23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Altid fremmed og intet lys forude

Altid fremmed og intet lys forude

Fredag, 22. september, 2006, 00:00:00

I små klip og et poetisk sprog flettet ind, fortælles en forstemmende historie om fremmedhed og fremmedgjorthed. Men historierne er håbløse, renset for lys forude

af John Bruun og Nick Bruun
Med harpe-musik, bjælder og 1001-nats-stemning sættes scenen til stykket Altid fremmed hvor du går om kvinden Fatima og andre sidefortællinger om det at være fremmed.
Hen over den orientalske lyd-collage høres arabiske ordsprog og poesi.
Scenen skifter til en sygeseng, hvor Fatima ligger afkræftet og syg. Herefter lander fragmenter af hendes liv på scenen.
Idé-kvinde, instruktør og oversætter, Malene From, har med tekst fra britisk-jordaneren Fadia Faqir udviklet stykket sammen med de to skuespillere, Christine Albeck Børge og Claudio Morales (som medvirkede i det fantastiske stykke Underværket)og musikeren Sofie Guillois Larsen.
Emnet er godt . Jo mere de kulturelle værktøjer i Danmark kan bruges til at fjerne fremmedgørelsen for 'det fremmede' des bedre. Men det er mere diffust, hvad intentionen er med dette stykke. En universel tilstand af fremmedhed i det fjerne Irak. Og det nære - Danmark.
Konflikten i stykket kredser meget om luderens historie fra Irak. At være det værste i et religiøst samfund...
Styrken i stykket ligger i de historier, der fortælles. Især om kvinden fra Falluja i Irak.
Men historierne er håbløse, renset for lys forude.
I stykkets form er der støj på linjen. Den valgte spillestil er overvejende desperat, hysterisk og ulykkelig.
Vi bevæger os på overfladen af de skæbner, der vises på scenen. Vi kommer ikke ned i dybden af menneskeligheden, men flagrer rundt. Det er synd.
Stykket ville drage stor fordel af en opstramning. En større skarphed i timing og sammensætningen af de fragmentariske historier og sceniske elementer.
Man lægger simpelthen for meget mærke til effekterne og formen, spillestilen og 'det udvendige'. Det betyder, at det stjæler opmærksomheden fra historien. Når historien ydermere er svær at trænge ind i, er det hårde odds.

Altid fremmed hvor du går. Af Fadia Faqir og Malene From. Musik af Sofie Guillois Larsen. Spiller på Plan B i København til og med 7.oktober

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. sep. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur