Niels Hausgaard går til den mens mange andre går tilbage i sølet af småborgerlighed, sig-selv-nok-somhed, racisme, krigsliderlighed og historiske løgne
af Karin Busk**foto**
Niels Hausgaard har udgivet en ny cd med titlen
Flyv så! Hvad gør denne nye cd speciel?
At det er den første cd i femten år fra Hausgaard? At den har femten gode sange udvalgt blandt 150 numre?
Ork nej. Lyt til 'KykeliKy,' hvor omkvædet siger: 'op med armen! Og sieg feil!'
Ja, du læste 'feil'. Som læser og lytter er du på sporet af ramme alvor. Af historieforfalskning.
Styrken ligger i at Hausgaard går til den, mens mange andre på den offentlige scene går tilbage i sølet af småborgerlighed, sig-selv-nok-somhed, racisme, krigsliderlighed og historiske løgne.
Hvis du ikke vil være med i dette tilbageskridt, så flyv. Flyv så!
Skarp politisk satire
Sangene smyger sig rundt i menneskelivet. Skilsmisse, unge Egon som ikke kan betale sig for samfundet, hvordan det er at komme i Den Blå Bog - mens andre bare kommer i Den Blå Avis, om at have Ché på væggen eller gemt væk under sengen.
Og så er det hele drejet i nordjysk dialekt og skarp politisk satire. Nogle sange rammer i smilehullet, andre i mellemgulvet.
Kun få kan som Hausgaard digte på en knivsæg mellem den kærlige følelse og ironien.
Personerne i sangene er ikke de stylede og opgejlede. Det skulle da lige være dem i sangen 'Undskyld,' hvor de tidligere venstreorienterede er i gang med det store skriftemål: 'de svageste går til, det er helt naturligt!'
Nogle steder, hvor man kunne sætte en finger? Det skulle da lige være for mange numre i rap med næsten samme smægtende mellemamerikanske rytme. Men lyt til de dygtige medspillere og især udtoningen på nummeret 'Egon.'
Vildskab forude
Lækkert at kunne lytte til Hausgaard uden at han snakker så meget, selv om han er rasende morsom med snakketøjet.
Vil man gerne høre ham snakke og fyre op under et publikum, er der rig lejlighed under den igangværende koncertturne med titlen 'Vildskab'. Her gæster Hausgaard hen ved 60 byer i Danmark. Sidste koncert er den 23.april.
Flyv så! Cd med Niels Hausgaard. RecArt Music, 2006.
Tjek Hausgaards turné på www.nielshausgaard.dk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278