Da begejstringen over landets uafhængighed var lagt sig, forstod de algeriske folk, at det med hensyn til udstyr måtte dele fra nul for at skabe fremtiden

af Miguel Urbano Rodrigues
Jeg lærte Henri Alleg at kende i 1986 under den internationale journalistkongres i Sofia. Vi havde da begge rundet de 60 år.
'Det er meget sjældent - hørte jeg ham for nylig sige i Serpa - at så nære venskaber som vores knyttes i så høj en alder'. Jeg kom til at tænke på disse ord, da jeg var færdig med at læse Algeriske Erindringer, hans seneste bog.
Henri Alleg indgår i det galleri af usædvanlige personer, som fik venskabsfølelser op i mig, allerede inden vi havde udvekslet de første ord.
Det skete, da jeg læste Spørgsmålet, den smukkeste og forfærdeligste lille bog imod tortur, som blev skrevet i et algerisk fængsel for næsten et halvt århundrede siden, da han stoisk havde modstået det barbari, som han blev udsat for af Massus faldskærmstropper.
Med undtagelse af blikket og det kobberfarvede hår er der intet ydre, som er iøjnefaldende ved denne lille mand med den blide stemme. Han minder om det, som italienerne kalder uomo qualunque.
Når man ser på ham, er det umuligt at forestille sig hans spartanske mod, den lynende begavelse, evnen til at udholde grænseoverskridende lidelser og imødegå uventede udfordringer, det historiske klarsyn, den ideologiske fasthed, forfattertalentet og den solidaritet med de udbyttede og undertrykte, der er blevet gjort til selve tilværelsens formål.

Ingen perfekte revolutionære
Der findes ingen perfekte revolutionære. Men blandt alle dem, som jeg personligt har kendt gennem et langt liv, som har bragt mig rundt i verden, er Henri Alleg i al sin beskedenhed måske den, som kommer nærmest det billede af en ideel kommunist, som jeg forestillede mig i min ungdom ud fra litteraturens og marxismens klassikere.
Hvorfor?
Først og fremmest på grund af humanismen og den manglende forurening.
Lenin gjorde opmærksom på, at livet i et hvilket som helst samfund er afgørende præget af den herskende klasses ideologi. Vi, der skoler os i den kapitalistiske verden og kæmper for at ødelægge systemet, er i større eller mindre grad påvirket af dets mekanismer, selv om denne kendsgerning ikke altid udtrykker sig på bevidsthedens niveau.
I Henri Alleg opdagede jeg en åbenbar immunitet over for de virusser, som til stadighed og dagligt indhyller os. Jeg vænnede mig til at betragte ham som den rene revolutionære.
I slutningen af 2004, da han havde færdigskrevet Algeriske Erindringer, fortalte han mig over telefonen, at det ikke var nogen 'god bog'.
Som altid var han oprigtig. Men eftersom jeg kender hans ekstraordinære viden om emnet, hans krav til sig selv og den beskedenhed, som han udtrykker, troede jeg ham ikke.

Revolutionær humanisme
Bogen er et bevægende værk, en lektion i revolutionær humanisme. Henri Allegs liv gennem to årtier træder frem for os uadskilleligt forbundet med Algeriets historie. Deraf titlen.
I Krigen i Algeriet, det 3-binds værk, som han planlagde og redigerede, er han fraværende som person. I erindringsbogen fortæller han nu om sin deltagelse i begivenheder, der fremstår som kapitler i Afrikas, Frankrigs og menneskehedens historier.
Den unge mand, som på tærsklen til Anden Verdenskrig havde sin første kontakt med Algeriet, og som gennem sit venskab med en skopudserdreng fik øjnene op for en uhyrlig social virkelighed, der var dømt til at forsvinde, kunne dengang ikke forstille sig, at et stort ideal og kampen for et kolonialiseret og ydmyget folks frihed skulle gøre ham selv til en af de første franskmænd, som blev torteret af sit eget fædrelands hær.
Det var kravene til denne kamp og hans higen efter ægte broderskab, som gjorde ham til journalist og kommunist.

