Stil nogle andre og bedre krav til dramatiker-eleverne i stedet for at forkæle dem med opførelse af deres debut-stykker på landets største scener

af John Bruun
I Danmark har vi en dramatikeruddannelse, der hvert tredje år optager seks studerende på et tre-årigt forløb.
Godt midtvejs har eleverne det privilegium, at en flok professionelle skuespillere opfører seks en-aktere, som eleverne har produceret under studierne.
Stykkerne bliver så vist på Det Kongelige Teater, Odense Teater og Ålborg Teater.
I onsdags havde de to første en-aktere så premiere i Turbinehallerne i København.
The Hunter Show, af Thomas Månsson, er et satirisk stykke om reality-shows og De siger, det nok skal gå, af Kasper Munk, er en række korte dialoger mellem moderne pæredanske mennesker, der har forskellige problemer, med at få livet til at fungere. Kort og unuanceret fortalt.
For dramatikerne har det sikkert været en vanskelig teknisk øvelse i at skabe nogle historier, hvor dialog og handling går op i en højere enhed, så det fungerer på scenen.
På mig efterlader stykkerne det indtryk, at de unge dramatikere simpelthen har for lidt på hjerte.
Det er teknik frem for hjerteblod. Det har eleverne selvfølgelig brug for at lære, men det er der ingen grund til at sætte en hel flok professionelle skuespillere til at udføre samt afkræve et publikum penge for at vurdere.
Groft sagt. Det virker alt for let og forkælet og dræbende for den kunstneriske nerve, og det tror jeg ikke, at der kommer dygtigere dramatikere ud af.
Hvis eleverne, måske af gode grunde, helst vil spare på krudtet og vente med at fortælle de historier, de brænder for, til de føler sig sikre på, at de er gode til det, så er det forståeligt.
Så skulle de imidlertid hellere øve sig i at skrive dramatik ved at formidle historier, andre brænder for at få fortalt. Dem må der være masser af.
Find nogle foreninger. Det være sig indvandrerforeninger, fagforeninger, foreninger for psykisk syge, for autistiske børn eller noget helt andet. Foreninger, der har en målgruppe, en historie, der er vigtig for dem og som mangler nogle, der kan skrive historien. Eller find en amatørteaterforening der gerne vil have hjælp til at skrive den historie, som de selv står parat til at fortælle.
Så er de vordende dramatikere garanteret engageret kritik og mulighed for at blive kastet ud i den virkelighed, som producerer det brændstof, som alle gode historier næres af.
Midt i livet, midtvejs i uddannelsen og med en hel institution i ryggen at støtte sig til for at skabe et godt produkt. Ikke så glamourøst men sikkert både mere krævende og givende.