Handlingsmæssigt rummer ¤¤Den stille pige¤¤ paralleller til ¤¤Frøken Smilla¤¤ i det handlingsmættede og vildt jagende forløb romanen igennem

af Jens Fransen
'FruHerre har stemt ethvert menneske i en toneart, og Kasper kunne høre den. Bedst i det korte, ugarderede øjeblik, hvor de var tæt på, men endnu ikke vidste han lyttede. Derfor ventede han ved vinduet, også nu.'
Sådan lyder indledningen i Peter Høegs længe ventede roman. Den første i 9 år. Og allerede i disse første linier fornemmer man som læser Høegs helt specielle sproglige formåen. Og man føler sig hurtigt hensat i atmosfæren fra Frøken Smilla. Som sproglig formidler hører forfatteren til i superligaen.
Handlingsmæssigt er der også paralleller i dette handlingsmættede og vildt jagende forløb romanen igennem.
Hovedpersonen, den 42-årige verdensberømte artist Kasper Krone får i sit vinterhi besked om, at en tidligere elev, den 10-årige Klara Maria er blevet bortført. Bogen igennem forsøger Kasper at opklare denne bortførelse. Men ikke kun denne. Adskillige andre handlinger bliver lynhurtigt spundet ind, så læseren føler sig kastet rundt i Kaspers manege. Meget velvalgt er på omslaget portrætteret en klovn med et meget stort øre.
En krimi ? Ja og nej. Som ved Frøken Smilla er dette kun den ydre ramme. Handlingen spiller en birolle for forfatteren. Det er alt det underliggende, der er det centrale. Og hvilket scenarie.
Menneskelivets absurditet føres ud i de mindste afkroge. Ikke uden grund spiller Søren Kierkegaard og hans værker en central rolle i bogen. Menneskets eksistentielle kriser og selvopholdelsesdrift er sat i højsædet. For mig er der næppe tvivl om, at Høeg er meget optaget - ja dyrker eksistentialismen. Frihed, valg, ansvar og skyld er centrale begreber. Al beskrivelse virker hudløst ærligt men samtidig skræmmende. Musikken spiller sin egen rolle. Sindsstemninger og forskellige episoder omsættes til musikalske kompositioner, som man skal være ekspert for at gennemskue. Med den komposition Høegh lægger for dagen er der næppe tvivl om, at musikstykkerne ikke er tilfældige. Mol eller dur.
Romanen syder af spiritualitet - en tanke, der optager Peter Høeg meget. Men omvendt er det ikke forfatterens hensigt at virke moraliserende. Temaet - rettere temaerne i romanen - er delvis op til læserne. Men et står fast. Fundamentalisme er af det onde. Også den såkaldte kristne.
Peter Høegh er som sine romaner en kompliceret forfatter. Det er stor kunst, men der kræves meget af læserne. Langt hen ad vejen føler man sig som læser af en filosof, hvilket Peter Høegh næppe kan have skrupler over.
Læs bogen - bliv klogere på dig selv og den virkelighed, du er en del af. Men - bogen kræver at blive læst grundigt. Der er så mange grundlæggende dunkle musiske og filosofiske undertoner, at en første, hurtig læsning ikke rækker.
Allerede inden udgivelsen er der dømt bestseller. Også i udlandet, hvor de står i kø efter den

Peter Høeg : Den stille pige. Rosinante. 411 sider. 349 kr. Udkom i går