1. maj udkom en cd med klaverimprovisationer, som Thomas Koppel nåede at indspille før sin død. Annisette fortæller her om processen og om fremtiden

af Freja Wedenborg
Hvid er alle farver samlet i et. Hvid er lyset. Hvid var sneen for ruderne i Thomas Koppels og Annisettes nye havehus i Sydhavnen i december, hvor Thomas sidste plade blev til.
- Det var sådan et hvidt lys det hele, og det var selvfølgelig med til at inspirere ham. Han forestillede sig, at pladen skulle være lys, så man mærkede stemningen af dét, fortæller Annisette da hun mødes med Arbejderen på pladeselskabet Artpeoples kontor i København.
Efter nogle år med keyboards havde parret endelig lånt sig til det første rigtige flygel, og nu bare spillede og spillede han.
- Han spillede simpelt hen ufatteligt. Jeg synes aldrig nogen sinde jeg har hørt ham spille så godt som her de sidste par år. Og da vi så fik havehuset, sagde jeg til ham, at det eneste der manglede var et flygel. Det skulle han have, selv om vi egentlig ikke havde råd.
Sangerinden Annisette funderer lidt før hun fortsætter.
- Efter årene med elektriske keyboards og alt dét, havde vi begge to et savn indeni. Det er jo langt, langt mere inspirerende med et rigtigt klaver, hvor hele klangkassen og strengene svinger sammen og der opstår overtoner og ny musik. Det er et fuldstændig vidunderligt instrument, og han var som en nyforelsket ung mand. Han spillede døgnet rundt!, udbruder hun og husker:
- Det var ligesom om, han havde fundet sammen med sin barndoms toner igen, det var kærlighed, og det var dét som han gav os nu, både i musik og i digte.

Indspil det
Med snefnuggene dalede også de mange toner ned over havehuset i de tidlige morgener, som Thomas elskede at sidde ved klaveret og improvisere i.
Annisette fortæller, hvordan det 'piblede ud af ham med musik' mens hun selv gik rundt i huset og prøvede at fange noget af dét - 'for at se, om jeg kunne sætte ord på til vores næste plade.'
- Det var utrolig inspirerende. Men hver morgen spillede han et nyt stykke, og så hørte jeg ikke dét, jeg havde haft dagen i forvejen, som jeg var så fascineret af!, fortæller Annisette.
Så hun spurgte Thomas, om han ikke ville optage klaverspillet til hende. Og efter et par dage gik det op for hende at det var en så stor inspiration, at det skulle deles. Så hun overbevidste ham om at han skulle lave et soloalbum med sig selv og flyglet.
- Jeg syntes aldrig, jeg havde hørt noget så smukt. Og det er alt det her, jeg har nu. En gave, her, fuld af sange fra ham, siger Annisette og rækker mig den nye cd, som udkom 1. maj. I mprovisationer for klaver hedder den, og er, som Thomas Koppel ønskede det, holdt i lyse og hvide nuancer.

Digtene lever
Annisette selv er en prisme der reflekterer alt det hvide i tusinde strålende farver.
Hun er stærk og glad ved alt det smukke, hun har fra de mange år med Thomas Koppel.
Hele aftenen inden han gik bort, havde de siddet og spillet med datteren Naja og hendes veninde, som var kommet på besøg i parrets hus i Puerto Rico. De skulle inspille nogle sange, som Naja havde skrevet; om at finde tryghed i sin familie i en verden af krig og kaos.
Det var den sidste sang, de spillede sammen, inden de to unge piger gik ud for at nyde den dybsorte stjernehimmel. Thomas og Annisette satte sig ind for at lytte hans sange til den nye plade igennem en sidste gang.
- Det var en af den slags aftener, hvor alting spiller videre, husker hun.
- Det var bare så vidunderligt skønt, og mens vi sad der og lyttede, sidder han og skriver og siger så. '
Øh, jeg har siddet og griflet nogle tanker ned med nogle billeder som jeg har set mens jeg spillede det her musik og ku` du ikke lige prøve at høre hvad du synes om det?'
- Og det var bare en stor kærlighedserklæring. Jeg sad der og vidste næsten ikke, hvad jeg skulle sige. Der var ikke ord, så jeg sagde bare tak, smiler Annisette.
I digtene, som ledsager klaverstykkerne på cd`en, var også alle billederne fra de mange rejser, Thomas og Annisette var på sammen.
- Alle de ting, han vidste foregik rundt om i verden, og alle de indtryk, vi havde fået, opfyldte ham. Fra de palæstinensiske flygtningelejre til de filippinske gadebørn og det grøndlanske folk, som vi netop skulle til at lave et kæmpe værk med. Samtidig syntes han, det var så uretfærdigt, at der var en ulidelig, frygtelig, forbandet krig igang, som ingen mennesker på jorden fortjente, siger Annisette.
- Jeg kan høre det allerede på første nummer hvor han spiller at den irakiske kvinde kommer gående som den urørlige, stærke, skønhed af verden. Og lige meget hvor meget man bomber landet sønder og sammen, vil dén mor altid være der, fuld af kærlighed og skønhed, som han skriver, ingen kan røre hende eller komme hende nær andet end solen.
Også udenfor vinduet i pladeselskabets lokaler tager solen til i styrke, mens Annisette beskriver, at hun lyslevende kan se for sig, hvordan Thomas læste op. Digt for digt, der flød som et uophørligt flow fra ham. Gennem Irak til metroen i New York, hvor en kvinde, med alt for lidt tøj på i vinterkulden, havde sit hjem. Og alligevel kunne smile med varme øjne.
- Alle de små billeder har givet Thomas den styrke og klare indsigt i, hvad der var nødvendigt at gøre for os, som har lidt overskud. Når man hører musikken kan man nærmest høre hans fingre græde, synes jeg. Og så ender det med, at han spiller den lille melodi, som altid vendte tilbage i musikken år efter år. Det er et lille urværk, som bliver trukket langsomt op, som en dans, der skal begynde på ny, fortæller hun.

