Den sovjetiske psykolog L. S. Vygotsky udførte til sin død i 1934 et banebrydende teoretisk og eksperimentelt arbejde vedrørende børns udvikling
af Eigil Nielsen
I sine værker skrev Vygotsky om forholdet mellem tænkning og sprog, og han udformede teorien om 'den nærmeste udviklings zone'.
Ifølge denne er det ikke nok, at læreren interesserer sig for, hvad en elev kan udføre selvstændigt. Nok så vigtigt er det at interessere sig for, hvad eleven kan klare med passende hjælp fra læreren.
Vygotskys værker blev et offer for stalintidens undertrykkelse, og først efter tøbruddet 1956 fik offentligheden kendskab til det omfattende forfatterskab.
I Danmark opstod der i 1970`erne stor interesse for den svejtsiske psykolog Piaget og Vygotsky, der begge beskæftigede sig med børns udvikling, og 1971/74 udkom en udmærket dansk oversættelse af Vygotskys 'Tænkning og sprog', der blev inspirationskilde for mange psykologer og pædagoger i deres arbejde.
Fornyet interesse
I hundredåret for Vygotskys fødsel, 1996, opstod der fornyet interesse for hans tanker, og 'Vygotsky i pædagogikken', der i Norge udkom under redaktion af Ivar Bråten, må betragtes som en del af denne fornyede interesse. Bogen foreligger nu i dansk oversættelse.
Den pædagog, der går i gang med bogen, vil hurtigt opdage, at læsningen egentlig forudsætter, at man allerede kender en del til Vygotsky, og det er ikke altid klart, hvornår der henvises til Vygotsky, og hvornår en af forfatterne udtrykker sin egen opfattelse.
Intet nyt
Kendere af det danske undervisningssystem vil nok lede forgæves efter nye banebrydende tanker i bogen, som kan anvendes i dagligdagens pædagogik, idet danskerne allerede har taget Vygotsky til sig.
Måske har i hvert fald Ivar Bråten og A. C. Thurmann-Moe haft det lidt på fornemmelsen, når de skriver: 'På overfladen og i snæver forstand kan det virke, som om dette begreb (den nærmeste udviklingszone, E.N.) ikke indeholder stort andet end det, som til daglig praktiseres i skolen.'
Inspireret af marxismen
I samme år, som den norske bog udkom, kunne danske læsere glæde sig over Eric Danielsens 'Vygotsky - Psykologien Mozart. Introduktion til L. S. Vygotsky og den kulturhistoriske skole'.
På 100 sider giver han en udmærket oversigt over Vygotskys forskning og personlige liv, bl.a. samarbejdet med psykologerne Luria og Leontjev. Og til forskel fra de norske forfattere fremhæver Eric Danielsen, hvor inspireret Vygotsky var af marxismen.
Man kan med fordel begynde med denne bog, før man går i gang med nordmændenes bog. Man kan også nøjes med Eric Danielsens indføring, som er temmelig grundig.
Vygotsky i pædagogikken. Ivar Bråten (red.)
Frydenlund. 2006.
224 sider. 249 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278