Alger Republicain
Hvilken vej har han ikke tilbagelagt i den rædselstid, hvor han var redaktør for Alger Republicain, det dagblad, som i sin korte levetid udtrykte følelserne og håbet hos de undertrykte i det pinte og plagede Algeriet.
Sammen med A. Benzine y B. Khalfa, hans redaktions- og våbenfæller, skrev Henri Alleg mange år senere den vidunderlige bog Det store eventyr om Alger Republicain.
I vores perverse medietid burde dette næsten glemte værk studeres på alle journalisthøjskoler. Det er et bevægende dokument om en utopisk drøm hos en håndfuld franskmænd og algeriere, som troede på et Algeriet med broderskab mellem alle, som var født i landet, uanset etnisk eller religiøs oprindelse.
Alger Republicains redaktion kæmpede indtil det sidste tappert og udholdende for denne drøm. Den frygtløse og kompromisløse forpligtelse over for sandheden blev drevet så langt af kollektivet, at jeg ikke kender et lignende eksempel i verdenspressens historie. Heri består den store lære, som det lille, gigantiske algeriske dagblad giver videre til senere generationer af journalister.

Tortur og årelang fængsling
Illegaliteten oven på avisens lukning og derefter anholdelsen, torturen og den årelange fængsling tog ikke modet fra Henri Alleg. De styrkede tværtimod hans kampinstinkt og trofasthed mod det kommunistiske ideal.
En dag sagde fængselsdirektøren til ham, at han aldrig ville blive den samme, når han genvandt friheden. Det var rigtigt. Men undertrykkelsens talsmand kunne ikke vide, at lidelsen og solidariteten med kammeraterne i de algeriske fængsler og koncentrationslejre havde forandret Henri Alleg i modsat retning af den, som fangevogterne forestillede sig.
Fængselsårene - skriver han - 'gjorde mig mere opmærksom og åben over for andre, mindre skråsikker i mine meninger, men mere overbevist om nødvendigheden af at gøre op med et samfund af undertrykkelse og foragt for i stedet at skabe nye relationer af broderskab og solidaritet mellem menneskene. Og med større fasthed end tidligere besluttede jeg at vie alle mine kræfter til dette håb'.

Allegs første bog
Det var bag tremmerne, at redaktøren af Alger Republicain løb om hjørner med fangevogterne og skrev Spørgsmålet, den afsløring af torturen, som fremkaldte solidariske protester fra Jean Paul Sartre, Roger Martin du Gard og Franois Mauriac. Allegs bog gav genlyd verden over og bidrog hermed til at fremskynde Algeriet-krigens afslutning og placere forfatteren i galleriet af det 20. århundredes største journalister.
Den simple nyhed om, at bogen var blevet udsendt (og derefter konfiskeret) i Frankrig, fremkaldte selvsagt en glædeseksplosion i de algeriske tugthuse. Den blev modtaget som en kollektiv sejr.
De sider, hvor den revolutionære stridsmand fortæller om sit liv og sin kamp i fængslet og om flugten fra tugthuset i Rennes i Frankrig, hvortil han blev overført efter den verdensomspændende kampagne for hans frigivelse, udgør i sig selv en bog i bogen.
For at læseren kan gøre sig en ide om, hvordan den franske stats undertrykkende mekanismer fungerede dengang, kan det være nyttigt at oplyse om, at aviserne L`Humanité og Liberacin blev konfiskeret, da de offentliggjorde det brev, som Alleg sendte til statsadvokaten, og hvor han berettede om den tortur, som faldskærmssoldaterne fra den 10. Division udsatte ham for på terrorcentret i El Biar.

Ingen torturbødler blev dømt
Det kom intet ud af den efterfølgende undersøgelse. Ikke en eneste af torturbødlerne blev straffet, og nogle fik tilmed forfremmelser og udmærkelser for deres tjenester over for fædrelandet.
Den bortførte og torturerede journalists mål var et andet. Han ønskede og opnåede at kaste lys over 'Algeriet-krigens virkelige ansigt og offentligt anklage bødlerne og tortureksperterne'.
I kapitlet om sin flugt, som han erindrer sig med de gribende detaljer og den fine humoristiske sans, der kendetegner hans personlighed, opmaler Henri Alleg et romanagtigt billede for læserne.
Det forekom umuligt at flygte, men det lykkedes ham til forundring for fængselsdirektøren og fangevogterne. Frankrigs Kommunistiske Partis solidaritet og den fantasi og dynamik, som kendetegnede hans kone Gilberte, en stålsat revolutionær, var afgørende for, at den plan, som til at begynde med virkede umulig, blev en succes.
Bogens sidste kapitler er måske dem, hvor man bedst ser den akkumulering af en rodfæstet kommunistisk kultur, som gennem lidelserne i fængslet udvidede hans revolutionære verdenssyn.
Spørgsmålet, som hurtigt blev udgivet på ti sprog, sendte med lynets fart Henri Alleg op på berømmelsens tinder. Han blev modtaget som en helt i Sovjet, Tjekkoslovakiet og Cuba. Men succesen styrkede beskedenheden og ansvarsfølelsen i ham.
Nye slag, forskellige fra de tidligere, ventede ham, da han tog tilbage til Algeriet for at genoptage udgivelsen af Alger Republicain.

