Gør man oprør af kedsomhed? Det mener forfatteren og nobelprismodtageren V.S. Naipaul i roman om oprørsbevægelse i Indien

af Irene Clausen
Willie Chandran føres hid og did af omstændighederne. Han er først i fyrrerne og efter mange år i Afrika er han rejst til Berlin for at besøge sin søster, der lever et moderne liv i Berlin.
Hun bebrejder ham hans manglende engagement i tilværelsen og opfordrer ham til at vende tilbage til Indien, hvor de kommer fra, og til at engagere sig i landets politiske kamp.
Han følger hendes opfordring, og inden længe er han involveret i et ulmende politisk oprør ude på landet i Indien. Han fungerer som våbenkurer for guerillabevægelsen. Han fortryder næsten øjeblikkeligt, men bordet fanger.
Da tingene brænder på for bevægelsen, må han flygte, men ender i fængsel. Ved hjælp af gamle forbindelser slipper han ud, og ved tilfældighedernes spil ender han i London.
Når mennesker bliver guerillakæmpere, er det, ifølge romanen, af kedsomhed eller af mentalhygiejniske grunde, ikke på grund af vrede over samfundets uretfærdighed. Forfatteren mener ligefrem at det er en nem måde at få sig en beskyttende identitet på: 'Uniformeringen (som guerillakæmpere) vidnede også beroligende om organisationen, og den udstyrede alle med en ny, nem og beskyttende identitet'.
Som læser savner man en beskrivelse af det samfund - Indien - hvori guerillakampen foregår.
Der skulle ellers være nok at skrive om, med landets millioner af ekstremt fattige set i forhold til de få virkeligt rige. Bag bogens overfladiske beskrivelse af guerillalivet titter nobelprismodtager (i 2001) Naipauls foragt for de fattige, undertrykte og kæmpende mennesker frem.
Det er en kedelig bog, både hvad angår handling og politiske holdninger.

V.S Naipaul: Magiske frø. Oversat af Jesper Klint Kistrop. 282 sider. 299 kr. Gyldendal, 2005.