Hvis de gør en politisk løsning umulig, gør de konfrontationen uundgåelig. Vi opgiver ikke Ungdomshuset på Jagtvej i København frivilligt, siger Anja. Det er kommunen, der er ansvarlig

af Anders Fenger
Feberagtigt banker de unge fyre med hættetrøjer barrikaden for et vindue i Ungdomshuset til.
Fra et andet hjørne lyder en boremaskine, der skærer igennem den hvasse summen fra en sav.
Ungdomshuset på Jagtvej i København gør sig klar til forsvar.
17-årige Anja fra pressegruppen viser rundt i den store bygning, som bz`erne fik foræret af Københavns Kommune i starten af 1980`erne. En stor, rød murstensbygning, som kommunen har solgt til den nyreligiøse sekt, Faderhuset.
- Vi er ikke intereseret i et kompromis. Hvis de gør en politisk løsning umulig, så gør de konfrontationen uundgåelig. Og det er ikke bare en trussel - det er en konstatering, siger den unge kvinde, der har brugt Ungdomshuset siden, hun var 13 år.
Anja kigger over mod indgangen, hvor en flok unge bærer tomme ølflasker ud i snesevis grønne kasser. Over døren står med manende røde og sorte bogstaver 'Eat the Rich'. Et par gamle gråhårede aktivister dukker op for at give en hånd med.
Anja afviser, at de unge bevidst opsøger konfrontation. Men stædigheden bygger på 24 års blod sved og tårer, forklarer hun.
- Vi bliver, uanset hvad. Vi giver ikke bare huset væk til Faderhuset, kommunen eller nogle gamle mennesker. Det er en fed, historisk bygning, Det var arbejdernes Folkets Hus i sin tid. Lenin har været her til kongres, siger hun insisterende og fremviser det smukke stukloft i koncertsalen. I 1980`erne slog bandet Sort Sol for første gang igennem. I dette lokale.

Står fast
- Vi og alle mulige andre har kæmpet og knoklet røven ud af bukserne. Vi er stolte af husets funktion. Folk herinde er åbne for at give andre plads til det kreative. Og politisk er folk ikke ligeglade. De bekymrer sig om verden, tager stilling og bruger deres liv til at ændre den, siger Anja.
Selv ved hun ikke, hvad hun skal mene om de inititiver, velmenende danskere tilsyneladende er i gang for at købe huset fra Faderhuset. For at give det til de unge.
- Det er da spændende, om det lykkes. Også at noglepartier i Borgerrepræsentationen åbenbart vil finde en løsning. Vi forholder os til det, når der kommer noget konkret, udtaler hun og tilføjer, at det er fællesmødet for brugerne, der hver mandag tager stilling til nye ting.
- Vi er da stadig interesseret i forhandlinger. Men præmissen er, at vi bliver, hvor vi er, siger Anja og tilføjer, at det er kommunen, der er løbet fra sine løfter. De gav de unge huset kvit og frit. Og lovede også at betale drift. begge løfter er brudt nu.
Der står i aviserne, at I ikke har papir på huset...
- Det passer ikke. '82-papirerne findes og eksisterer stadig.
Hun mener, at retssagen for nylig i Østre Landsret mellem Københavns Kommune og Faderhuset er et juridisk tovtrækkeri om kommunens ret til at sælge huset.
- Og så er det hele hængt op på en sag med fire enkelte Ungdosmhusbrugere som har skrevet under på noget for mange år siden. Vi mener jo ikke, at man kan stille fire enkeltpersoner ansvarlige for Ungdomshusets aktiviteter, forklarer Anja og fører ind til den navnkundige bar på første etage.

Subkultur
De sortmalede vægge i baren med politisk grafitti vækker minder om mangen en brandert gennem årene på et af de billigste værtshuse overhovedet. Hvor man har drukket økologisk øl med god samvittighed til tonerne af revolutionær punk eller dødsmetal.
Netop punk. sorte vægge, strithår og piercinger har måske været med til at få den borgerlige presse til at male Ungeren` op i et subkulturelt hjørne.
- Medierne prøver at fremstille os som 20 subkulturellse punkere. Men det her er ikke bare en flok voldelige mennesker. Vi er en flok stille og fredelige unge, der har dette kultursted som vi holder meget af og bruger hver dag. Det giver plads til kreativitet og udvikling. Og vi er med til at gøre unge socialt indstillede og får dem til at tage politisk stilling, siger Anja, der selv går på en økologisk produktionsskole.
- Jeg synes, det er vigtigt, at Ungeren ikke bare er aktuel, når vi er i medierne. Vi er her hver eneste dag. Og vi er mange, der har en dagligdag i huset. Hver mandag er der fællesmøde, tirsdag er der cafe, onsdag folkekøkken, fredag-lørdag er der shows og søndag er der biograf, siger Anja og løber tør for fingre, da hun vil berette om alle aktiviteterne.
- Prøv at hør` her. 100 mennesker kommer her et par gange om ugen og laver aktiviteter. Måske 200 rundt omkring i byen kommer og hjælper gratis til i løbet af året, når der er gang i baren eller folkekøkket. Og så er der tusindvis af brugere i hele landet og især København. det er da for vildt at smide væk, slutter Anja fortravlet.
Hun skal videre i programmet.
Pressen ringer konstant. Der er aftaler at træffe.
Snart er der demo. Det er den 23. september. Hele tiden får hun nyheder om folk, der spontant laver aktioner og happenings til støtte for Ungeren. trekronerfortet blev blandt andet besat i sidste uge.
- Vi har slet ikke koordineret de aktioner. de opstår bare fra almindelige mennesker, der elsker Ungeren af hele deres hjerte, smiler Anja og forsvinder ind i pressegruppens hektiske vrimmel.