vi er trætte af at mærke de frafaldne revolutionæres lunkne pis op af skinnebenet, når de angrende afsværger sin fortids synder.

Kammerat Pedersen. Med Kristoffer Joner,
Nina Skåtøy. Instruktion: Hans Petter Moland.
Premiere i dag.