Mange intellektuelle og kunstnere sympatiserede med kommunisterne i 1920`erne og 1930`erne. Men forbeholdt sig retten til at trække sig tilbage til ¤¤salonen¤¤

af Klaus Haase
Kommunisterne allierede sig i 1920`erne og 1930`erne kulturkritisk med mange danske intellektuelle og kulturradikale.
En af aktørerne i kulturkampen i perioden var Poul Henningsen, kaldet PH (1894-1967). Han var en dynamisk debattør, arkitekt, kunstkritiker, revyforfatter og så videre.
Kompromisløst kritiserede han i tidsskrifter, aviser og andre medier småborgerlighed, massekulturens fordummelse og social ulighed. Han var en sand 'smagsdommer,' der tillod sig at skelne mellem plat folkelighed og kvalitet. Til manges forargelse!
PH blev af mange - også af sig selv - anset for at være en fremtrædende salonkommunist. Begrebet salonkommunist dukkede første gang op i Danmark i slutningen af 1920'erne og blev brugt nedsættende om folk udenfor arbejderklassen, der uden at gøre en praktisk indsats eller uden at udsætte sig for risiko gav udtryk for kommunistiske synspunkter.
I Akademisk Tidende fra 1931 gav PH det dog en mere positiv definition:
'Vi salonkommunister vil paa den ene Side gaa ind for et kommende socialistisk Samfund, men paa den anden Side vil vi ikke lade os slaa Kortene af hænde for at besidde Indflydelse på det bestaaende Samfund.'

Fra Leunbach til Lulu
Lægen Leunbach(1884-1955) opstillede som kandidat i 1935 for DKP med et seksualpolitisk program, selvom han var socialdemokrat. Han agiterede i tidsskrifter for fri abort.
Indenfor teaterlivet kan nævnes Per Knutzon og Lulu Ziegler, som var inspireret af tysk teater, Brecht, og lavede dramatik af agitatorisk karakter. Kjeld Abell (1901-61) skrev blandt andet 'Melodien der blev væk', et typisk kulturradikalt opgør med småborgerlighedens kvælende effekt på mennesker. Foreningen for Filmkultur dannedes i 1930, og viste progressive film.

Kommunister
Kommunister og salonkommunister allieredes i kulturkampen. I frontlinien lå Scherfig (1905-1979), Hans Kirk (1898-1962), og Gelsted.
De var i hele perioden aktivt involveret i tidsskrifter, skønlitteratur og lyrik. Parallelt med deres aktiviteter for DKP`s Arbejderbladet.
Hans Scherfig besad en alsidighed; han var satiriker, maler, tegner, kritiker, forfatter, kommentator. Kirk primært forfatter og skribent. Gelsted skrev digte - for eksempel 'Reklameskibet,' som er et udtryk for lyrik, som holder i dag. Begge lavede også kultur- og litteraturkritik.
Marie Nielsen (1875-1951) var i perioder medlem af DKP. Hun redigerede kvindernes oplysningsblad, og skrev her om fri abort og seksualoplysning. Mange andre kunne nævnes.

Kulturel enhedsfront
Som tidligere nævnt var der en rød tråd gennem det kulturelle fællesskab af kommunister, progressivt borgerlige og kulturradikale.
Kommunisterne gjorde den rødere. Alliancen var udtryk for, at man nødvendigvis måtte søge sammen mod den tiltagende nationalisme, siden fascisme.
Det var i øvrigt ikke med den socialdemokratiske regerings billigelse, at man dannede denne enhedsfront.
Alliancen kom med hårde udfald mod Tysklands stadig sortere udvikling i 1930`erne, jødeforfølgelser, udlevering af tyske flygtninge fra Danmark til Tyskland - alt sammen udtryk for den danske samarbejdspolitik.
Det, der skete syd for grænsen i 1930`erne - især efter 1933 - står for alt det modsatte af, hvad de kulturradikale værdier indeholdt: Tolerance, internationalisme, friere seksualmoral og antiracisme.