Hvis du ikke ved, hvad du søger efter på internettet, så finder du enten ingenting eller også er kvaliteten af det, du finder, tvivlsom
af Hans Hansen
Hvis man i dag opfatter Internettet og informationsteknologi som en bred motorvej fyldt med informationer og viden, er det måske derfor, man farer vild.
For er der tale om en informationsmotorvej med tilhørende motortrafikveje, landeveje, biveje eller grusveje, kan man jo finde vej med et landkort. Men opfatter man derimod Internettet og det at søge information via sin computer som en søgning i et informationshav, så forstår man måske bedre, at man farer vild. For på motorvejen og de andre veje kan man jo se det hele i et perspektiv - ovenfra. Skal man navigere igennem et havområde er opgaven helt anderledes.
Forlaget Borgen har udgivet bogen, Introduktion til informationssøgning - om navigation på informationshavet.
Det må jo være bogen, der løser alle ens 'søg og du skal finde'-problemer.
Men hvis det er indgangsbønnen til denne bog - så bliver man slemt skuffet, selv om bogen på ingen måde er skuffende.
God vejledning
Holberg skrev en gang, at 'Et er et søkort at forstå, et andet skib at føre.'
Lige som dette citat, er der stor forskel på at kende lidt til søgning på nettet og så finde det man søger efter.
Bogen giver ikke vejledning til, hvordan man finder alt interessant om tvebakkens krummende tilværelse, men den giver god vejledning i, hvordan man griber søgningen an.
Bogen er opdelt i to dele - en teoridel og en søkortdel. Dén opdeling gør bogen interessant.
Teoridelen fortæller om de forskellige begreber og søgemetoder. Søkortdelen omhandler forskellige typer søgemaskiner og lidt om, hvilke søgemaskiner, der er mest effektive til at finde det, man nu leder efter.
Der gælder den regel, der også gælder i livet. Som man spørger, får man svar. Hvis du ikke ved, hvad du søger efter, så finder du enten ingenting eller også er kvaliteten af det du finder tvivlsom. Så jo bedre, man er til at klarlægge, hvad man søger, jo større er chancen for at man finder det, man leder efter.
Bogen giver en fin fornemmelse af, hvordan søgningen kan gribes an. Den er let tilgængelig og veldisponeret.
Bruger man søgemaskiner jævnligt eller dagligt, er den et godt bud på en introduktion til søgning. Der mangler et indeks i bogen, som kan lette søgning efter nogle af de begreber, der bruges på søgemaskinerne.
Introduktion til informationssøgning - om navigation på informationshavet.
Af Charlotte Wien og Christian Elmelund-Præstekær
Borgen. 2006.115 sider.149,-
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278