Det nye Algeriet
Det nye Algeriet, som gennem en episk kamp stod frem som revolutionært og socialistisk, begyndte efter uafhængigheden at lægge afstand til projektet.
Henri Alleg mente, at det første nummer ville blive modtaget med en sådan kærlighed, at det ville være umuligt for enhver magt ikke at tage hensyn til dette, når den offentligt skulle tage ansvaret for et fremtidigt forbud.
Men dette håb blev ikke bekræftet af historien. Avisens tilbagekomst blev begejstret hyldet af folket, og den forvandlede sig til landets første og mest elskede dagblad. Netop derfor irriterede dens revolutionære og humanistiske linje prominente personer i de magtstrukturer, som efterhånden tog form gennem brodermorderiske kampe mellem gårsdagens kampfælles.
Da Alger Republicain genudkom, definerede lederartiklen det land, som burde vokse ud af frihedskrigen på følgende måde:
'Et Algeriet, som fjerner kolonialismens følger, som giver enhver uanset oprindelse de samme rettigheder og pligter, som dristigt bevæger sig ad demokratiets, retfærdighedens og fremskridtets vej. Et Algeriet, hvor jorden tilhører bønderne og landarbejderne, og hvor de grundlæggende rigdomme er hele folkets ejendom'.
Det var ikke, hvad der skete.
De franskmænd, som tog tilbage til deres land, forsøgte af ødelægge eller afmontere alt, hvad de kunne tage med sig, fra den grundlæggende infrastruktur til møbler, biler og tjenesteydelser af offentlig interesse. Da begejstringen over landets uafhængighed var lagt sig, forstod de algeriske folk, at det med hensyn til udstyr måtte dele fra nul for at skabe fremtiden.

Striden efter befrielsen
Henri Alleg beretter om det bedrøvelig show, som blev opført af 'ledere, som indtil i går var blevet betragtet som helte og vejledere, og som efter at de var vendt hjem til det uafhængige, men stadig blødende land med tusinder af dramatiske problemer, begyndte at slås om magten. Hermed ødelagde de myten om en ubrydelig og solidarisk national befrielsesfront (FLN), som tjente det nye Algeriets interesser og forhåbninger'.
'I ugevise - citerer jeg - var landet på randen af en borgerkrig. Som et skib uden ror og retning blev det kastet hid og did, og den provisoriske ledelse var uden nogen autoritet. De væbnede sammenstød, der var resultatet af dette kaos, medførte i hundredvis af døde, som man ikke talte om'.
En spinkelt glimt af håb opstod, da situationen så ud til at blive stabiliseret under Ben Bellas regering'.
Alger Republicain hilste i en lederartikel i særnummer det dekret, som omhandlede de såkaldte ledige (ejerløse) goder og bestemte, at der fremover ikke skulle være flere ejerløse goder, men selvstyrende virksomheder og bedrifter.

Det Kommunistiske parti forbydes
'Erfaringen fra nogle lande, der for nylig har opnået uafhængighed - advarede avisen - viser, at et privilegeret socialt lag kan tage magten for selv at udnytte den. Ved at handle på denne måde fratager det folket frugterne af dets kamp og fjerner sig fra det for i stedet at allierede sig med imperialismen. I den nationale enheds navn, som det misbruger på opportunistisk vis, foregiver borgerskabet at handle til gavn for folket og anmoder om dets støtte'.
En sådan tale faldt i meget dårlig jord blandt meget indflydelsesrige elementer i det nye borgerskab, som var under dannelse og havde indrettet sig på nøgleposter i FLN og regeringen.
Det kommunistiske parti blev forbudt.
Alger Republicain modtog og offentliggjorde 'mange brev fra læsere, som med beviser anklagede dem, der drog nytte af svindelen, og de ansvarlige funktionærer, som dækkede over den. I stedet for at anerkende denne velgerning i offentlighedens tjeneste reagerede ministrene vredt, når de var beslægtede med dem, som blev anklaget'.

