12 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Som sendt fra himlen

Som sendt fra himlen

Lørdag, 10. december, 2005, 00:00:00

¤¤Kapitalen.com¤¤ er et absolut fyrtårn i den marxistiske litteratur, der er udkommet på dansk siden Murens fald. Den er skrevet af en virkelig intellektuel i ordets bedste betydning

af Mattias Tesfaye
At falde for en svensker er normalt ikke noget at være stolt af. Men i de kommende måneder bliver vi mange, der må tage hatten af for Mikael Nyberg, forfatter til den forhåbentlig kommende bestseller

Kapitalen.com
Om det er julesalget, Velfærdskommissionens dugfriske anbefalinger eller den kommende samling af kommunisterne i Danmark, der har fået forlaget Tiderne Skifter til at udsende bogen netop nu, er ikke godt at vide.
Men hvis ikke det var fordi Nyberg er ateist, og at samtlige læsere af Kapitalen.com uundgåeligt må ende som fuldblods materialister, ville man blive fristet til at sige, at bogen kommer som sendt fra himlen.

Historiens drivkraft
Mikael Nybergs bog er et 450 sider langt maraton i de sidste 60 års samfundsudvikling.
Udgangspunktet for fortællingen er forfatterens tidligere arbejdsplads, et lager, der rammes af det, tidens øvrige politiske bøger kalder globaliseringen.
Men Kapitalen.com er ikke som de andre. Nyberg beslutter sig for at undersøge, hvorfor tempoet på arbejdspladserne stiger, hvorfor de regulerede arbejdstider nedbrydes, hvorfor lønnen falder og hvorfor nedslidningen øges. Han stiller sig ikke tilfreds med de svar forskere, journalister, arbejdsgivere og fagbevægelsen giver, i det han kalder offentlighedens infrastruktur.
Denne nysgerrighed bliver indledningen på den mest omfattende og velunderbyggede moderne kapitalismekritik, jeg endnu har læst.
Der er næppe tvivl om, at Nyberg kender sin Marx, men teksten er ikke svøbt i hovski-snovski citater. I stedet tager de mange historier, som bogen er bygget op omkring, udgangspunkt i arbejdslivet, og bygger sig derfra udad, og frem for alt opad, til de lag af befolkningen, som svenskeren minsandten vover at kalde noget så umoderne som borgerskabet.
Kapitalen.com`s vigtigste pointe er, at vores samfund stadig drives fremad af en konflikt mellem kapital og arbejde, og altså at sociale grupper af mennesker, med deres aktive indgriben, ændrer de forhold vi lever under.
Den måde at forstå historien og fremtiden på, er nærmest ikke eksisterende i Danmark, hvor LO for eksempel med dets seneste velfærdsudspil accepterer præmissen om ældrebyrden, og end ikke overvejer, hvordan vores klasse, arbejderklassen, kan mobiliseres til forsvar for velfærdssamfundet.
Denne bog giver en smule albuerum til, og et øjebliks frihed fra den ideologiske åndenød, marxismen lider under i Danmark.

Klein vs. Nyberg
Siden gadekampene i Seattle i 1999 er der udkommet en hel del bøger om og til den såkaldte globaliseringsbevægelse.
Og godt for det, man kan ikke blive andet en klogere af at læse for eksempel Naomi Kleins noget romantiske
No Logo eller Hardt & Negris mere virkelighedsfjerne Empire, men bøger der kan inspirere til arbejdernes reorganisering som klasse 'for sig selv' bliver de desværre aldrig.
Det har taget Mikael Nyberg 10 år at skrive
Kapitalen.com, og intentionerne var formentlig ikke, at den skulle vejes op mod globaliseringsbevægelsens nyklassikere, men den kommer næppe udenom det. For netop som modsætning til Klein, Hardt, Negri og (i mindre grad) James Petras, tager Nyberg et bevidst afsæt i et klassesamfund, og det gør unægtelig analyserne mere troværdige, og frem for alt mere brugbare.

Kapitalen.com er desuden forståelig for os uden doktorgrader, og det må vel tælle som en kvalitet i sig selv.
Derudover er Nybergs nationale hverdagsramme om fortællingerne mere begribelig, end de andres mere globalt zappende stil.
Det er velkendt at svensk industri har spillet en større samfundsmæssig rolle end den ditto danske. Geografiske og historiske forhold har skabt rammerne om virksomheder som SAAB, SKF og Volvo, der ikke alene har produceret kuglelejer og biler, men også et svensk klassesamfund, hvor fronterne har været trukket skarpere op, end vi kender det i Danmark.
Nybergs beskrivelser kan dog nemt overføres til danske forhold, faktisk virker det bare afklarende at få tegnet et mere frostklart samfundsbillede, end de gråtoner vi kender her til lands.

