Så ofrer de coca cola, en kylling, en slat sprut eller øl, som de også selv drikker lidt af eller nogle stearinlys, taler til ilden og lader røgen stige op til guden Abaj, så han kan tage sig af problemerne

af Lærke Øland Frederiksen i Guatemala
Så ofrer de coca cola, en kylling, en slat sprut eller øl, som de også selv drikker lidt af eller nogle stearinlys, taler til ilden og lader røgen stige op til guden Abaj, så han kan tage sig af problemerne.
Her kommer endnu en hilsen, denne gang fra en fri kvinde, der nu er færdig med at købe aflad gennem frivilligt arbejde og er på farten igen!
Vi er nu efter tre uger blevet færdig med at arbejde som frivillige på Camino Seguro. Det har været tre oplevelsesrige og hårde uger. For kort at beskrive projektet: Det hjælper børn, der bor på eller ved lossepladsen i Guates zone 3, til at kunne gå i skole. Deres forældre arbejder med at samle skrald på lossepladsen, og har ikke råd til at betale for deres børns skolegang og har i øvrigt brug for børnenes arbejdskraft. Derfor betaler projektet for skolegangen, giver økonomisk kompensation og tilbyder pasning af mindre søskende, så de ældre søskende ikke hænger på dem, men kan gå i skole i stedet.
Vi har arbejdet i la guardaria (børnehaven) med børn fra to til seks år. Indtil den nye bygning bliver færdig, holder la guardaria til i en lagerbygning lige ved siden af lossepladsen. Et fantastisk sted for rotter! Og med en ikke lydisoleret mur ind til et andet lagerrum, hvor der står en yderst larmende maskine, og hvor der bliver op imod en 35 grader om eftermiddagen.
Børnene var selvfølgelig helt fantastiske, og jeg var dybt fascineret over så meget de selv kunne (som den 2-årige pige, der selv børstede tænder) også på mange andre måder bar de præg af de forhold de vokser op under. Det var hårdt at se så frygtelige forhold, høre statistikker som at 90 procent af børnene har været udsat for enten fysisk eller psykisk vold eller afsavn, se blå øjne, hulkende børn og endda en mor, der slog sit barn. Det var samtidig vidunderligt at kunne give de her børn den omsorg og tryghed, de havde brug for - og så får man bagefter en dårlig smag i munden, når man, ligesom alle de andre frivillige, forlader dem igen efter kun tre uger.
Men jeg ved det godt - det har gjort en forskel for de her børn, og de ville have haft det endnu værre, hvis projektet ikke eksisterede.

Tiltrængte weekender
Vi har arbejdet hårdt, fra klokken 7.15 til cirka 18.30 hver dag, så weekenderne var tiltrængte! Den sidste weekend tilbragte vi ved stranden i Monterico (direkte oversat: det lækre bjerg...).
Med kyllingebusser var det en interessant tur dertil, især da bussen med fuld besætning kørte ud på en tilsyneladende meget skrøbelig metal-tømmerflåde og blev sejler over floden! Hjemturen var endnu mere nervepirrende, da vi hverken vidste, hvilke busser vi skulle tage eller hvor de busser vi tog kørte hen. Men med fire forskellige busser og en enkelt sejltur lykkedes det os på et hængende hår at nå den sidste bus hjem.
I Moterico var bølgerne så høje og sindssyge, at det stort set ikke var til at bade. Kun ved hjælp af understrømmen var man i stand til at modstå bølgerne og kun i kraft af bølgerne undgik man at blive revet med ud af understrømmen. Samtidig blev det sorte vulkansand hurtigt så varmt, at det ikke kunne lade sig gøre at gå på det.
Alt i alt en mere underholdende end afslappende strandoplevelse. Heldigvis havde vi en lille pool og hængekøjer, og så var det i øvrigt en rigtig hyggelig by - med langt færre turister end man kunne forvente ved landets mest besøgte strand. Byen var dels befolket af fritgående svin og dels af halv-alkoholiserede mennesker.
En af ulemperne ved at bo i en by, hvor folk vælter ind i weekenden og drikker sig fulde...
Et interessant fænomen, som vi første gang stødte ind i her, er de fantastiske Gallo-piger! Gallo er en guatemalansk øl, der tilsyneladende er temmelig uudfordret på ølmarkedet, men alligevel har valgt at kaste flere millioner i en reklamekampagne.
En del af kampagnen består af halvnøgne, storbarmede damer, der tournerer rundt til et hvert tænkeligt sted, hvor unge mennesker kunne finde på at drikke øl. Her danser de uden meget entusiasme, eventuelt viftende med et par fakler med ild i, og med bryster, der er faretruende tæt på at falde ud af de mikroskopiske bikinitoppe. De er oftest ledsaget af hotte Gallo-mænd, der laver skønhedskonkurrence mellem de lækre Gallo-piger, der, skønt de tydeligvis ikke nyder det, smiler til de hormonfyldte mænd, der i et væk tager billeder med deres kameramobiler. I Monterico var publikum så vilde med den lyshårede (affarvede) Ursula, at de to mørkhårede Gallo-piger surmulede resten af aftenen.
De tre uger i Antigua boede vi ved Nancy, Carlos og lille Juancarlos, der nærmest adopterede os som en del af familien, og billederne af os kom endda ind i familiealbummet! Det var virkelig hyggeligt og en fed måde at bo på.

