Det var mens iranerne endnu sultestrejkede inde på Christiansborg Slotsplads, én af disse ulideligt varme dage med næsten ingen vind og solen bagende fra en skyfri himmel. Denne sommer har haft så rigeligt af de dage

af Kjeld Stenum
Det var ved at blive aften, men termometeret var endnu ikke krøbet ned under tredive grader. Jeg havde nogle dage tilbage af min sommerferie, jeg havde meldt mig til at stå fakkelvagt inde hos de sultestrejkende og var på vej fra Nørreport station og ned til Christiansborg. Gaderne var halvtomme, selv turisterne havde fået varme nok, eller måske lå de rundt langs Øresunds kyster. De folk, der var, slæbte sig af sted uden at se sig til hverken højre eller venstre, det drejede sig bare om at komme hjem i skygge.
Et sted mellem Rundetårn og Storkespringvandet sad gademusikanten og opfinderen Yul Anderson bag sit piano og spillede.
Jeg har før skrevet om Yul Anderson her i Skærveknuseren. Det har jeg gjort, fordi han laver noget af det mest vidunderlige musik, jeg kender. Det er en sær oplevelse at gå der og være optaget af at værge sig mod den almindelige gågade-støj, så éns hoved kan få plads til at tænke sit eget, og så pludselig i det fjerne høre dæmpet musik, som går gennem alle éns blokader og nærmest suger éns opmærksomhed til sig.
Ligegyldigt hvor travlt jeg har, er det mig umuligt at gå forbi Yul Anderson uden at standse op og lytte. Således også denne gang. Selv om jeg egentlig var gået forbi, måtte jeg standse op og vende tilbage. Modsat hvad der er sædvanligt stod der ingen andre. Folk vadede forbi.
Yul Anderson havde åbenbart fanget mig ud af øjenkrogen. Ligesom jeg standsede op, lavede han en afslutning på sit nummer, og så sagde han noget. Jeg kunne intet høre og gik nærmere: 'Undskyld, hvad sagde du?'
'På hvor mange måder kan man komme derfra og dertil?' spurgte den store sorte mand og pegede op og ned ad gaden, hvor folk kom vadende som zombier.
Jeg svarede, at det vidste jeg ikke. Mange, mange måder uden tvivl. Men han insisterede på, at jeg skulle give et bud, og til sidst sagde jeg, at man kunne komme fra det ene sted til det andet på mindst en million måder. Bagefter var jeg glad for, at jeg havde sagt en million, for jeg er sikker på, at alt under en million ville have været så lidt, at han ikke havde gidet at snakke mere med mig.
'Der er mange måder,' sagde han. 'Folk spørger mig, hvorfor jeg altid spiller det samme.'
Jeg sagde, at det kunne jeg ikke forstå. Jeg havde aldrig hørt ham spille det samme.
'Det er fordi jeg aldrig spiller det samme,' sagde han. Han havde rejst sig op og så meget direkte på mig, ligesom vurderende. 'Jeg læser ikke avis, jeg hører ikke radio, og jeg ser aldrig fjernsyn. Jeg tror, folk i det her land er ved at blive meget ulykkelige. Er det rigtigt?'
Jeg tænkte på, at jeg var på vej ned til fire iranere, der havde lagt sig ned foran vort lands folkevalgte lovgivere for at dø af sult, som én af deres kammerater allerede havde valgt døden, fordi vort stakkels fattige land ikke engang så sig i stand til at give dem en chance for at leve, men valgte at sende dem tilbage til deres bødler efter først at have torteret dem med lang tids meningsløs uvished.
Men de ansvarlige for de himmelråbende urimeligheder var taget på ferie. Og selv om det var agurketid, så fandt omtrent ingen danske medier (Arbejderen holdt sommerpause) et par spaltemillimeter eller et par sekunder til at nævne, at der lå fire sultestrejkende flygtninge fast besluttede på at fortsætte til en ny afgørelse eller til døden.
Imens sad de folk, som havde valgt vore lovgivere, i tusindvis på fortovscafeerne få hundrede meter derfra og forsøgte at overleve hedebølgen med fadøl og softice - og anede garanteret intet om de sultestrejkendes eksistens. Jo, vi var ulykkelige her i verdens lykkeligste land. Jeg nikkede og sagde, at jeg mente, det var rigtigt.
Han lagde en hånd på min skulder og pegede op. 'Kan du se deroppe, det er Mercur?' sagde han. Jeg gloede vantro. Der var ikke andet end blå himmel. Det er umuligt at se Mercur, så længe solen er oppe. Jeg rystede på hovedet. Han trak mig længere ud på gaden, jo, dér, kunne jeg virkelig ikke se? Til sidst, da han var lige ved at blive irriteret, gik det op for mig, at han ikke talte om planeten Mercur, men om en grøn kobberstatue på taget af én af Købmagergades bygninger. Jeg grinede slukøret.
'Mercur er Budbringeren!' sagde han. 'Det er derfor, jeg altid sidder på dette sted og spiller. Jeg er budbringer.' Han gik igen hen til sit piano.
Jeg fandt, at det var tid at afslutte samtalen. 'Jeg synes, din musik er fantastisk,' sagde jeg. 'Jeg standser altid og lytter.' Så begyndte jeg at gå videre. Jeg hørte, han sagde tak bagved mig.
Da jeg kom ned på slotspladsen, fortalte én af de sultestrejkende om, at en præst, der er folkevalgt medlem af Folketinget, men hvis navn han ikke kunne huske (I får to gæt!), en dag havde været nede og sat sig ved siden af deres lejr og overbegloet dem. Og så havde han givet sig til at grine af dem.