Pudemanden foregår i et diktaturfængsel, som danner ramme om en almenmenneskelig historie om ondskab, magt, livsdrømme og ambitioner

af John Bruun
Vi befinder os i en grum, grim kælder på en politistation i en diktaturstat. Fangen Katurion (Søren Malling) forhøres af to betjente parat til alle former for vilkårlig vold, fornedrelse og magtmisbrug.
Fangen ved det og søger desperat efter en måde at tale betjentene efter munden på.
Han er sitrende nervøs og snakker meget. Han er samtidig bange for hvordan hvert ord, der kommer ud af hans mund skal blive brugt mod ham.
Jeg er den 'gode' betjent, siger den overordnede Tupolski(Bjarne Henriksen). Den unge betjent Ariel (Ken Vedsegaard) er så den 'onde'. Hvis fangen skulle være i tvivl. Hele tiden parat til at skabe lidt ren luft med en gang bank eller strøm-tortur.
På hver sin måde er de to betjente dog eksperter i den ondskab, der ligger i at holde fangen i permanent frygt og usikkerhed.
Katurion er forfatter. Han har skrevet en masse små eventyr. Et af dem hedder Pudemanden (som også er stykkets titel). De fleste handler om børn, der dræber deres forældre eller børn, der bliver dræbt.
Langt henne i forhøret viser det sig, at betjentene rent faktisk er ved at opklare en forbrydelse. Katurion er ikke bare taget ind til nidkært forhør, fordi han har skrevet noget, der muligvis kan tolkes som et politisk forbudt budskab. Ude i verden er der faktisk en eller anden, der har kopieret forfatterens perverse barnemord i virkeligheden. Er det ham selv? Eller ved han hvem, det er?

Magtkamp
En retarderet bror (Henrik Lykkegaard) har de også fanget, Han fortæller en grum sandhed til betjentene for at slippe for tortur, eller er det sandheden?
Det kan lyde som et meget sort stykke. Det er det også. Det handler om ondskab og magt. Om kunst, der afspejler virkeligheden, og om kunst, der skaber virkelighed.
Men det er også en overraskende underholdende historie med plads til befriende latter. Og et virkeligt godt teaterstykke. Skuespillerne får lejlighed til at skabe en atmosfære af psykologisk magtkamp, der hele tiden skifter, fordi de efterhånden får talt sig så meget ind på hinanden og blottet sig, så betjentene heller ikke forbliver klicheer, men mennesker, der ligesom fangerne har deres store sorger og ar, som de bærer på.

Kreativ energi
Søren Malling er eminent til at skifte sind, fra hamrende nervøs og frygtsom til at mande sig op til modigt forsvar for sin retarderede bror. Og som selvforglemmende forfatter, der højt genfortæller sine egne små grumme eventyr, som han har kanaliseret al sin kreative energi ind i.
Men han får godt med- og modspil fra hele det velspillende ensemble.
Diktaturfængslet er blot en ramme om at fortælle en almenmenneskelig historie om kamp mellem det gode og det onde. Om livsdrømme og ambitioner.
Og den livstrætte og sarkastiske overbetjent Tupolski må ærligt konkludere, at værre end tortur og at miste sine kæreste må det være 'at gå fra verden uden at være elsket'.

Pudemanden af Martin McDonagh. Instruktør: Søren Iversen. Scenograf: Birgitte Mellentin. Medvirkende: Søren Malling, Henrik Lykkegaard, Bjarne Henriksen og Ken Vedsegaard, en lille pige og et forældrepar. På Husets Teater indtil 18. februar