Vi ved sgu aldrig, hvilke gener der lige pludselig vil være efterspørgsel på. Alene derfor burde racehygiejne være en saga blot

af Kjeld Stenum
Lige udenfor mit skrivebordsvindue i venstre side vokser en klokkeclematis, som jeg selv har sået som frø for snart mange år siden.
Nu er den blevet til et kæmpestort filtret buskads, der kigger op over husets gavlspids. Og i år har solsortene valgt den til redetræ. Det er et klogt valg.
Før har de forsøgt sig i humlen, taxtræet eller tobakspibeplanten. Men det var flere meter fra huset, og her dristede både skader og katte sig til at gå på redehugst. Og det betød, at jeg måtte fare ud og rage kastanjerne ud af ilden, hver gang jeg hørte solsortene skælde ud, og da jeg jo kun er her, når jeg ikke er andre steder, havde redetyvene alle fordele.
Men her helt inde ved huset er der ingen andre end solsortene selv, der er dristige nok til at slå sig ned. Så hvert andet minut har jeg dem farende frem og tilbage foran vinduet, de parkerer lige på én af de yderste kviste og tjekker, at der ingen fare er under opsejling, før de smutter ind for at fodre afkommet. Jeg har ikke hørt dem slå alarm én eneste gang i år.
For mindre end trekvart århundrede siden skal solsorten have været en sky skovfugl. Det var sikkert en fordel, dengang hvor menneskene godt kunne tænke sig stegt drossel, når de skulle spise fint. Da var tillid til menneskene dumdristighed. I dag elsker menneskene solsortesang mere end stegt drossel, og så favoriserer arv og udvælgelse de solsorte, der har lettest ved den tillid, der før var dumdristighed. Sådan kan de genetiske fortrin veksle med omgivelserne, derfor skal man være omhyggelig med at bevare genetisk mangfoldighed.
Det er rørende, som de knokler for afkommets trivsel. Men jeg ved også, at om ganske kort tid kommer der anderledes rå og gammeldarwinistiske boller på suppen. For solsortene smider ungerne ud af reden, før de kan flyve.
Første gang jeg oplevede det, troede jeg, ungerne var faldet ud ved et uheld, så jeg fangede dem og satte dem tilbage i reden igen. Blot for ti minutter senere at konstatere, at de igen løb rundt nede på jorden, med et par skræppende skader ovenover sig, der forsøgte at fange dem. Senere snakkede jeg med naboer og makkere, der havde oplevet det samme.
Hvis det er noget med at få de mindst overlevelsesegnede sorteret fra, så virker det på mig med min menneskeetik som en urimeligt rå procedure. Som hvis man som forælder gav sine unger en masse tæsk for at hærde dem til den rå verden i stedet for at lade den rå verden selv hærde dem og gøre sit bedste for at hjælpe dem til at tackle hårdheden.
Men hvad ved jeg om solsortetilværelsen? Måske handler det også om, at store urolige unger lettere opdages, og derfor har de simpelthen større chancer for at beskytte sig mod angreb ved at løbe rundt på jorden.
I gamle dage mente man, at darwinismens lære om arv og udvælgelse simpelthen handlede om, at de stærkeste og klogeste gennem naturens rå konkurrence blev udvalgt til at føre generne videre, ligesom man så de stærkeste kapitalister overleve i den kapitalistiske konkurrence. Og udfra den filosofi forsøgte man at virkeliggøre forskellige brutale racehygiejniske politikker.
Efter de tyske koncentrationslejres racehygiejniske helvede har det i mange år været tabu at forsøge at overføre biologiske principper til samfundets politik.
Men måske var hovedfejlen i racehygiejnens filosofi snarere den omvendte, at den forsøgte at overføre et bestemt samfunds, nemlig konkurrencekapitalismens, principper på biologien.
For den biologiske udvælgelse har mange flere aspekter end rå kapitalistisk konkurrence. For eksempel har detaljerede studier af chimpanseflokke vist, at det ikke blot er et spørgsmål om fysisk styrke eller intelligens, når førerhannen skal findes.
Blandt så højt intelligente dyr handler lederskab også om politik og alliancer, ligesom blandt menneskene. Og for eksempel kan det systematisk at gribe ind i konflikter til fordel for de svageste gøre en han til en populær leder, der sikrer ham stor succes blandt hunnerne, sikkert fordi denne adfærd er den bedste til at sikre freden i chimpanseflokken.
Hunnerne har interesse i fred til opfostring af ungerne. Så sådan en han får spredt sine gener. Der er ikke nødvendigvis noget moralsk i noget af dette. For hannen har også egoistisk interesse i at holde eventuelle rivaler nede, og det gør han bedst ved at have alle de svageste på sin side. På den anden side viser eksemplet, at hvis en størrelse som et gen for moralsk adfærd skulle findes (og andre eksempler på chimpansers adfærd kan næsten kun forklares ved hjælp af moralske begreber), så vil sådan et gen være en fordel i samfund af meget intelligente dyr.
Alt dette siger jeg naturligvis ikke, fordi jeg mener, vi skal begynde at slutte fra biologi til samfundslove igen.
Det eneste, jeg vil sige, er, at vi naturligvis ikke kan lave samfund, som er i modstrid med vores biologiske muligheder, for vores formål med at lave samfund er jo at realisere vores biologiske muligheder. Bortset fra det er menneskesamfund meget mere komplekse og omskiftelige end biologisk evolution, og vi ved sgu aldrig, hvilke gener der lige pludselig vil være efterspørgsel på. Alene derfor burde racehygiejne være en saga blot. Det er den jo desværre ikke.
Fosterdiagnostikken gør det blot muligt at lade forældre i trængte situationer bedrive den selv. Det har indtil videre givet sig udslag i, at nyfødte med Downs syndrom (mongolisme) i dag kun udgør en brøkdel af det antal, der var for blot få år siden.
Hvis samfundet ikke snart ændrer sig drastisk, vil det vel også snart resultere i frasortering af mange andre gener, som der ikke lige er øjeblikkelig efterspørgsel på. Vores verden er meget mere rå end solsortenes.