Alger Republicain lukkes
Kritikken og truslerne fra de mægtige begyndte at hagle ned over redaktionen.
Avisen forsvarede en presse 'i folkets tjeneste, i sandhedens tjeneste'. Og dette var uacceptabelt for en stor del af magthaverne.
Efter det statskup, som styrtede Ben Bella, var det klart, at Alger Republicains dage var talte. Det revolutionære dagblad blev lukket. Henri Alleg genkalder sig avisens sidste dage i detaljer.
Var oberst Houari Boumedienne en konservativ? Nej. Som en eksemplarisk stridsmand i kampens år anså mange analytikere ham tilmed for en progressiv leder. Han erklærede sig aldrig som anti-kommunist, og han fastholdt socialismen som mål for sit projekt for omformning af det algeriske samfund. Men referencen til socialismen var aldrig andet end en forskønnende omskrivning.
Henri Alleg erindrer om, at 'mange ideologer på venstrefløjen, heriblandt Nikita Hrustjov - som aldrig var nogen autoritet inden for marxismen - forsvarede den tese, at de lande, som var blevet befriet fra kolonialismens åg, og hermed også Algeriet, uundgåeligt ville vælge at bryde med kapitalismen, sådan som Cuba havde gjort, fordi dette var historiens retning'.
Det var ikke desto mindre historien, som modbeviste denne tese. Lande i den tredje verden, hvor de magthavende partier erklærede sig som marxistisk-leninistiske, brød ikke med kapitalismen. Det var tilfældet i nogle af de portugisiske kolonier i Afrika og ligeledes i Algeriet, hvor FLN`s ledere aldrig lagde skjul på deres mistillid til kommunisterne.

Frygt for arbejderne
Henri Alleg erindrer, at de nye regeringsledere frygtede enhver form for reaktion fra arbejdernes side. Denne afvisning af 'en reel social bevægelse afspejlede frygten for konsolidering af en arbejderorganisation, der var uafhængig af partiapparatet, og som uundgåeligt ville vende sig imod det nye borgerskabs appetit og ambitioner'.
Forfattere gør sig overvejelser om denne situation og dens oprindelse og minder om, at man i FLN-ledernes mistillid til arbejderne kunne se indflydelsen fra Frantz Fanon. Denne forfægtede en tese, som havde maoistiske rødder, og som senere blev overtaget af mange progressive politikere. Ifølge denne tese er 'proletariatet i koloniområderne den del af det kolonialiserede folk, som er mest privilegeret af koloniherredømmet', hvorfor det følgelig 'kun er bønderne, som er revolutionære'.
Historiens udvikling skulle snart vise, hvor forkert denne tese var. Men prisen for den mistillid, som de progressive ledere havde til arbejderklassen som revolutionær klasse og dermed også til de kommunistiske partier, var meget høj, især i Afrika.
Da dørene var lukket for at kæmpe for Algeriets folk, kunne Henri Alleg ikke blive i landet som tilskuer. Han vendte tilbage til Frankrig for at fortsætte kampen.
I sin bog vier han kun lidt plads til denne fase af sit liv, der varede næsten fyrre år. Men i L`Humanité, som redaktionssekretær, som forfatter, som simpelt partimedlem, var hans kamp som intellektuel kommunist vedholdende.
Da han efter årtier genså sine gamle kammerater og Alger Republicains tidligere redaktionslokaler, blev han overvældet af bevægelse. Jeg citerer de sidste linjer i Algeriske Erindringer, som er inspireret af det øjeblik, hvor han mødtes med fortiden:
'Vi vidste, at vi aldrig kunne opgive det, som var og stadig er vores første og lysende årsag til at leve: sammen med millioner af andre at fortsætte den hundredårige kamp, som de udbyttede, undertrykte og 'fordømte her på jorden' fører, så der endelig kan opstå en anden verden, en verden med frihed og ægte broderskab'.
Disse ord er billedet af Henri Alleg, en eksemplarisk revolutionær kommunist.

Kilder:
Henri Alleg: Mémoire Algérienne. Paris: Stock 2005. 407 sider.
Henri Alleg: Spørgsmålet. København: Tiden 1958. 64 sider.