20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En stemning af impotens

En stemning af impotens

Fredag, 01. september, 2006, 00:00:00

Ny bog om ¤¤Magtens tænkere¤¤ undlader at nævne Marx, Lenin, Mao, Ho Chi Minh eller Castro, der alle har tænkt over magt og forsøgt at virkeliggøre alternativer til kapitalismen

af Mauri Johansson
'Magtens tænkere' er med sine 500 sider en tungtvejende bog i mere end fysisk forstand.
19 engagerede og vidende politologiske, filosofiske og sociologiske forskere skriver hvert sit essay om deres yndlingsteoretiker.
Redaktørerne konstaterer, at viden er politisk og magtfuld. Mere viden om magten skulle så vise 'hvilke identiteter der ...elimineres i det politiske'.
Men er realiteten ikke den, at der daglig udryddes politisk aktive mennesker i tusindvis kloden over grundet den kapitalistiske overmagt?
Den gode snes af 'magtens tænkere', udgiverne har valgt, omfatter hverken Marx, Lenin, Mao, Ho Chi Minh eller Castro, der såvel har tænkt over magt, som forsøgt at virkeliggøre alternativer til kapitalismen. Trods blodig modterror.
Bidragyderne er over én bank enige om, at kapitalismen er klodens afgørende problem. Men revolutionsforskrækkelsen er udbredt, og konsensusfolkene som Hegel, Weber, Gramsci, Habermas, Honneth med flere dominerer.
De enkelte essays er engagerede og velskrevne. Læseren får et billede af, hvor kompliceret begrebet 'magt' er eller kan gøres til.
Men der hviler en stemning af impotens over det hele.
De opreklamerede Michael Hardt og Antonio Negri, der i uklare vendinger pipper lidt i retning af Marx` og Engels Manifest, dømmes ude som ikke akademisk stuerene.
Bourdieu må tåle kritik for at 'der dog savnes en nærmere specifikation af, hvordan man konkret skal intervenere politisk'.
Der er befriende at nå til den norske Arne Johan Vetlesens efterord. Han får nemlig sat magtforskningens tandløshed effektivt på plads.
'Vaccinationen mod en totaliserende kritik af magten!.har med årene fået karakter af en stærk berøringsangst overfor enhver samfundsteori, som måtte opfattes at anbefale en bestemt positiv samfundsorden.'
Læs bogen og start med efterordet!

Carsten Bagge Laustsen & Jesper Myrup (red.) Magtens tænkere. Politisk teori fra Machiavelli til Honneth. Roskilde Universitetsforlag. 2006. 500 sider. Kr. 398.-

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. sep. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur