Anders Østergaards ¤¤Gasolin¤¤ er bestemt værd at gå i biografen efter

af Asger Jeppesen>
Gasolin - hvis du tør, så kom med mig!
Kom bare med ind i biografmørket og lyt til et stykke dansk kulturhistorie!
Det her er filmen om Gasolin - den sande fortælling om et orkester, som i løbet af sine ni års levetid fra 1969 til 1978 tilbragte rigtig meget tid i hinandens selskab, til trods for at konflikter og skænderier var dagens orden.
Filmen fortæller om deres opvækst og bevæggrunde til at gøre, som de gjorde.
Den handler ikke så meget om selve musikken, snarere om gruppens indre dynamik og hvad der inspirerede dem.
Det giver den et fint billede af, men filmen, der varer halvanden time, kunne godt have været meget længere, for eksempel med nogle flere historier om, hvordan sangene blev til, mere om den ekstra gode stemning ved deres koncerter.

Det nye orkester
Franz Beckerlee har en karriere som saxofonist i det københavnske jazzmiljø, men op gennem 60`erne trænger den nye beatmusik sig mere og mere på, og Franz inspireres til at starte forfra med en el-guitar.
Kim Larsen er på vej mod en uddannelse som lærer. Han havner i Sofiegården på Christianshavn, i datidens frugtbare slumstormermiljø - af ren og skær bolignød. Han er en fattig seminarieelev, som ikke har ret meget andet valg, men han ser noget skævt til de vilde hippier i kvarteret. Han så helst sig selv med villa og MG i garagen. Men miljøet smitter - de har det jo sjovt, de andre.
Han får nok af den slagne vej, kvitter jobbet, køber en el-guitar og starter med at spille sammen med Wili, som også har slået sig ned i kvarteret.
I mellemtiden er Franz dukket op i miljøet med glød i øjnene. Han øver dag og nat på sin nye guitar, og da han genoptager kontakten med sin gamle klassekammerat Wili, begynder der seriøst at ske noget. Kim kommer med på sang, og så gælder det blot om at finde en trommeslager. Valget falder på Bjørn Uglebjerg.
Det nye orkester bliver en øjeblikkelig besættelse for dem alle. Alt andet må vige - inklusive koner og børn.

Verdensberømmelse
Selv om alle i orkestret er enige om, at de er på vej til verdensberømmelse, er de stort set ikke enige om noget som helst andet.
Især Kim og Franz står milevidt fra hinanden. Franz har ikke megen respekt for den larmende og musikalsk uerfarne Kim.
Kim hører Steppeulvenes plade 'HIP' og Eik Skaløes danske tekster og bliver fast besluttet på, at Gasolin` skal synge på dansk. Franz er rystet. Han mener, det er et forræderi med den ægte rock`n`roll.
Ud af en engelsk folkemelodi og af en løs snak om små selvoplevede episoder på gaden på Christianshavn, opstår balladen 'Langebro', hvorfra filmens undertitel i øvrigt er hentet. Gasolin har fundet sit sprog og sin sjæl.
I kampens hede har trommeslager Bjørn Uglebjerg dog fået nok. Ind fra højre kommer Søren Berlev.
Det trækker op til uvejr. Kim og Franz skændes så det fløjter, og Kim skrider.
Pladeselskabsmanden Poul Bruun tilbyder Kim at udgive en soloplade, hvis han vender tilbage til orkestret.
Franz er hovedrystende over pladens repertoire af viser i gårdsangerstil. Men Værsgo bliver et betydeligt hit og smitter også af på Gasolins popularitet.

Erindringens form
Instruktøren Anders Østergaard arbejder med det, han kalder 'Documentary of the Mind', hvor det gælder om at visualisere det, personen i stolen tænker og taler om.
Altså at visualisere hvad det er, der sker i personens hoved, når vedkommende erindrer. Noget der giver filmen dens helt eget udtryk, og som jeg synes virker godt.

Gasolin. En film af Anders Østergaard. Premiere i dag.