På en bjergside
Nu er vi så kommet til Chichi, der at dømme efter nattekulden og de 45 graders stigninger, vi kørte op ad i en gammel kyllingebus, ligger ret højt oppe i bjergene. I indgangen til vores hotel sælger de kyllinger, så vi bor praktisk talt sammen med en 50-100 kyllinger, hvis dunst vi ikke undgår på vores værelse.
I går søndag var hele byen et stort marked, i dag er der kun marked på den centrale plads og på onsdag kommer alle markedsfolkene tilbage igen med deres boder, som de stiller op torsdag morgen og piller ned igen torsdag eftermiddag. Sådan er det hver uge. Den eneste ulempe ved markedet er de virkeligt mange og virkeligt påtrængende tiggere og forsumpede folk, der klistrer op af ethvert hvidt menneske. Jeg tror aldrig jeg har oplevet en så ubehagelig nærgåenhed og lige meget hvor mange penge man giver til hvor mange tiggere kan man ikke undgå den dårlige samvittighed.

Maya-røgelse
Ud over markedet har byen de oprindelige Maya-religioner at byde på. I og udenfor katedralen (der er bygget ovenpå en gammel Maya-helligdom) dyrker Mayaerne deres oprindelige religion, til dels kombineret med kristendommen. I kirken har de fået lov at stille deres altre op og på trappen fyrer de så meget røgelse af, at hele byen dufter af det. Kirken var fyldt med stearinlys og inden de blev tændt, skulle de lige slåes let imod glasmontrerne med helgener på.
Mænd og kvinder med indkøbsnet og stearinlys i hænderne og børn på armen kravlede på deres knæer hele vejen op ad midtergangen og endte med at gøre korsets tegn nedenfor Jesus på korset. En interessant mescla af de to religioner.
Oppe på et bjerg bruger de stadig en flere tusinde år gammel offerplads, hvor shamaner fremlægger folks problemer for nogle forskellige sten, der repræsenterer henholdsvis gravide kvinder og børn, alkoholiserede mænd, solen, regnen og fremtiden. Så ofrer de coca cola, en kylling, en slat sprut eller øl, som de også selv drikker lidt af eller nogle stearinlys, taler til ilden og lader røgen stige op til guden Abaj, så han kan tage sig af problemerne.
Her i højlandet, hvor vi er nu, har den borgerkrig der herskede indtil for ti år siden, sat nogle tydelige spor. Det er skræmmende og samtidig interessant at befinde sig steder, hvor man ved, der er fundet forfærdelige massakrer sted. Ikke desto mindre er det spændende at følge forsoningsprocessen.

17. maj
På vejen hertil krydsede vi Las Encuentras på den interamerikanske landevej, hvor landets fire største veje mødes. Dette kryds var for en uge siden blokeret af en demonstration imod regeringens forringelser blandt andet af uddannelse og sundhedsvæsen. De flyttede sig ikke, før præsidenten var gået ind på at mødes og forhandle med dem. 17. maj gå hjem og vug!
Den mulighed synes jeg lige I skal overveje derhjemme, når der kommer finanslovsforhandlinger!

Lærke Øland Frederiksen skriver rejseberetninger fra Mellemamerika til familie og venner - og til Arbejderens læsere.
Det første rejsebrev var fra Cuba (bragt 16. august). Det næste brev kom fra Guatemala (31. august). Her er Lærke og søsteren Nana stadig, og herfra sender de en hilsen... Salud, som det hedder på spansk.