The Fugees beviser med deres stadig nyskabende musik og sangtester, der handler ligeså meget om de sortes rettigheder som om kærlighed, at de er evigt aktuelle
af Julie Malling
Efter stor succes med det banebrydende album
The Score i 1996, som med en fusion af hiphop, R&B og reggae, gik sin sejrsgang verden over, skiltes Lauryn Hill, Wyclef Jean og Pras Michel i samlet folk kaldet The Fugees som uvenner for at lave soloprojekter i en årrække.
De har nu igen fundet melodien og det bragte dem til Forum i København i mandags.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke er kæmpe fan og egentlig aldrig har været det. Alligevel tog jeg til koncerten med en forventning om et sceneshow med gang i, toner af musik der swinger så meget, at det er umuligt at stå stille, og kendte tekster, der bare må synges med på.
Den ægte varer
Det fornemmes helt tydeligt hvordan spændingen, forventningen og begejstringen minut for minut stiger blandt de mange mennesker, der traver hvileløst rundt mellem hinanden og baren med de kolde fadøl i det næsten tætpakkede Forum.
Det smitter og jeg er allerede overbevist om at der er lagt op til en helt uforglemmelig aften. Med stjerner som Anna David og Alex, der, med en blanding af R&B og hiphop, denne aften forsøger at være et dansk svar på The Fugees, varmes de mange mennesker op. Det lykkes dog kun delvist, alle venter utålmodigt på den ægte vare.
Den kommer omsider og med ét overtager de med deres typiske afroamerikanske attitude scenen. De danser rundt mellem hinanden mens de rapper og kaster håndtegn ud til publikum.
Der mangler ingenting og alle synger med på de gode gamle hits som Ready or not og Fu-gee-la.
Flere gange under koncerten hopper den ustyrlige Wyclef Jean ned blandt publikum og de mange arme han gentagne gange har bedt sine fans om at række i vejret bærer ham rundt. Samtidig nærmest skriger han i mikrofonen: 'Freedom for everybody!'
Under The Fugees fortolkning af Bob Marley klassikeren Buffalo Solidiers, bliver publikum bedt om at række deres mobiltelefoner op i luften. Det er åbenbart ikke kun den gamle reggae melodi, der har fået en anden lyd, men tilsyneladende også de tændte lightere, der er skiftet ud.
Ny cd på vej
Selvom The Fugees tager på turné med de samme sange, som de kom frem med i 90`erne, beviser de med deres stadig nyskabende musik og sangtester, der handler ligeså meget om de sortes rettigheder som om kærlighed, at de er evigt aktuelle.
Der er dog nyt på vej på pladefronten. Et nyt The Fugees album forventes at blive udgivet i starten af 2006. Fan eller ej, det skal jeg i hvert fald have fingrene i.
The Fugees i Forum i København mandag den 5. december.
www.fugees.com
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278