19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tager kærligt fat i menneskeskæbner

Tager kærligt fat i menneskeskæbner

Onsdag, 08. november, 2006, 00:00:00

At Flemming Jensens bog er krydret med henkastede bemærkninger om dansk politik og visse politikere gør den bestemt ikke mindre læseværdig

af Ulla Rasmussen
Revisor Nielsen er, foruden at være en bogtitel, en mand vi kan lære meget af.
Om anstændig opførsel, om at tage vare på hinanden og hvordan det kan være i orden at gradbøje loven.
Det er Flemming Jensen, der er mesteren bag denne humoristiske og menneskeligt bredt favnende bog.
Nielsens kone har forladt ham, og det er han egentlig godt tilfreds med. Og han er ikke sen til at bruge de nye muligheder, som konens forsvinden åbner for. Farvel til et kedeligt revisorliv, indflytning i et tidligere bordel i stedet for at bo i det kedelige villakvarter.
Den tidligere revisor er helten i et bankrøveri, redder sin ven, den tyrkiske grønthandler, fra fallit, formår at forklare samme, at tvangsægteskab ikke er lykken for datteren, redder en flygtning fra udvisning. Og meget mere.
En plakat, som Nielsen 'stjæler', da han forlader revisorfirmaet, symboliserer det liv, som Nielsen gerne vil føre. Den forestiller en betjent, der holder bilister tilbage for at de ikke skal køre en flok ællinger over. Passe på de svage. Men Nielsen tænker alligevel realistisk, at nu om dage ville betjenten nok i stedet vinke bilisterne frem, så de bedre kunne ramme ællingerne.
At bogen er krydret med henkastede bemærkninger om dansk politik og visse politikere gør den bestemt ikke mindre læseværdig.
Gennem Nielsen tager Flemming Jensen simpelthen så kærligt fat i mange menneskeskæbner. Nielsens villighed til at lytte på andre, gå i dialog - med disse enkle færdigheder bliver mange problemer løst.

Revisor Nielsen af Flemming Jensen
336 sider, pris 149 kr.
Lindhardt og Ringhof 2006

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. nov. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur