En række mennesker, der på forskellige områder finder sig tiltrukket af Freud har i anledning af dennes 150 årsdag sat sig for at gøre sig overvejelser over udvalgte tekster af Freud
af Eigil Nielsen
Det er i år 150 år siden, Sigmund Freud blev født, og når dette år fejres, er det, fordi hans tanker stadig virker som en udfordring i nutiden, hvor man endnu kan finde tilhængere og modstandere.
Hans største fortjeneste er nok, at han fik gud og hvermand gjort opmærksom på, at der under vor bevidste adfærd ligger et omfattende lag af noget ubevidst, der i høj grad er med til at bestemme vore tanker og vor adfærd.
Denne grundlæggende rigtige tanke fik imidlertid på nogle afgørende områder en iklædning, der måtte vække til protest.
Således hævdede Freud, der selv levede et almindeligt borgerligt liv, at det seksuelle spillede den afgørende rolle i det ubevidste, selv hos barnet.
Endvidere hævdede han, at der allerede fra den tidlige barndom hos sønnerne findes et skjult ønske om at slå faren ihjel og forene sig kønsligt med moren. Han var her inspireret af myten om Ødipus, der dræbte sin far og avlede børn med sin mor.
Som en modpol til den seksuelle, livgivende drift 'libido', satte den pessimistiske Freud en dødsdrift.
Mere rimeligt skrev han om, at vi mennesker fortrænger ubehagelige tanker til vort ubevidste, hvor de alligevel påvirker os. Dette er en opfattelse, som enhver psykolog i dag må tilslutte sig.
Andre af hans tanker og begreber, såsom 'overføring', 'projektion' o.a., har ligeledes fået blivende værdi.
Sat i system udgør hans tanker det, der går under betegnelsen
psykoanalysen.
En række mennesker, der på forskellige områder finder sig tiltrukket af denne har i anledning af Freuds 150 år sat sig for at gøre sig overvejelser over udvalgte tekster af Freud, og det er faktisk en ganske god idé.
Man får herved en slags status over Freuds tanker i dag i det psykoanalytisk orienterede miljø. Resultatet finder man i Fokus på Freud, hvori 24 personer giver hvert sit bud på, hvad man i dag kan hente hos Freud. Hvert kapitel indeholder en Freud-tekst og den nutidige kommentar.
Det kan undre, i hvilken grad mange af kommentatorerne udtrykker en næsten usvækket solidaritet over for Freuds oprindelige tanker. Man finder ganske vist kritiske bemærkninger over for nogle af Freuds tanker, men stadigvæk bevarer temmelig mange det gamle krongods: den seksuelle dominans, ødipuskomplekset, dødsdriften o.a.
Meget af Freuds gods var rent spekulativt, byggende på gamle myter fra den antikke verden og bibelen, og hvor han henviser til egne erfaringer, viser eftertidens forskning, at han ofte snød med resultaterne.
Man kan læse mere herom i Eric Danielsens bog 'Den ukendte Freud' (Dansk Psykologisk Forlag, 2000).
Ikke desto mindre var han personen, der satte en bevægelse i gang, der blev kendt over hele verden, og som på godt og ondt har haft en kolossal indflydelse i behandlingsverdenen siden da.
I nutiden er det den såkaldte kognitive terapi, der er mest i vælten. Når den udføres i ren form, udviser den ikke interesse for den fortid i mennesket, som spiller så stor en rolle i psykoanalysen, og derved smider den nok barnet ud med badevandet, for mennesket handler og tænker ikke blot rationelt i nutiden. Det bærer også fortiden med sig, og her er det svært at slippe uden om nogle af de begreber, som Freud enten selv skabte eller i hvert fald skabte udbredelse.
Bogen Fokus på Freud er ikke let læst, men den indeholder mange interessante betragtninger, som man kan tage stilling til og selv brodere videre på.
Man kan også nøjes med de kapitler, der måske er af størst interesse for én.
Fokus på Freud.
Redigeret af Ole Ankjær Olsen, Christian Braad Thomsen og Bente Petersen Hans Reitzels Forlag.
334 sider, 325 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278