Køb en T-shirt og støt en radiostation og et grafisk værksted som drives af oprørere, opfordrer tøjfirmaet Fighters+Lovers
'Se godt ud og støt kampen for frihed'.
Sådan lyder budskabet fra tøjfirmaet Fighters+Lovers, der i dag offentliggør en kollektion bestående af fire T-shirts i forskellige størrelser og i farver. Det er der i sig selv ikke noget epokegørende i. Men på bluserne er påtrykt logoerne for befrielsesbevægelserne FARC fra Colombia og PFLP fra Palæstina, der begge står opført på EU`s og USA`s terrorlister. Prisen er 170 kroner - 35 kroner er støtte til FARC og PFLP. Pengene går til en radiostation, som drives af FARC og et grafisk værksted som drives af PFLP.
- Vi har fået nok af udviklingen hen imod mere kontrol, færre rettigheder og en sindssyg jagt på terrorister som rammer alle bredt. Midt i kaos er det positivt, at der også er mennesker, der kæmper for demokrati. Som symboler på det smukke, hjertevarme og den solidaritet som også findes i verden har vi valgt FARC og FPLP, der samtidig viser viljestyrke og handlekraft, fortæller Bobby Schultz fra Fighters+Lovers til Arbejderen.
Firmaet åbnede siden www.fightersandlovers.com i onsdags. Selvom hjemmesiden kun har været kendt i få timer, er der allerede kommet positive tilbagemeldinger fra fjerne steder som New Zealand og Brasilien.
Formålet er ikke at udfordre terrorlovene, fastslår Fighters+Lovers.
- Vi går ikke op i hvilke frihedsbevægelser, der tilfældigvis er blevet smidt på en terrorliste. De to grupper vi støtter, er ikke terrorister men frihedsbevægelser, der kæmper for demokrati, retfærdighed og retten til uddannelse. Ved at tage vores t-shirt på viser du, hvad du vil være med til og hvad du ikke vil være med til. Det handler ikke bare om at købe en t-shirt, men derimod om at stå for noget, gøre noget og vise at du er en del af en global kamp for frihed. Det er der brug for i verden i dag, fastslår Bobby Schultz.
Det er første gang, at et privat dansk tøjfirma risikerer at blive sigtet for at overtræde terrorloven.
Du kan købe T-shirts og støtte FARC og PFLP på www.fightersandlovers.com. Firmaet gør opmærksom på at man risikerer at komme i klammeri med loven, hvis man køber T-shirten og dermed støtter de to befrielsesbevægelser. Men når det er sagt: Hvornår har du sidst lyttet til nogen, der vil bestemme hvilket tøj du skal gå i, spørger Fighters+Lovers.
Se de flotte T-shirts: Tag til offentliggørelsen af kollektionen i dag klokken 17.00, Stengade 30, København N.
www.fightersandlovers.com.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278