Det spirrende budskab
Samtidig med arbejdet med klaverimprovisationerne satte Thomas et andet hjertebarn i værk. Budskab fra græsrødderne, en folkebevægelse, som skal samle på tværs af gamle skel om dét så mange er enige om; at Fogh-regeringen og dens sorte gerninger må standses nu.
- Når jeg vågnede om morgenen i Puerto Rico, og Thomas allerede havde været oppe et par timer, havde han altid printet nogle sider ud til mig med alle de ting, han havde læst om verden i løbet af morgenen, beretter Annisette. - -
- Han var jo ikke tilfreds med bare at tænde for fjernsynet. Der skulle kulegraves efter de rigtige aviser; fra folk i fænglser eller fra alternative netværk, som var ved at blive forbudt. Og fra Venezuelas nyhedsbureau, hvor man pludselig fik alle de positve drømme sat på papir af en verdensdel, der begyndte at rejse sig.
- Det var sådan en glæde midt i alle ulykkerne, at der sker noget nu. Der sker noget positivt i verden og jeg sagde til ham: 'lad os holde fast dér, lad os blive en del af den kædereaktion, der sker. Det kan vi, for tænk, hvor mange mennesker vi i virkeligheden er. Det er jo ikke bare dig og mig. Det er alle de mennesker, vi møder på en sommerscene, alle dem, vi kender, vores venner, vores naboer. Og hvor mange går ikke bare rundt og fortier deres tanker, fordi de ikke ved, hvor de skal gå hen med det? Og så blev vi enige om, at nu skulle det være, konkluderer hun.
Nu har lyset fået et dybere varmt skær og Annisette forklarer glødende om det, der er det vigtigste nu.
- Det er jo at få standset krigen og de få grådige gangstere som forråder vores jord og menneskeheden. -Vi må tage fat om roden og finde ud af hvem der har de interesser i at ødelægge vores jord for at gøre nogle ganske få rigere på de penge, som i sidste ende intet andet er, end et fatamorgana, slår Annisette fast.
Sangerinden fortæller, at opbakningen var overvældende straks efter græsrodsbevægelses start og at Thomas Koppel selv blev ganske benovet. 'Jeg skulle jo bare være pianist' havde han sagt. Men Annisette husker, at hun svarede ham: 'Det er du også! Men det er, som vi har snakket om, at det allermest nødvendige for at bevare musikken, er at befri os for al den helvedes krig og ulykke, som tordner ned over os alle sammen og optrapper dag for dag. For hvad skal vi med musikken og sangene, hvis der ikke er nogen jord tilbage og ikke nogen børn til at lytte?

Annisettes forårsskrig
Cd`en Improvisationer for klaver og Budskabet fra græsrødderne er Thomas Koppels efterladte gave, der blev præsenteret ved mindekoncerten på hans fødselsdag, torsdag d. 27 april.
Og Annisette? Hun fortsætter med at synge som hun altid har gjort, og finder styrken i sangen:
- Det har jeg altid gjort, lige siden, jeg var lille og stod nede i gården og tænkte, at min stemme skal nå ud! Og så brølede så højt og så længe, jeg kunne, indtil vinduerne fløj op og folk skreg 'nu holder du din kæft, unge', ler hun.
- Jeg har kun set det en gang siden, og det var i en Ronja Røverdatter-film, hvor Ronja stiller sig op på en bjergtop og råber sit forårsskrig.
Vi har bevæget os fra græsrøddernes spirende forår til eventyrets dybe skovgrønne nu. Annisette dvæler lidt ved farvene, før hun vender tilbage til det hvide, lysende:
- Det er også en underlig situation ikke at have Thomas, siger hun.
- Han satte sig bare hen ved klaveret, og så kunne alle mærke, hvad vi skulle gøre. Nu er der bare mig og mine sange. Og jeg kan ikke noder og jeg kan ikke spille klaver. Jeg kan kun mærke, hvad det var, han ville indeni, og dét bliver jeg nødt til at prøve at fortælle, slutter Annisette.

www.budskabfragrasrodderne.dk