Denne fortælling, om dengang danerne afskaffede den private ejendomsret, er fortalt med stor hjælp fra Ebbe Kløvedal Reich bog ¤¤De Første¤¤. Og han bygger sin viden på blandt andet Saxo, i hvis ¤¤Gesta Danorum¤¤ man kan læse den fulde beretning

genfortalt af Freja Wedenborg
Dengang egeskovenes uudforskede mørke stadig dækkede landet med sine snørklede, sindrigt voksende former, havde bønderne for vane at mødes ved det største træ i landsbyen og diskutere fælles anliggender som jordbrug, stridsmål og deslige på Tinge.
Her var ikke flere samlet, end at man kunne tale sig til rette om de fleste ting og ellers stemme med hver sin lige ret. Skulle større beslutninger træffes, blev landsbyerne i omegnen kaldt sammen til herredsting. Det var også på herredstinget, at den lokale konge blev kåret eller talte for at forsvare sit mandat.

Omkring den tid da en arabisk tømrersøn skabte uro i Mellemøsten, begyndte kvægbruget herhjemme så småt at fortrænge det gammeldags landbrug. Kvæg avler kvæg og med den hast var det nemmere at ophobe sig ejendom. Vores krav til jordenes og husenes størrelse steg. Vi ryddede skov som aldrig før, og da egen er det bedste tømmer, trak den også flest økser. Over alt hvor den forsvandt skød ranke, stræbsomme og fantasiløst ens bøge op.
Folk længere mod sydøst havde længe på latin griflet deres historie ind i den fælles bevidsthed. Heroppe var det småt med ler- og vokstavler, så vi ristede i stedet vores noget mindre detaljerede og buede skriftsprog ind i stave af den nye bøg. Vores bog-staver hed runer og blev, fordi de tog så forholdsvis meget længere tid at lave, mestendels brugt til at riste ejendomsret ind i våben, sten og kvæg.
Da egen forsvandt, blev det nye tider på tinge. Den stræbsomme bogstavelighed fortrængte også i folket den lighed og snakken sig til rette, der før gav tid til egens langsomme, unikke formtagen. En mand hvis bogstav-mærke bæres af ti køer, er ti gange så rig, som en mand der ejer en ko. Han har også ti gange så meget af miste, og skal derfor have nøjagtig ti gange så meget at sige på tinge.
Og når først man var begyndt at stemme efter høveder og ikke hoveder, blev de rige stadig rigere og de fattige så fattige, at de til sidst måtte strejfe, fæste eller trælle for de fremstormende rigbønder.
Forskellen på de trælle der levede blandt tamkvæget, og de fæ de var sat til at passe, syntes mindre og mindre i rigbondens øjne.

I takt med at sulten, slaveriet og utilfredsheden bredte sig i de nederste lag i takt med velbjærgetheden i de øverste, begyndte også lovløsheden og raneriet at tage til.
Da dette kaos havde hersket i omtrent så mange år, som den liberale kapitalisme har i dag, blev der kaldt til kongevalg på Lejres Ting. Frode hed han der stillede op, og han talte skarpt og længe om den dådløse, gerrige pukken på ejendom, der bredte sig overalt i landet.
For at gøre en ende på den ville han først og fremmest forbyde alle former for lås og slå. Ingen måtte eje mere, end at det tålte solens lys! Var en mand på rejse, skulle det være ham lovligt at tage af andres forråd, hvad han havde brug for til et måltid, og skulle man over et vadested, kunne man frit benytte den hest man fandt nærmest, indtil dens forben rørte den modsatte bred. Men beholdt man den længere blev det regnet for tyveri, og tyveriet var netop det, han lovede at afskaffe med sin lov.
Så sikker var han på, at røveriet ville forsvinde med den sidste låste ejendom, at han lovede at erstatte alt nogen måtte få stjålet med den tredobbelte værdi. Og tyven skulle fanges og klynges op til spot med en ulv ved siden af sig i galgen, så enhver kunne se ham som det vilde dyr, Frode sagde han var.

