Arkæologien lader de udbyttede tale!

af Kjeld Stenum
En by smider hele tiden affald fra sig, lag på lag lægger det sig som undergrund, og efterhånden som årene går og huse forgår, bygger man ovenpå.
Vil man studere en bys historie, starter man oftest med at opsøge alskens arkiver og finde alle nedskrevne kilder. De giver én form for historisk indsigt.
Men man kan også grave sig ned i lagene af affald. Intet giver en fornemmelse af menneskenes hverdag som det affald, de producerer. Og intet giver én en fornemmelse af forbindelse med fortiden som det at afdække en gammel brugsgenstand, måske bare en gammel hornske, som har ligget i mørke i hundreder af år, mens katastrofer og revolutioner har fejet gennem verdenshistorien.
Jeg kan ikke huske, hvor jeg har læst det, men et eller andet klogt hoved har skrevet, at ved at studere de skriftlige kilder får man herskernes billede af deres tid. For det er herskerne, der skriver historien. Men virkelig materiel indsigt i livet, som det levedes på godt og ondt, af rig såvel som af det store fattige flertal, det får man af arkæologien. Arkæologien lyver ikke. Arkæologien lader de udbyttede tale.
Hver sommer turnerer et sjak fra det firma, jeg er ansat i, rundt langs Københavns og Frederiksbergs veje og graver fjernvarmerørenes samlinger fri, hvor der er fejl. Der er løbende mange samlinger, der skal udskiftes, for man har ikke fundet frem til ideelle måder at lave mufferne på, så man giver kun fem års garanti. År efter år kører sjakket rundt langs den samme rute og graver huller i jorden omtrent de samme steder hver gang.
>Med mellemrum har jeg været med i sjakket, og i år er jeg med for tredje gang. Det er egentlig ikke specielt godt arbejde, undertiden må jeg cykle helt ud på Amager, der er en del hårdt og beskidt gravearbejde, og det er noget af et rakkerliv med meget midlertidige pladser, hvor vi undertiden må acceptere ret improviserede indkvarteringsforhold, mod skurpenge naturligvis, men alligevel!
Men de år, hvor jeg ikke har været med, har jeg alligevel følt mig lidt snydt. Jeg har såmænd ikke noget imod hårdt arbejde engang imellem. Og også rakkerlivet har trods alt sin egen charme og giver sin specielle følelse af frihed og oplevelse. Jeg tror, det er omtrent ligesom med omrejsende gøglere. De kan ikke undvære gøglerlivet, når forårssolen titter frem, det trækker i dem som i en trækfugl, der skal nordpå.
Men især er det drønspændende at være med til at grave langs Amager Strandvej. Hele det østlige Amager er gammel losseplads. Danmark bygget ud med affald fra dets hovedstad.
>Det er ikke småting af godbidder, man kan hente sig her i blot et spadestiks dybde. Det meste er smadret porcelæn, keramik og glas. Knogler, der er sorte af ælde. Et træk-og-slip-håndtag eller gamle el-fatninger og stik i porcelæn. Et år fandt jeg en hel gammel flaske, der var fra før man begyndte at lægge vægt på en symmetrisk form, for den var ikke regelmæssigt rund, og halsen sad skævt på. Men glasset var tykt, den var stærk som et ondt år. Undertiden finder vi også rester af fajance, skilte eller emaljekrus. Enkelte gange finder man rustne rester af værktøj eller byggematerialer.
I år fandt vi i ét udgravningshul et hav af gamle hele bittesmå flasker, vi gættede på, at det var medicinflasker. Større flasker, brændevin og mælk. Rester af porcelænsfigurer og en næsten hel sparegris i keramik. En rød halvkugle i glas, som vi gættede på var lygteglas til en baglygte. Samt en meget tidlig udgave af en elpære, der på en eller anden måde havde overlevet i hel tilstand, bortset fra, at metalfoden, som man skruer ind i fatningen, var tæret bort.
Endelig så fandt jeg en halv porcelænsplatte, hvorpå man kunne læse bogstaverne TO eller TU, samt 'maj 1873-1908'. Vores maskinfører forstod ikke, hvorfor jeg syntes, det var det mest spændende, den var jo ikke hel, og vi finder bjerge af porcelænsskår. Men jeg var ret solgt.
Alt det vi finder, er strengt taget jo bare er gammelt ragelse for os, så længe vi ikke kan tidsfæste det. Og på Amager kniber det med at sætte tid på for sådan nogle amatører som os, for på en losseplads læsser man jo ikke af i sådan nogle pæne kronologiske lag, som man kan støde på i andre sammenhænge, men snarere hulter til bulter.
Men så snart man får et årstal at sætte på, så er det ligesom man kommer til at røre ved hele den tids verdenshistorie gennem selv sådan et gammelt porcelænsskår.
1908, det var ni år før der var rød revolution i Rusland. Det var før nogen verdenskrige. Det var længe før nazisme og holocaust. Det var før Rutherford og Niels Bohr brød ind i atomet. Danmark levede stadig i skyggen af 1864.
Det var få år efter slaget på Fælleden, hvor den danske klassekamp tugtedes ind i overenskomstsystemets styrbare rammer, og hvor den skandinaviske arbejderbevægelse begyndte at stivne i reformisme.
Det var mens Georg Brandes forfægtede det realistiske gennembrud i kulturlivet, og fire år efter at Henrik Pontoppidan skrev sin Lykkeper. Det var tre år efter at Ellehammer som den første europæer fik en flyvemaskine til at gøre et par forkølede hop hen over græstuerne. Måske var lygteglasset til baglygten på én af Københavns første automobiler.
Det var før penicillinen, lægekunst var mest at dulme smerter. Medicinflaskerne havde vel været til opium og kamfer, som Brandes gik og indtog, når han skulle kvikkes op til at holde ud at gå i teatret og deltage i kulturen. Arbejdernes medicin hed brændevin, den kostede ikke mange øre flasken. Det er kun omtrent hundrede år siden. Tænk, jeg rørte ved det alt sammen!