11 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Smuk som en solnedgang

Smuk som en solnedgang

Lørdag, 03. december, 2005, 00:00:00

Modsætningernes enhed og kamp i Jyske Operas opførelse af La Boheme. En dragende, romantisk historie om kunstnernes trængsler med borgerlighed, kærlighed og fattigdom

af Karin Busk og Anders Fenger
En boheme. En fri fugl, kunstner og anarkist. En person uden sorger og bekymringer. Usårlig, udødelig og kreativ i sin kamp for friheden under den vældige kapitalismes åg.
Huslejen og madpengene går under betegnelsen 'uforudsete udgifter.'
Virkelighedens barske realiteter banker dog konstant på i form af den bidende parisiske vinterkulde anno 1950, af huslejeopkræveren og regningerne fra restaurationsbesøgene.
Dette specielle samfundslag - bohemerne - kommer under kærlig og intens behandling i Puccinis opera,
La Boheme, der blev opført i Musikhuset i Århus i onsdags af Jyske Opera.

Sorgløshed erstattet
Bohemen Rudolfo tager sig af den fattige syerske Mimi, selvom hun er dødsdømt af proletar-sygdommen, tuberkulose.
Bohemelivet og sorgløsheden må nu erstattes af omsorg, tro på kærligheden og medmenneskelighed. Udenfor raser samfundets kolde vare-diktatur, punktlige effektivitet og kynisme uanfægtet videre.
Alt sammen glimrende fremstillet især i scenografien, begået af Lars Juhl.

Dominiq Natoli lægger stemme til Rudolfos forsøg på at give Mimi,
Elsebeth Dreisig, livskraften igen. Kærlighedens stemmer forsøger at brænde sig gennem kulissen af is, frost og gold metal.

Samfunds-tema uændret
Elsebeth Dreisig bærer med sin stemme hele La Boheme.
Joachim Knop lyser op som den lystige fyr, Schaunard (baryton). Det giver spræl i en af og til for stillestående oplevelse.
At tiden er rykket fra starten af 1800-tallet til 1950 gør intet. Samfunds-dilemmaerne er de samme.
Puccini, der skrev La Boheme, var selv en boheme, skørtejæger og snydepels. Han ville med operaen beskrive kunstnernes opgør med adelen i starten af 1800-tallet. Han ville beskrive kunstnernes vanskeligheder med at tilpasse sig det nye fremadstormende borgerskabs moral-begreber og magt.
I en nærmest kæmpe hob af modsætninger går operaen La Boheme op i en højere enhed. Puccini lader sit naturtro kultursyn, verismen, komme helt frem i dette stykke. Vi ser de barske miljøer, de simple og fattige mennesker. Ikke guder, mytefigurer, helte og trolde!

Realisme
I stedet ser vi en hob af modsætninger i samfundet. Modsætningen mellem liv og død.
Modsætningen mellem kulde og varme, ung og gammel. Rig og fattig. Traditioner i modsætning til fornyelsen.
Og musikken; orkestret under ledelse af
Stefan Solyom spiller så realistisk, at det i uhyggelig grad understøtter handlingen og giver modspil.
Det minder os om virkeligheden på scenen blandt mælkepiger, soldater og fattigrøve.

La Boheme af Giaccomo Puccini. Den Jyske Opera. Instruktør: Niels Pihl. Musikhuset Århus. Sidste forestilling i aften. Desværre er der udsolgt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. dec. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur