Regeringen støtter de komercielle film i sit nye filmforslag. De skæve og eksperimenterende filmfolk går trange tider i møde

af Anders Fenger
Hvis filmpusheren Regner Grasten vil lave endnu film med Far til Fire skal han garantere, at den kan sælge mindst 175.000 billetter. Gør filmen det, kan han få penge fra den såkaldte 60/40-pulje.
Ellers må han søge pengene fra filmkonsulenter, der har en pose penge. Men det er straks sværere at få lukket sækken op her.
Nu vil kulturministeren regeringen lukke sækken endnu mere til. Og støtte den komercielle 40/60-ordning endnu mere. Det kan betyde, at de kunstneriske og eksperimenterende film får det meget sværere.
Og de børnevenlige og kommercielle familefilm får det fedt i fremtiden. At en Lars von Trier får problemer. Og at Regnar Grasten får lettere ved at fylde biograferne med lette og underholdende familefilm som Sunes Familie eller Brødrene Mortensens Jul.
Det er et skulderklap til profitmagerne i filmens verden, der lever af at sælge billetter uden at tænke så meget på filmenes indhold.
Brian Mikkelsen, der vil sidestille filmkonsulentstøtten og 40/60-puljen, sagde i går, at 'vi skal lave film, som publikum har lyst til at se.' Og tilføjede, at 'der ikke er nogen modsætning mellem kunsterisk gode film og film, som publikum har lyst til at se.' (Berlingske Tidende, 10. oktober.)
Jo, Brian. Det er der. Du går efter laveste fællesnævner. Du søger at sidestille salget af film med salget af vaskepulver. En god fil er ikke blot en god fil, fordi reklame og marketing har lokket 400.000 danskere ind i biffens mørke.
Ligesom private firmaer som ISS ikke kunne lave en ordentlig service i børnehaverne i Assens, kan en poppet instruktør som Tomas Villum eller en grisk filmmogul som Regnar Grasten lave kvalitetsfilm, der vækker genklang i hele verden.
Modsætnigen er så stor som hvis Brian Mikkelsen pludselig erklærede sig som socialist.

Døden for film
Hvis regeringen vinder slaget om filmaftalen i Folketinget i de næste uger, kan det betyde den langsomme død for spændende instruktører og skabende filmfolk. Og fede år for familefilm uden viatminer.
Oveni er det kræs for Hollywood, der i mange år har klaget over, at europæisk film får for meget støtte fra staten. Noget som stærke kræfter i EU er enige i. I forvejen har europæiske film det svært. Syv ud af ti film i biograferne er fra USA.
Måske er det også Brian Mikkelsens ærinde: At tækkes den private ide. At lefle for pengenes magt.
Man kan få en slem anelse.