Bag de pæne og prangende huse og glasfacader er der totalt kaos. Filmen Playtime af Jacques Tati er samfundskritik med absurd brod

af Anders Fenger
Samfundet er os fremmed. Kulturen er os fremmed. mennesker er os fremmed. Arbejdet, miljøet, familien.
Vi er fremmedgjorte og alene.
Dét er temaet i den fransk-italienske film Playtime af Jacques Tati fra 1967. Filmen er blevet kaldt 'en filmhistorisk milepæl og en komediens ener, der bør ses af alle med interesse i film.'
Som sagt, så gjort.
En Monsieur Hulot og en gruppe typisk amerikanske turister aflægger det smarte Paris et besøg.
Men bag de pæne og prangende huse og glasfacader er der totalt kaos.
Turistgruppen kommer forbi et stort kontorkompleks, en opfinderudstilling og kommer med til fest på en hyper-restaurant.
Den excentriske, men også lidt godmodige og temmelig distræte Hulot møder undrende de mest absurde sider ved det kapitalistiske samfund.
Filmisk opstår en masse meget interessante detaljer, der selv næsten 40 år efter kan vække beundring.
Art Buchwald yder den engelske dialog, men ellers består filmen stort set udelukkende af lyde og lydeffekter.
Instruktøren var perfektionist ned til mindste detalje og fik kun fem film på sin samvittighed.
Biografen Øst For Paradis i Århus har gjort endnu et scoop. Udover at stå for distribution af Ken Loach`s nye Irlandsfilm, har den alternative biograf indkøbt samtlige fem Tati-film.

Playtime. Jacques Tati. Havde premiere i går. Biffen Ålborg, Vester Vov Vov, Øst for Paradis.