Hans flertal blandt fattige og jævne folk var så stort, at tinget selv i høveder måtte kåre ham, og efter han var blevet valgt i Lejre, drog han rundt i hele landet og talte sin sag på herredstingene. Over alt hvor han blev valgt, sørgede han for at alle igen fik lige meget at sige. Jellinge Ting var det sidste, og efter at rigbønderne også her måtte bøje sig og støtte ham, red han med mange vidner ud, hvor hærvejen møder alfarvej. Her vristede han sin sidste massive guldring af overarmen og lagde den midt i krydset. 'Så lidt begærer vi danske fra nu af hinandens ejendom', sagde han, 'at denne ring vil ligge her, også når jeg engang er død!'
Nu fulgte 30 år med fred og fremgang for landet. Frode-freden kalder vi den, ligesom hans lov blev kendt som frodeloven og hans samfund som den rene fryd. Men gerrigheden forsvandt ikke, bare fordi ejendomsretten gjorde. Ved Frodes kongsgård i Værebro på Sjælland voksede en kø af bestjålne ejere, som krævede erstatning, og det var ikke trælle eller fattige der fyldte i rækkerne.
De gik i stedet hjemme på jordene og havde ingenting stjålet. Men de kastede skæve blikke til ringen i vejkrydset på Jelling Hede. Så længe der var mad nok, fik den lov at blive liggende. Og kongen var god til at ride rundt til tingene og minde om sine love og retfærdigheden.

Frode, der som regel afleverede erstatningerne i korn eller mel, måtte anskaffe sig en gigantisk kværn, som en jætte havde bygget, for at kunne holde trit med kravene. Grotti kaldtes de gigantiske kværnsten, og de var så store, at selv fire stærke mænd hurtigt kørte trætte i dem. Derfor købte Frode sig to trælkvinder af jætteslægt af Sveriges kong Fjolnir. Da han fornemmede, at Fenja og Menja, som de hed, havde evner til at male andet end korn af stenene, lovede han, at de ikke ville komme til at fortryde det, hvis de overraskede ham. Grotti kværnede mel i rasende døgndrift. Og ved fuldmåne malede den en hel nat igennem korn til guld.
Frode havde rigeligt til at spise køen af forsmåede rigbønder af. Men han var begyndt at blive gammel. Han orkede ikke længere de lange ridt fra ting til ting. Han selv og hans hastigt voksende bunke af friskmalet guld blev hjemme på kongsgården. Han begyndte at blive glad for god mad. Og han begyndte også at blive bange for de vældige kræfter der gemte sig i trællene og troldkvinderne ved kværnen.
Frode besluttede sig for at holde dem fuldt beskæftigede, så de ikke begyndte at tænke for meget over, hvordan de kunne arbejde til egen fordel. Fenja og Menja kæmpede hårdere end nogen sinde før. De begyndte at fortryde deres slid. På den årstid da efterårsstormene hylede over landet, begyndte de at synge til arbejdet. Det var en skærende og uhyggelig sang. 'Vi maler hævn over Frode! Nu har vi slidt længe nok,' sang de igen og igen.

Ude i landet kunne kongens fravær på tinge mærkes. Moralen begyndte at forfalde og trællenes kår forringedes igen. Og da de fleste vidste, hvor rig Frode selv var blevet ved hjælp af Grotti, varede det ikke længe, før Fenja og Menjas sang også nåede den jydske hede. I krydset ved hærvejen kom fattige vandrende fra alle fire retninger for at deles om ringens guld. Frode ilede derover, men hans helbred var ikke længere til kamp, og da ringen først var ranet, var det som om alle lovløse kræfter slap løs i riget.
I havet omkring Danmark sad jættekvinden Ran og hørte tydeligst af alle Fenja og Menjas klage. Et af sine sørøverskibe gav hun nu god vind, og da Frode med sine hirdmænd ville sætte over Kattegat på vej til Jelling, blev de overfaldet af vikinger. Kongen faldt, men for at holde sammen på riget og magten lod de overlevende af hans hird liget salte og balsamere med duftende urter. Så iklædte de det kongeligt skrud og kørte i tre år rundt med det til herredstingene, indtil lugten og forrådnelsen blev så overvældende, at frodelovens fordærv ikke længere var til at skjule.

Så heller ikke den gang blev ejendomsretten afskaffet helt. I stedet voksede bøgene videre til de stod brede ved østerstrand som de skal og næsten overskygger de ege, der minder os om hvordan vi engang satte fællesskab over enkelt mands magt. Nogle af dem har endda oplevet, selv at være centrum for et tingmøde, og venter tålmodigt på det næste.