Maleren Inge Haybergs værker giver indeklemte storbyboere i København chancen for en tur i den store natur. Hendes værker ændrer ikke verden, men gør den til lejlighedsvis at holde ud
af Ole Ree
Inge Hayberg har fanget sensommeren og marineret den i sarte oliefarver - lige før den ventede Indian Summer druknede i vandmængder, sjældent før set på disse breddegrader.
Og i hjertet af Nørrebro på Cafe Blågårds Apotek kan man så sidde tørt indendøre og nyde udsigten på væggene, mens det mildest talt p...... ned udenfor.
Der er noget med olie og lysets brydning, som Inge Hayberg har luret af. Især det med 'klat/prik'-teknikken, som giver lys og luft i billedet. Som Van Gogh, Degas, Monet og Cesanne vovede. De gjorde oprør mod de tykke, tunge bastante farvemasser og lukkede lyset ind i billederne.
Inge Haybergs værker er ikke store landskaber, men lidt af hvert. Små stemninger i stort format, der giver seeren den ro det kræver, at nyde det enkle uden forvirrende mængder af for eksempel andre dyr. Næh, her får man éen svane ad gangen. Så bliver man helt færdig med den. Uden følelsen af at være med i et talkshow, hvor man ræser gennem tyve alvorlige spørgsmål på ti minutter. Uden at få svar eller løsninger på noget helst.
Ro i sindet sætter ens egne tanker på plads, og Inge Haybergs værker giver indeklemte storbyboere chancen for en tur i den store natur.
Den store natur, som jyderne bliver så sindige af, når de ser deres store heder, vesterhave og skagerakker, Rold skove og flere hundrede kilometer strand.
Med al den plads og luft - hvem orker så at have travlt?
Inge Hayberg lægger folk og fæ ved søernes bredder og siger så, 'nu er resten dit og op til dig.' Og nogle gange vågner man først, når to ænder højlydt diskuterer et husligt problem. Dén følelse af tryghed, som er så vigtig for alt, er tilbage i en verden, hvor der ellers er nok at bekymre sig om i forhold til de krigeriske spændinger, der ulmer under sandet og de ægte tæpper.
Inge Haybergs værker ændrer ikke verden, men gør den til lejlighedsvis at holde ud, så herfra som vanlig ingen stjerner eller sandkasser, men fem skovsøer.
Inge Hayberg.
Cafe Blågårds Apotek. - Blågårds Plads 2. København.
Aben alle dage 12 - 02 - Tjek et par malerier på www.kroteket.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278