Jeg ved ikke, hvor meget af undertrykkelsen af det moderne menneske der kommer fra nyhedsformidlingen.

af Kjeld Stenum
Men vi præsenteres i hvert fald for alt for mange nyheder af slagsen: Mor så søn stikke sig selv i døden. Desperat far myrder sine børn. Terrorist sprænger bus med børn i luften i Langtbortistan. Brutalistan starter rustningskapløb med a-prøvesprængning. Og så videre.
Nyheder af en slags, som pisker vore følelser kraftigt op, uden at vi alligevel har nogen som helst mulighed for at forholde os til dem. Ofte kommer de ligefrem på avisernes forsider og spisesedler, så vi får dem revet i øjnene og ikke engang har mulighed for at fravælge at lade os præsentere for dem. Voldsomme nyheder. Ting, der virkelig sætter vores pis i kog. Og vi kan ikke komme til at pisse.
Hvad skal vi med alle de følelser? De ødelægger vores blodtryk og vores nerver, navnlig fordi vi ingen mulighed har for at komme af med dem. Undertiden er det lige ved, man foretrækker at høre om Frederiks og Marys lykkelige forelskelse i stedet for. Der er kun én eneste grund til, at aviserne, og især to bestemte aviser, kører så voldsomt på denne følelsespornografi. Og det er, at de kender menneskene så godt, at de ved, at sætter de menneskenes følelser tilstrækkeligt i kog, får menneskene en frygtelig trang til at gøre noget, bare et eller andet, og den lillebitte smule, disse aviser vil have menneskene til at gøre, det er at gå hen og købe en avis og læse lidt mere om den tragiske sag for i det mindste at prøve at finde et eller andet at gøre.
Som regel er der ikke noget, man kan gøre. Så render vi rundt der og koger. Vi er ikke skabte til passivitet. Er det sært, at antallet af depressioner og blodtrykssygdomme eksploderer?
Sådan tror vi efterhånden, at nyheder skal være. Vi tror, det er det, nyhedsformidling handler om.
På vores arbejde giver vi os til at råbe ophidset op om, at den eller den fandeme også burde kastreres. Eller politiet skal fandeme bare skyde først og spørge bagefter, når de har jaget en forbryder gennem byen i en biljagt, der har sat uskyldige og sagesløse i livsfare. Eller de araberunger skal fandeme bare have armene revet af, når de kaster sten efter brandmænd i aktion.
Mener vi det egentlig, hvis vi konfronteres med sådan noget i virkeligheden? Nej. Det gør vi næppe. Måske evner vi ikke engang selv at gøre en flue fortræd. Men vi går rundt med en kæmpestor knude af forargelse, forurettelse eller vrede i os, en knude, som er ganske systematisk bygget op af det nyhedsbombardement, som vi ikke kan blive fri for. En knude, som kun bliver større af, at vi selv er så magtesløse, og som på længere sigt bestemt er farlig, fordi den giver os en slags moralsk ret til skrupelløst at gribe til hvad som helst i det øjeblik, vi måtte få de fornødne magtmidler i hænde.
Jeg kunne tænke mig at lave et nyhedsbureau, der specialiserede sig i kun at bringe gode nyheder. Vedkommende nyheder. Konstruktive nyheder. Nyheder som: Voldsmoses fodboldhold viser vejen. Forældresammenhold gør det umuligt at skære mere på børnehaver. Dansk soldat vil ikke mere slå ihjel. Underbetalte polakker melder sig i fagforening. Brintpille begyndelsen til afslutningen på fossilt brændstof. Beboerdemokrati sætter bom for husprisers himmelflugt. Og også gerne i den mere private afdeling som: Barns nedtur bragte skilsmisseforældre i dialog. Lægeundersøgelse: Katte er bedre end lykkepiller. Talte med sin nabo og forhindrede selvmord.
Nu må jeg hellere sige, at alle eksempler i denne klumme er tænkte. Men bild mig ikke ind, at der sker mindre af den konstruktive og positive slags nyheder end af alle de her negative ting! Jeg er faktisk også overbevist om, at det kunne lade sig gøre at sælge aviser på den slags nyheder. Hvorfor er det så alt det andet, vi skal have hældt i hovedet?
Det synes jeg er et lidt interessant spørgsmål. Jeg har kun det svar på det, at det må skyldes, de negative nyheder er ufarlige. Eller: De er farlige for os, jo vorherrebevares, de bygger knuder op i os, som er med til at ødelægge blodtryk og nerver og give os en for tidlig død. Og de er farlige for dem, vi måtte slippe vores aggressioner løs på, hvis vi pludselig stod med magtmidlerne.
Men man vælger kynisk at fokusere på negative nyheder, fordi de er ufarlige for vores samfundsorden. De tager vores håb fra os og låser os fast i passivitet, eller de giver os destruktive og aggressive følelser overfor hinanden, der gør, at vi taler mindre med hinanden og slås lidt mere med hinanden.
Hvis vi i stedet dagligt og ustandseligt bombarderedes med håb, muligheder, eksempler, så ville vi spørge: Hvorfor ikke også sådan her hos os? Vi ville holde op med at bruge al vores energi på at slås med vore tidligere ægtefæller og hade de sorte, når vi gik forbi dem på gaden.
Vi ville skælde mindre ud i trafikken, når vore medtrafikanter var i vejen for os og ikke forstod, hvor travlt vi havde. Vi ville give os til at se på vore naboer omkring os, der ustandseligt bombarderedes med den samme slags håb, muligheder, eksempler som os, de ville se på os, og vi ville sige i kor: Hvorfor ikke også sådan her hos os?
Så ville vi vende os mod andre naboer, mod folk fra andre gader, som vi aldrig havde talt med før, og vi ville alle sammen i kor sige: Hvorfor ikke også sådan her hos os?
Til sidst, hvis vi fortsat blev systematisk bombarderet med den slags ting, ville vi allesammen gå ind på Christiansborg Slotsplads og give os til at råbe op mod de skumle mørklagte vinduer: HVORFOR IKKE OGSÅ SÅDAN HER HOS OS? Uha, hvad kunne det ikke udvikle sig til?