Den danske instruktør Christoffer Boe uddeler med ´Offscreen´ endnu engang smagsprøver på sin genialitet - uden dog helt at slå det endegyldigt fast

af Jesper Fink
Skuespilleren Nicolas Bro er forelsket. I sin kæreste, forstås. Og selvom der er knas i forholdet, begynder han ufortrødent at optage en film til ære for den smukke Lene.
Han låner et kamera af sin gode ven Christoffer Boe, og snart har han kameraet med sig alle døgnets 24 timer for virkelig at kunne bevise sin kærlighed til Lene.
Men det, Lene har brug for, er absolut ikke at en, i forvejen problematisk kæreste, forfølger hende med et kamera og optager selv de mest intime scener. Inden længe er hun skredet, og stakkels Nicolas er ladt tilbage med kameraet, der hurtigt bliver hans bedste ven, som følger ham i tykt og tyndt.

Kendis-voyeurisme
Og netop tykt og tyndt skal vi igennem sammen med Bro før filmen og fiktionen virkelig tager fart.
Alle skuespillere spiller sig selv i filmen, den er optaget i deres egne lejligheder, ligesom både jobs og stamcaféer er virkelige locations. Så når Bros kæreste er skredet, og han forsøger at hyre Trine Dyrholm til at være stand-in for hans livs kærlighed, ja så er det næsten den ægte Trine Dyrholm, man ser på filmen. Men det er dog på ingen måde dér, filmens originalitet ligger. Hvis man elsker at få et indblik i kendissers privatliv, kan man lige så godt se tv-serien Klovn på Tv2 Zulu.

En dansk klassiker
Det geniale ved Offscreen er tværtimod den leg med fiktionen, som Christoffer Boe i den grad mestrer. Mange af filmens scener er optaget helt uden instruktørens tilstedeværelse, improviseret af Nicolas Bro.
Det eneste, der sådan set lå fast fra produktionens start, var at Bro skulle have kameraet hjemme hos sig igennem et helt år, så man kunne følge årstiderne skifte og skuespillerne ændre udseende. Dét virker faktisk rigtig godt.
Offscreen er en brilliant udviklingshistorie om en mand, der langsomt går fra forstanden i forsøget på at iscenesætte sit eget liv.
Filmen fortjener ligefrem at blive sammenlignet med en af de helt store klassikere, Scorseses Taxi Driver fra 1976. Begge film handler om det moderne, fremmedgjorte storbymenneske, og begge steder får hovedpersonens skyggetilværelse fatale konsekvenser. Offscreen har med andre ord potentiale til at blive lidt af en klassiker, men dog mest på grund af instruktørens lyst til at eksperimentere.
En meget seværdig film fra en instruktør, man absolut ikke har hørt det sidste fra endnu.