Pulsen på den danske scene for folkemusik banker på fuld drøn. På Strib Vinterfestival blev der oven i købet fyret en masse politik af fra scenerne i de to haller

af Kit Aastrup og Jena Bjerregaard
Tågen ligger tungt hen over den lille fynske by. Det er fredag sidst på eftermiddagen. Og vi er i Strib.
Familien Danmark har med flere generationer taget turen til den smukke by ved Lillebælt, hvor broen dekorativt skimtes, når man kigger ud over vandet fra stranden.
Men 'tågen' letter så snart man træder indenfor på Strib Skole.
Strib Vinterfestival skal de næste tre dage løbe af stablen. For attende gang.
Festivalgæsterne står i kø. Forventningsfulde og klar til at give sig i kast med folkemusik. I alle afarter.
Der er danske viser, irsk og skotsk folkemusik. Lidt blues og jazz. Svingende folk-rock og spillemandsmusik.
Mange virker 'hjemmevante.' En del har været her før. Det er som om Strib Vinterfestival går i blodet på mere end én måde. Man bliver tilsyneladende afhængig og vender tilbage. År efter år.

Dilemma.
Stemningen bliver sat allerede fredag aften. På caféscenen er MC Laughlin, Irsk folkemusik. Med mange gamle kendinge. Orkestret fortsatte senere på den irske pub.
Med et sådant overflødighedshorn af musik, kan det som gæst sagtens være svært at vælge. Og der er hele to haller med koncerter på samme tid.
Et stort dilemma opstår.
Fredag aften spiller Sebastian i hal 1, mens Benny Holst spiller i hal 2.
Netop Hal 2 viser sig at være et godt valg.
Her får man festivalens smukkeste sangoplevelse. Helle Blum og Karen Mose tryllebinder en hel sal med sine tostemmige sang.
Ja, Karen Mose og Helene Blum. Der står de. To purunge piger - i en kæmpe sportshal. Ganske upåvirket. Ukrukket fremfører de deres første numre a capella overfor 800 lyttere.
Man forbavses. Hvor er den danske sangskat dog rig. Hvor smukt kan de danske sange dog fremføres!
'Se, nu stiger solen af havets skød', 'En yndig og frydefuld sommerdag' og 'Der er ingenting i verden så stille som sne.'
Helene Blums lyse stemme bliver vundet omkring Karen Moses runde og lidt blødere ditto. Selv om de i enkelte numre bliver akkompagneret af Mikkel Bøgilds enkle guitartoner, er det pigernes sang, der fylder rummet.

Lørdag eftermiddag.
Overskriften på programmet i dag lørdag er 'Folkemusikkens puls 06.'
Sammen med en række folkemusikstuderende viser gruppen, Lang Linken - som alle er lærere på Fyns Musikkonservatoriums folkemusiklinie - os at pulsen på den danske musikscene banker på fuld drøn. Og ikke mindst, at folkemusikken bygger bro over generationer.
Carl Erik Lundgaard fra Lang Linken introducerer gruppens fortolkning af 'Mallebrok.'
Musikeren tilkendegiver herunder bandets egen holdning til krigen. Måske lidt kringlet. Men ganske morsomt.
Carl Erik Lundgaard fortæller muntert en historie om en præst fra Vestfyn, der engang blev interviewet om sin holdning til tro. Til sidst blev han spurgt om sin holdning til djævelen. Hvorpå han på klingende fynsk svarede: 'Det er jeg nærmest imo`.'
- På samme måde har vi det i forhold til krigen, forkynder Carl Erik Lundgaard fra scenen.
- Vi har det ikke godt med, at Danmark er en krigsførende nation ,' slår han fast.
Han datter er i øvrigt fredsvagt rundt om i verden. Selvfølgelig skal man være politisk aktiv. 'Men at det lige skal væreKatrine...' Det har Carl Erik Lundgaard det tydeligvis ikke helt godt med.
Og nu vi er ved politikken.
Også Niels Hausgaard og Rasmus Lyberth kommenterer begge ivrigt den politiske situation herhjemme.
Niels Hausgaard har ledt med lys og lygte før koncerten. Hvad skal han dog sige og starte med 'for ikke at krænke nogen i de her tider.'
Hausgaard trækker - som altid - et fuldt hus. Billetterne til forestillingen har været udsolgt siden november.
Tja. Selv om det somme tider er lidt ensformigt at høre om hans familiemedlemmer, gør han det altså godt. Svogeren har han også ladet blive hjemme denne aften.
Hans politiske satire er simpelthen formidabel.
I det hele taget savner man nogle flere, der som han, har sine meningers mod. Selv om Hausgaard i dagens anledning - og på sin nyeste cd - siger 'undskyld.'

Søndag
Så er vi på Cafescenen. Det er søndag middag. Den unge Mathias Grip optræder.
Han er cd-aktuel med sin anden cd, 'Bagved egne øjne.' Den består af egen-komponerede sange. Ligesom faderen synger han på dansk - og man må sige med en 'snert' af far. Men Mathias Grip alligevel helt igennem sig selv. Selvsikkert fremfører han sangen, 'Jeg er lykkelig, og jeg er som jeg er.'
Et fint bekendtskab.
Nå. Nu er køen alenlang.
Det er med at få en god plads til programmet søndag eftermiddag. Trio Mio, Erik Grip og Rasmus Lyberth underholder.
Et kig rundt i salen afslører, at publikum har rundet sin første ungdom. Eller som Benny Holst så godt sagde det:
- De af jer, jeg kan se, har ligesom jeg, set det meste.
Og da Erik Grip for 40 år siden startede sin karriere, sad de unge piger på første række. Nu sidder mormor og endog oldemor der!
Rasmus Lyberth slutter festivalen af med sine dejlige sange på grønlandsk.
Det ser næsten ud, som om han står på knæ. Men nej. Han er bare ikke højere. Men hvilken skøn og følsom lille mand!
Han er blevet ældre. Men udstrålingen og stemmen er den samme.
Den lille mand gjorde afslutningen af festivalen varm og glad.
Det var det.

Eftertanke
Strib Vinterfestival har i år budt på mange unge lovende musikudøvere.
Bente Kure, som var konferencier på festival`en, konstaterer:
- Folkemusikken bygger ikke kun bro over generationer, men også over grænser. Pulsen på den danske musikscene lever i bedste velgående.
På vej hjemad er det tid til eftertanke.
Det var ikke det unge publikum, der gæstede Strib i denne weekend. Folkemusikken har åbenbart ikke fat i det unge publikum. Man kan undre sig over, hvordan ungdommen kan undgå at blive ramt af folkemusikkens nerve.
Men under alle omstændigheder.
Tak til GUF - God Underholdende Folkemusik - for en særdeles spændende, alsidigt program. Velorganiseret. Velgennemført.
Opgaven må være klar.
Hvordan kan ungdommen i større udstrækning blive en del af folkemusikken. Også på tilskuerrækkerne til næste år...