Toyota modellen
Bogens absolut stærkeste sider er dens beskrivelse af de organisatoriske ændringer i kapitalismens produktion.
Med et udgangspunkt i vurderinger af Oktoberrevolutionen, arbejderbevægelsens styrkeposition efter anden verdenskrig, 60`ernes svenske strejkebevægelse og Murens fald, skitserer Nyberg, hvilke ideologiske konsekvenser det svenske borgerskab drog af disse ændringer i styrkeforholdet mellem klasserne. Og i sammenhæng med disse beskrivelser, hvad magtforskydningen fik af konsekvenser for indretningen af produktionen.
Begrebsverdenen vil være velkendt for mange danske arbejdere. Men den historiske og økonomiske baggrund for kampagnerne omkring trimmet produktion, livslang læring og selvstyrende grupper, er nok mindre kendte.
Bogen beskriver hvordan den efterhånden verdenskendte Toyota-model, der kort sagt går ud på at fjerne lagerets funktion og erstatte det af et just-in-time princip, i praksis bedst karakteriseres som 'managing by stress'. Og hvordan, og ikke mindst hvorfor, disse produktionsmetoder har vundet så stort indpas i Vesteuropa og USA, videreudviklet under navne som 'lean production' eller trimmet produktion.
Ansatte i Post Danmark, Danfoss, Vestas og mange andre større danske koncerner vil kunne nikke genkendende til disse kapitler.

Fornuftigt forsvar af det moderne
Mikael Nyberg er, udover at være forfatter, kendt kulturradikal freelance journalist, redaktør af tidsskriftet Clarté og dermed selv en af de ideologer, han harcelerer imod.
En væsentlig del af bogens indledning bruges på et forsvar af moderniteten, videnskaben og fornuften. Han beskriver meningsdannernes nuværende sværmerier om romantikken, mystikken og metafysikken, som konsekvens af borgerskabets ophævelse af klassekompromisset med Socialdemokratiet. Og han genlancerer dermed den materialistiske forståelse af kulturradikalismen, der søger svaret på idéernes udvikling i klasserne og produktionen.
Mellemkrigstidens kommunistiske kulturpersonligheder ville elske det. Måske er det netop derfor, at en avis som Information, der ellers normalt ombejler moderniteten, ikke engang ser en grund til at bogen skulle oversættes.

Også kritik til venstrefløjen
Kapitalen.com fremstiller både det svenske socialdemokrati og fagbevægelsen som objektivt på arbejdsgivernes side i klassekampen, hovedsageligt fordi de deltager aktivt i den brutalisering af arbejdslivet, Nyberg beskriver.
Men heller ikke den øvrige svenske venstrefløj får blide ord med på vejen. Adskillige sider er helliget frafaldne intellektuelle, og deres ideologiske vandring fra universitetsmarxismen over Socialdemokratiet til nyliberale og antidemokratiske synspunkter.
Vi kender også eksemplerne fra Danmark, men det havde egentlig været mere interessant at læse om nogle af de lag og strømninger i arbejderbevægelsen, der trods alt stadig holdt fast i marxismen.
Nogenlunde samme kritik kunne rettes af de adskillige afsnit, der omhandler Vestens udenrigspolitik og skiftende regeringers håndtering af geopolitiske spørgsmål.
Det er klart, at afviklingen af den svenske neutralitetspolitik er et kernespørgsmål, ligesom opgøret med de danske fodnoter har været det. Men i en murstensroman af denne størrelse, kunne jeg godt savne lidt skarpere redigering af disse sider. Specielt fordi beskrivelserne ikke er så opsigtsvækkende nye, som mange af Nybergs andre godbidder.
Omvendt må man give forfatteren den ros, at man som læser ikke sidder tilbage med udokumenterede påstande eller manglende mellemregninger.

Kapitalen.com er et fyrtårn
Kapitalen.com er et absolut fyrtårn i den marxistiske litteratur, der er udkommet på dansk siden Murens fald. Den er skrevet af en virkelig intellektuel i ordets bedste betydning.
Nyberg er bevandret i kulturelle spørgsmål, sikkerhedspolitik, økonomi, filosofi, historie og så er han en glimrende skriftlig formidler.
Det er fantastisk at læse virkelig skarpe og gennemarbejdede analyser, med begge sikkerhedssko plantet solidt på det svenske grundfjeld.
I hans satiriske beskrivelser af den svenske overklasse kommer man til at tænke på Scherfig, når han var bedst. I hans polemik minder han om en mellemting mellem Marx` insisteren på materialismen, og Carsten Jensen lige på og lidt flabede fortællestil.
Jeg håber Kapitalen.com er en bog, der kan vække anerkendelse og inspirere vore dages unge marxistiske akademikere. Der har ikke været mange forbilleder at spejle sig i de sidste par år, så det gælder om at udnytte de få, der trods alt er.

Politisk reorganisering
Der er kun levnet ganske få ord på, hvad Nyberg ser som svar på de nyliberale udfordringer, arbejderbevægelsen står over for. Et enkelt sted beskriver han opgaven som: politisk reorganisering af arbejderklassen, men konkrete bud på hvor og hvordan, er der ikke noget bud på.
Kapitalen.com er altså ikke noget moderne manifest for en ny marxistisk bevægelse, men først og fremmest tiltrængt kapitalismekritik.
Anvisningerne på hvilket program og hvilket parti, der kan begejstre og organisere i arbejderbevægelsen, må vi læsere løse i fællesskab, men bogen er et hamrende godt udgangspunkt, og kommer derfor som sendt fra himlen.

Mikael Nyberg: Kapitalen.com - myten om det postindustrielle paradis. 504 sider, inkl. efterskrift af Dino Knudsen. 298 kr. Forlaget Tiderne Skifter.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. dec. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur