Du kan se Den Kaukasiske Kridtcirkel som et vægtigt indlæg i debatten om kampen mellem det gode og det onde eller blot som knaldgod dramatik til tiden

af John Bruun
Bertolt Brecht er ikke renfærdige, selvopofrende arbejdere mod fæle ondskabsfulde kapitalister. Så ved du det, hvis du går rundt med en fordom om den kommunistiske stykkeskriver.
Det er meget mere end det.
Den Kaukasiske Kridtcirkel griber fat i store etiske spørgsmål, forankret i en konkret virkelighed, og samtidig er det en enormt god historie med et godt plot.
Som andre af Brechts stykker er den en videreudvikling af andre fortællinger. I dette tilfælde både af et kinesisk stykke fra 1200-tallet og Kong Salomons prøve fra Det Gamle Testamente.
I midten af en kridtcirkel anbringes et drengebarn, som to mødre gør krav på. Fra hver sin side skal de hive barnet til sig. Den bedst egnede mor er selvfølgelig den mor, som slipper barnet for ikke at sønderrive det.

Roadmovie til fods
I Kaukasien følger vi tjenestepigen Grusche, som har taget barnet til sig, fordi guvernørfruen Natalie Abaschwili glemmer det i skyndingen, da hun flygter fra de oprørere, som lige har slået hendes mand ihjel. Hun er mere optaget af at redde sine dyre klædedragter med sig.
Oprørerne vil have fat i barnet og slå barnet ihjel for at sikre sig, at der ikke eksisterer en retmæssig arving til guvernørens efterladte godser.
I Brechts optik er der ingen tvivl om, at det ikke er biologien men sociologien, der afgør, hvem der er den rette mor.
Grusche gennemlever alskens kvaler, herunder et uønsket ægteskab med en selvoptaget nar af en bonde, voldtægt af soldater, forcering af de piskende strømhvirvler i en iskold flod på en faldefærdig bro, sult og snestorm, mens hun hele tiden gør sit bedste for at beskytte barnet. Hun lever på drømmen om at forenes med den soldat, der er draget i krig, som hun har betroet sit hjerte, men knapt nok kysset.
Det er historien.
Som altid i Brechts historier, er det interessante ikke, hvad der sker, men hvordan det sker.

Dumhed, godhed og ondskab
Grusche støder ind i et farvestrålende galleri af typer på sin langvarige flugt.
Det karikerede, selvoptagede, opstyltede guvernørpar. Åndsforsnottede, moralsk degenererede soldater. En flink bror, der er under tøflen hos hans hellige kone. En led ægtemand, der har undgået krigen ved at spille dødssyg. Til familiens og Grusches ulykke lever han op igen, da han hører, at krigen er slut.
Til sidst støder hun ind i drukkenbolten og livsfilosoffen Azdak, der ved krigens tilfældighed er havnet i det magtfulde dommerembede. Han udsteder domme styret af hans egen moralske tolkning af konflikterne frem for den feudale jura.
På hele flugten gennem stykket/livet støder hun ind i korruption, fejhed, magtmisbrug, storsind og godhed. Hvor magtforholdene til stadighed skifter og lysten og modet til indsigt og stillingtagen svinger med. 'Betaler' godhed sig, og kan det ikke bedst 'betale' sig at være dum?
Det er tydeligt at se, hvor Lars von Trier har hentet inspirationen til at skabe værkerne Dogville og Mandalay, som værdige arvetagere til Brechts dialektiske stykkeskriveri.

Herligt moderne drama
Der er mange dejlige skuespilpræstationer.
Marie Rossing som Grusche er knus-elskelig og troværdig som det gode menneske. Kurt Ravn fandenivoldsk og veloplagt som gavtyve-dommeren Azdak og Henrik Prip vidunderligt modig i sin patetiske nøgenhed som bonden, der ikke vil dø, men opvartes af den kone, som er faldet som en appelsin i hans turban.
I det hele taget et dejligt, velspillende ensemble, som forløser historien i en genial scenografi.
Scenegulvet består af tre kæmpe løbebånd, der kan bevæge sig uafhængigt af hinanden, begge veje fra side til side, og skilles fra hinanden. Det skaber liv og dynamik i scenebillederne på en enkel måde, så det kun bliver ordene og bevægelserne der i centrum for det publikum, som er placeret på begge sider af den store rektangulære scene midt i Turbinehallen.
Morten Stougaard som fortæller-sangeren har en dejlig stor stemme, der passer til de kraftfulde, skæve toner, der skaber en stemning af forandring og oprør.
Det er stor seværdig scenekunst. En herlig moderne udgave af et klassisk drama.

Den Kaukasiske Kridtcirkel af Bertolt Brecht. Musik: Paul Dessau. Medvirkende: Maria Rossing, Morten Staugaard, Janus Nabil Bakrawi, Kurt Ravn, Jens Jørn Spottag, Tina Gylling Mortensen, Mikael Birkkjær, Camilla Bendix, Kirsten Olesen, Henrik Prip, Martin Buch m.fl. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Scenografi: Christian Friedländer. Spiller på Det Kongelige Teater - Turbinehallerne indtil 8. april.