Det virkede som et forskruet billede. Folketinget åbent natten igennem. Folket havde overtaget Folketinget. For en gangs skyld. Anders Latif giver os her brudstykker fra en tur gennem Kulturnatten i fredags.
af Anders Latif
Programpunkt 029: Bådfart - Christianshavn-Holmen, København. Sådan ankom man til Kulturnatten. Fredag den 13. oktober.
Klokken var omkring 18.00, og en aften spækket med kulturen skulle til at starte.
Som sagt fredag den 13., men der var intet uhyggeligt ved denne nat. Næsten tværtimod. Solnedgangen over København og Holmen virkede som en synkron transformation i takt med overgangen fra sommer til vinter.
Med den ankomst kunne denne aften kun blive speciel.
Folket styrer
Henne ved Christiansborg opstod en længere kø. Det var køen for at se slotsruinerne.
Efter lidt ventetid blev publikum ført ned i kælderen til de gamle ruiner fra Absalons slot. Kælderen var fuldstændig mørk, kun belyst af stearinlys, der var placeret på ruinerne. Dette skabte en god stemning og godt samspil med middelalderlig munkemusik, der lød i baggrunden. For mange ærke-københavnere var blot det at se slotsruinerne noget stort. Derfor gik arrangementet ikke ud på særlig meget mere.
Desværre. Men et interessant forsøg var det. At befinde sig en mørk kælder, mens folk gik rundt og lyste med mobiltelefoner, lygter, cykellygter osv. for at kunne finde vej.
Op til overfladen igen. Ind i Folketinget, som denne aften var fyldt med mennesker. Det virkede som et forskruet billede. Folket havde overtaget Folketinget. For en gangs skyld.
Ridetur og film
Ude igen. Frit bevægende hen mod Storkespringvandet, hvor hobemasser var samlet. Først hér erkendte man, at Kulturnatten er et meget omfattende arrangement. Hundredvis af mennesker prydede gaden, mens gademusikkanter og kunstnere underholdt.
Efter noget trængsel var man ope på Kultorvet, hvor et slagtøjsband på omkring 30 personer bankede løs på trommer. Her kunne man også være så heldig at komme til at ride på islandske heste. Kunne måske ride mod Rådhuspladsen, men i stedet gik turen mod Cinemateket.
Her var der åbent for arrangementet, Film-X. Det henvender sig mest til børn, og gik ud på at vise filmproduktionens forskellige trin. Her kunne man lave sin egen claymation eller man kan optage en film på green-screen og tilføje en masse effekter. Efter at have klippet og tilføjet lyd til produktionen, får man lov til at få filmen med hjem på en dvd. Et helt klart anbefalelsesværdigt sted at tilbringe en halv dag i efterårsferien.
Efter meget hård beslutning blev det lille lege-studie i Cinemateket forladt.
Skræp
Så på en tilfældig bus.
Nå, ja. så tilfældig var den heller ikke, da det var en gammel bus fra omkring 1960`erne med reklamer fra samme tid. På reklamen bagpå bussen stod: Spis havregrød - det` knas!
På vej til næste arrangement passerede man Pjerrot, der villigt lavede ballondyr i alle former.
Så pludselig Skræp - Eksperimenterende musik og lydkunst. Det hele foregik på skræp og var fire koncerter med bands, der dyrkede hvert sit kunstneriske udtryk.
I en skummel baggård ved Kronprinsensgade nummer 7 lå et lydstudie, som dannede rammerne for fire koncerter med eksperimenterende musik og lydkunst.
Først kom man ind i et rum, som bar tydelig præg af borgerskabets liv i 1700-tallet med dekorationer på væggen og i loftet.
Inde ved siden af var der et sort studie, hvor koncerten foregik. Første band var White Night, som bestod af Olga Magieres (flygel), Niklas Antonson (trombone), Peter Friis Nielsen (bas), P.O Jørgens (slagtøj).
Med en genre, der påpegede elementer fra storby-jazz kom der nogle ret finurlige eksperimenter ud af sammenspillet.
Senere på aftenen spillede Stormhat (elektronisk/synthesise baseret), Capote og 100% IPP.
Desværre for de to i midten gik det ikke med at finde sig en ordentlig rytme.
Videre i natten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278