20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Barra Head: Ingen facitliste

Barra Head: Ingen facitliste

Lørdag, 02. september, 2006, 00:00:00

Barra Heads behov for at udtrykke sig gennem musik udspringer af ønsket om, at sætte gang i lytternes og egne tanker.

af Phillip Seidler
Det var den 29. juni i år. Roskilde Festival. På Pavilion-scenen stod tre fyre og spillede alt, hvad remmer og tøj kunne holde. Med en energisk lethed arbejdede Barra Head de rytmisk tunge sange ud i publikum.
I dag er sommeren forbi. Tunge skyer truer med voldsomme regnskyld. Barra Heads forsanger og guitarist Mikkel Jes Hansen sidder på pladeselskabet Play/Recs kontor i det indre København.
Han kæmper med en ansøgning om statslige støttekroner. Ud over at være musiker er Mikkel nemlig også en af de centrale brikker på pladeselskabet.
- Ansøgningen skal afsted i dag. Så der er lidt travlt, siger han undskyldende og fortæller, at ved sidste ansøgningsrunde var der kun få af de 'små' ansøgere, der fik lidt penge ud af det. Play/Recs bands fik ikke en krone, mens for eksempe Rasmus Nøhr blev forgyldt med 200.000 kr.
Mikkel Jes Hansen trækker på skuldrene.
Måske det går bedre denne gang efter Barra Heads imponerende optræden i Roskilde Festivals hovedprogram.

Der er et alternativ
Om ikke andet gav Roskilde-oplevelsen Play/Rec fornemmelsen af, at være blevet accepteret af de store.
- Vi havde jo samlet set hele tre bands på programmet. Og det, synes jeg da, er et rygklap fra den der mere etablerede scene, som vi altid har syntes gik og overså os fuldstændigt. Så det var da fedt, siger han forsigtigt.
Generelt vælger Mikkel sine ord med omhu og stopper nogle gange op midt i sætningen for at finde det helt rigtige ord at fortsætte med. Der er ikke meget rockstjerne over hans lidt forsigtige facon.
Der kommer dog lidt mere skub i sætningerne, da talen falder på forholdet mellem bandet Barra Head og pladeselskabet Play/Rec. Sammen med et par andre bands grundlagde Barra Head nemlig dette uafhængige label for fem år siden.
- Der var en trang til, også i praksis, at gøre en forskel. Nu havde vi i mange år spillet og sunget om at være frustreret over, hvordan verden hænger sammen. Og så tænkte vi, at der som band også må være noget, som man i praksis kan gøre anderledes. For at vise, at der er et alternativ.
- Helt konkret startede vi som et stort kollektiv med en masse musikere. Vi ville prøve at hjælpe hinanden til at komme så bredt ud med hinandens musik og visioner som overhovedet muligt i stedet for at ligge og konkurrere om markedsandele eller et eller andet fis. Vi ville samle kræfterne, siger Mikkel Jes Hansen.

Politisk dimension
Med Lack og MeNFoLK byder Play/Rec på mindst to stærkt samfundskritiske bands. Og Barra Head står ikke tilbage for de to, selvom Mikkel afviser, at der er et formuleret politisk formål med Barra Heads musik.
- Men det er jo klart, at man får et behov for at udtrykke sig på den måde, når man gennem så mange år har benyttet sig af musik som udtryksmulighed, siger Mikkel.
Alt kommer i sidste ende tilbage til to ting for Barra Head: Behovet for at udtrykke sig gennem musikken og glæden ved at spille musik. For Mikkel er det to sider af samme sag.
Han virker dog lidt utryg ved at tale om politik. Bandets politiske dimension lader til at være noget, der kun kan udtrykkes gennem lysten til og glæden ved musik.
- Der er et behov for at kunne kommentere på den magtesløshed, som man kan opleve ved verden, som den ser ud. Eller man skal kunne få afløb for noget frustration. Eller stille nogle spørgsmål, som man mener bliver stillet alt for lidt, siger Mikkel Jes Hansen.

Perspektiv
De spørgsmål, Barra Head ser stillet alt for lidt, drejer sig om politiske sager såsom krigsdeltagelse og integration.
- Men vi synes, det er vigtigt, at stille spørgsmålene, så der er flest mulige fortolkningsmuligheder. Så vi ikke opstiller et facit på den problematik, vi behandler. I stedet opfordrer vi til, at man stiller sig selv nogle spørgsmål.
På den måde prøver bandet at få sine lyttere til selv at tænke over tingene. Barra Head er således et af de sjældent sete bands, der foretrækker at spille koncerter, hvor publikum står og lytter opmærksomt i stedet for de koncerter, hvor der er vild fest og folk bare er fulde.
- Det giver noget at vide, at man har sat en eller anden tanke igang hos folk, siger Mikkel med et smil.
Men Barra Head vil selv gerne have noget at tænke over. Derfor søger de hele tiden nye udfordringer gennem deres musik.
Bandets nyeste numre er for eksempel resultat af en række koncerter på Balkan.
-Det var syret, da vi spillede i Mitrovica (Kosovo), som er en delt by, hvor der er serbere på den ene side og muslimer på den anden. Og der var stadigvæk konflikt med daglige skyderier. Så det var utrolig svært, fortæller Mikkel Jes Hansen.'
Det er tydeligt, at Balkan ikke var nogen specielt behagelig oplevelse. Omvendt er der heller ingen tvivl om, at Balkan var en vigtig oplevelse, fordi den satte tankerne igang.
- Det med turnére rundt som glade musikanter i et område, hvor der bare er post-krigsstemning alle vejne, det satte sgu tingene lidt i perspektiv, slutter Mikkel Jes Hansen.



Barra Head har eksisteret i 15 år og har udgivet pladerne Songs and Departures (2001) og We Are Your Numbers (2005). Tjek www.playrec.dk.
Et nyt album forventes at udkomme i forsommeren 2007.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. sep. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur