19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Maskeraden i multimedieshowet

Maskeraden i multimedieshowet

Tirsdag, 07. november, 2006, 00:00:00

To ungersvende sover branderten ud. Videre til samtalekøkkenet, hvor køkkenassistenten flirter med den illegalt ansatte polske medhjælper. Operaen ¤¤Maskerade¤¤ er ført helt op til nutiden

af Klaus Haase
Casper Bech Holten og Morgan Allings iscenesættelse af Carl Nielsens nationalopera Maskerade handler om at turde. Og det gør de.
Forestillingen, der går på Operaens Store Scene, er flyttet til nutiden. Pudderparykkerne fra Holbergs 1800-talskomedie er smidt væk og skiftet ud med t-shirts og cowboybukser. Nattevægteren kommer på rulleskøjter.
Vi befinder os i et overklassehjem (i Hellerup?) Rullescener driver handlingen frem i hæsblæsende tempo:
To ungersvende sover branderten ud. Videre til badeværelset. Så til samtalekøkkenet, hvor køkkenassistenten flirter med den illegalt ansatte polske medhjælper. Så i den mavesure hustyrans og ægtemands kontor, hvor billeder af tidligere agtværdige patriarker pludselig bliver levende. Hans forsømte overklassefrue drukner sin sorg i sprut.
Forestillingen er rammet ind af professionelle akrobater, der med dødsforagt kaster sig rundt på scenen som stuntmænd. Svinger sig i trapez. Gøgler og danser.

Frihed
Maskeraden symboliserer anarki. Et frirum, hvor man udlever sine drømme. Operaens kærlighedshistorie kulminerer til sidst i en løssluppen maskerade. Maskeradedeltagerne løber rundt blandt publikum.
Midt i dette hæsblæsende show, kommer Carl Nielsens spøgefulde musik og ørehængende melodier til deres ret.
Nielsens humoristiske tone er som skabt til Holbergs satiriske drama, og det skæmmer ikke, at handlingen er flyttet til nutiden. Dirigenten Michael Schønwandt dirigerer forestilling nummer 259 af Maskerade smukt og sikkert frem. I hundredeåret for dens første opførelse.
Det unge forelskede par Leander og Leonora synges i smukt samspil af Niels Jørgen Riis og Gisela Stille. Den maskeradefjendske ægtemand, Jeronimus, synger medrivende og spilles tilpas mavesurt og autentisk af Christian Christiansen. Desuden skal fremhæves den forsømte overklassefrue Magdelone, der synges med såvel vemod som humor af Susanne Resmark.
Er denne nyopsættelse af maskerade at begå helligbrøde mod vores nationalopera? At dømme efter det begejstrede publikum på premiereaftenen, var det ikke tilfældet.

Maskerade. Carl Nielsen.Operaen - Store Scene.
Det kongelige kapel,
Det kongelige operakor.
Dirigent: Michael Schønwandt.
Iscenesættelse: Kasper Bech Holten.
Scenografi og kostumer: Marie i Dali.
Lysdesign: Jesper Kongshaug.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. nov. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur