Tv-reporteren fra Kazakhstans national-tv er i USA og afslører alt fra Jesus og homofobi til racisme og krigshykleri. Det er både tankevækkende og hylende morsomt
af Anders Fenger
Marx sagde engang, 'tvivl på alt.'
Og det er lige præcis, hvad hovedpersonen gør i den nye film, Borat.
Ikke nok med det. Borat, der er tv-reporter fra Kazakhstan nationale fjernsyn, lader de mest hykleriske meninger fra Guds eget land USA komme frem ucensureret. Og det på en hylende morsom vis.
Det er ikke ufortjent, at Michael Moore fra Fahrenheit 9/11 efter at have set filmen udtalte, 'det er den bedste film, jeg har set i år'. Den virkelige præsident i Kazakhstan var af en anden holdning. Han var for nylig på statsbesøg i USA og måtte forsikre Bush, at filmen ikke udtrykte kazakhske holdninger.
Men måske præsidenten ville undskylde alle Borats afsløringer af USA...
For, i filmen afslører reporteren Borat med sin uforlignelige naivitet og pinlige spørgsmål det enorme gab mellem virkelighed og falsk bevidsthed, der eksisterer i dette imperialismens Babylon.
Det sker på vejen gennem USA i en skramlet isbil.
Borat er som sagt tv-reporter fra Kazakhstan. Figuren er bedre kendt fra Sasha Baron Cohens Da Ali G Show. Borat skal lave indslag om amerikanerne til sit hjemlands skrattende national-tv.
Blandt andet havner han i et bedsteborgerligt selskab, der tager kursuspenge for at lære folk fra lavere lag at begå sig i den højeste materielle luftlag. Borat er med på legen ved spisebordet og gør pudderdukkerne og træmændene til grin.
Men det er også alvor. For bag al humor gemmer alvoren sig. Vi får et et rystende indblik i, hvor forpestet luften er i visse kredse i USA overfor fremmede og homosexuelle.
En rodeo-arrangør på Borats rejse afslører således sine dybe racistiske tendenser, men blegner, da han ved en fejl har givet Borat mikrofonen ved rodeo-stævnet. Det er ikke en overdrivelse at påstå, at alt går helt galt!
Det eneste, der lykkes undervejs er hans besøg hos de ekstreme medlemmer af Pinsebevægelsen, der lærer Borat at 'tale i tunger'.
Undervejs i Borat må ethvert publikum med lidt humor i sindet sende sine dybfølte tanker til dokumentarfilmmageren Michael Moore. Det er ham, der i de seneste år har brugt påstået naivitet som redskab til at afsløre mennesker og deres forhold til magten, militæret og kapitalen.
Borat gør det blot på en totalt hårrejsende, smagløs, grotesk, injurierende og politisk ukorrekt måde. Det smager af mere. Hvad med at tage et spadestik dybere og gå i kødet på militæret. Eller EU?
God humor er intet mindre end redningsbæltet på dagens altomfattende, frådende og ondskabsfulde hav af løgne, fortielser og manipulation verden over.
Borat - Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakstan.
Premiere i dag. www.borat.tv
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278