20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kedelig Poccahontas

Kedelig Poccahontas

Fredag, 24. februar, 2006, 00:00:00

Filmen ¤¤The new world¤¤, om de første engelske kolonister i Amerika, lever ikke op til den selvkritik af amerikansk historie, som den selv lægger op til

af Marie Herget Christensen
Filmen The New World handler om det kulturmøde, der finder sted mellem kolonisterne og de indfødte amerikanere, som de møder.
Filmen starter egentligt meget interessant. Med kolonisternes overvejelser om, hvordan de vil skabe et nyt samfund uden rige og fattige.
Instruktøren, Terrence Malick, prøver med så historisk nøjagtighed som muligt, at genskabe virkeligheden for de første kolonister - deres besværligheder og deres møde med de indfødte.

Tidsbillede
Det er tydeligt, at der er brugt meget energi på at genskabe de korrekte historiske rammer, og at vise indianerne så realistisk og korrekt som muligt. Angiveligt for at gøre op med amerikanernes egen fortid, og portrættere både kolonister og indianere objektivt og uden helte.
Derfor fungerer filmen som et rimeligt tidsbillede fra 1607. Desværre følger instruktøren ikke tingene til dørs. Hvorfor skabte kolonisterne ikke et samfund uden rige og fattige. Hvorfor begyndte de i stedet at slagte indianerne?
Derfor lever filmen ikke op til den selvkritik af amerikansk historie, som den egentlig lægger op til. I det hele taget får kulturmødet og forholdene for kolonisterne og indianerne en meget lille plads i filmen, der meget hurtigt slår over i en meget langtrukken og temmelig uinteressant kærlighedshistorie om den smukke indianerprinsesse Poccahontas og hendes mænd.

Medhjælpende hustru
Resten af filmen går så med, at Poccahontas valser rundt i engelsk tøj og finder ud af, at hun godt kan blive lykkelig som medhjælpende hustru hos en engelsk tobaksbonde. I stedet for at være prinsesse.
Og indianernedslagtningerne hører man så i øvrigt ikke mere til.
Filmens tempo er meget langsomt, faktisk tenderende til det træge i det meste af filmen.
Det mislykkes således at give filmen et storslået præg. Med de mange og lange scener fra det naturskønne Amerika, som gør det svært for publikum at holde interessen fangen.

Triviel og forudsigelig
I hovedrollen som Poccahontas ser vi den debuterende Qórianka Kilcher, som faktisk gør det hæderligt som evigt dansende indianerprinsesse, der har svært ved at indordne sig engelske forhold. Selv om der vist ikke er tvivl om, at hun er valgt på grund af sine fysiske talenter, snarere end for sine skuespiltalenter.
Alt i alt en triviel og forudsigelig film, der dog rummer en lille portion realistisk historieformidling.

The New World, Instruktion: Terrence Malick. New Line Cinema.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. feb. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur