16 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Med krop og sang

Med krop og sang

Onsdag, 25. januar, 2006, 00:00:00

Rørende, sjove, søde og overraskende kvinde-sange med kroppen som udgangspunkt i smuk scenografi

af John Bruun
Trænger du til at slappe af og opleve noget blidt, blødt, varmt og kærligt. Vil du gerne se nogle store flotte og betagende billeder, yndefulde og komiske figurer og graciøse bevægelser. Holder du af sange og varierede musikalske udtryk. Så kan du få det hele i forestillingen K.R.O.P.
De tre skuespillere Trine Dyrholm, Louise Mieritz og Tammi Øst har selv skrevet de 25 sange, som stykket består af. Sangene dramatiserer de sammen med ensemblet The Jimmy`s og to musikere.
Gode sange med udgangspunkt i (kvinde)-liv, lyst og drømme.

Sejlskibe synger
Vandmænd efterfulgt af brandmænd bølger lydløst gennem vandet, der fylder hele bagvæggen.
Over os projiceres en blå himmel hvor skyerne blæser forbi og op af scenens gulv vugger tre sejlskibe som sør`me kan synge!.
Projiceringerne forsvinder. Sejlskibene bliver til mennesker. Store kvinder med fedt på siderne og store hængebarme. 'Ville verden være værre hvis jeg hjalp den, når der ikke er noget godt i mig', synger de sgu` og Tammi vil give sin højre arm - og gør det - for en nat ved hans side.
Musikken svinger fra jazzet, til funket, til beat/rock og folkemusik. Fra tøsedrenge-stil over Nina Hagen til Wiehe-Afzelius-inspireret.
Med jævne mellemrum deltager ensemblet af rødhårede mænd i at danne de flotte sceniske udtryk, som dramatiserer og akkompagner sangene.
Tre mega-røve entrer scenen. Op af røvene kommer et hvidt flag til overgivelse og et Dannebrog, men 'op i røven, der kan godt være meget mer,' synger de i en vise, hvor røven døbes alle mulige navne.

Længsler
Scenen skifter hele tiden. Elegant og lydløst vendes hele bagvæggen for at skabe en femtrins-ramme om et smukt billede, hvor de tre nøgne kvinder ligger tæt oven på hinanden badet i rødt lys og synger sangen 'Modermærke' - om at være mærket af sin mor.
Sangene kredser om følelsesliv, seksualitet, mellemmenneskelige møder, længsler, drømme og smerte. Meget om smerte og det 'lille hjerte', faktisk, men det er til at bære, fordi de musikalske og teatralske udtryk gør det levende, lattervækkende og menneskevarmt.
Det er længslen efter kærlighed og tryghed i frihed og livsglæde, der går som en rød tråd gennem de fleste sange og med tonerne fra den sidste strofe, 'tænk hvis jeg var glad var jeg fri,' kan man bevæge sig ud i nattekulden og glædes over den varme og skønhed, man lige har været en lille del af.

K.R.O.P. af og med Trine Dyrholm, Tammi Øst og Louise Mieritz. Iscenesættelse og scenografi: Martin Tulinius. Orkester: Emil De Waal og Gustaf Ljunggren. På Bellevue Teatret indtil 11. februar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jan. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur