En rystende og veldokumenteret beretning om jødiske flygtninge der blev udleveret til dødens forgård

af Harald Rasmussen
Da statsminister Fogh Rasmussen den 4. maj ved 60 året efter befrielsen, med stolthed talte om redningen af de mange jøder, over 7000 der af modige civile danskere i oktober 1943 blev hjulpet over Sundet til Sverige, gav han også en undskyldning til såvel jøderne som andre forfulgte under besættelsen.
Og der var al mulig grund til at give jøderne en undskyldning. Det fremgår med al mulig tydelighed af den islandske historiker Vilhjálmur …rn Vilhjálmssons bog, 'Medaljens bagside' der udkom i begyndelsen af april måned.
Forarbejdet til bogen begyndte, da Vilhjälmsson i 1998 og 2000 offentliggjorde nogle aviskronikker, hvori han gjorde opmærksom på, at besættelsestidens historie havde endnu et trist kapitel. Et kapitel, der handler om mindst 21 jødiske flygtninge, som på dansk initiativ blev udvist til Tyskland. De 19 af flygtningene blev myrdet.
Vilhjálmssons kronikker gav anledning til en offentligt debat om samarbejdsregeringens flygtningepolitik. Og fik den daværende statsminister Nyrup Rasmussen til at sætte en statslig undersøgelse i gang, foretaget af forskere, der blev knyttet til Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier. Undersøgelsen er blevet færdig i år. Vilhjálmsson har ret i, at under den tyske besættelse blev mindst 21 jødiske flygtning på dansk initiativ udvist til det nazistiske Tyskland.

En grundig forskning
Hans bog 'Medaljens bagside' er et eksempel på en grundig forskning. Han har, trods store besværligheder med at få adgang til arkiverne, gennemgået meget arkivmateriale, inden han kunne skrive sin bog. Dens store noteapparat med henvisning til kildematerialet gør det svært for de der gerne vil bortforklare eller bagatellisere betydningen af Vilhjálmssons forskningsindsats.
I bogen gør han, ofte i detaljer, rede for hvordan en ufølsom, bureaukratisk sagsbehandling i besættelsesårene førte til at jødiske mænd, kvinder og børn blev udvist til det nazistiske Tyskland, hvor de omkom i de nazistiske udryddelseslejre.
Vi kan læse veldokumenterede eksempler på danske embedsmænds og myndighedspersoners sagsbehandling og handlemåde ved udleveringen af 21 jøder, der alle havde det til fælles, at de var statsløse jøder. Det fremgår af sagsakterne, at de tyske myndigheder ikke har krævet eller bedt om at få disse jøder udleveret. Snarere tværtimod, de var helst fri for dem. Det vides med sikkerhed, at 19 af de 21 jøder omkom i en af Tysklands udryddelseslejre.

En skændsel
En del af skændslen i disse udvisningssager er, at de embedsmænd og myndighedspersoner der udviste de tyske jøder, vidste hvad de gjorde. De vidste, at jøderne med stor sandsynlighed ville ende i en udryddelseslejr, med den visse død til følge. Alligevel blev bestemmelser om forvaltning af flygtningesager administreret bureaukratisk og firkantet, der blev ikke vist menneskelig forståelse endsige ydet en egentlig hjælp. Sagsbehandlernes handlemåder kan ikke bortforklares eller undskyldes med uvidenhed. Der var tale om en umenneskelig, en ond handling

Familien Wassermann
Alle Vilhjálmssons eksempler herpå i bogen kalder på læserens vrede, indignation og skam over at dette har kunnet finde sted i Danmark. Her skal blot i meget kort form refereres hvordan det gik en jødisk mor med tre små børn, der i 1942 fik en mulighed for at flygte fra Tyskland:
I efteråret, den 21. oktober 1942, ankom den 27-årige Brandla Wassermann og hendes tre børn på henholdsvis syv, fem og to år med toget til København. De var hjulpet til flugt af en dansk håndværker, der arbejdede i Berlin, og var en mørk aften kommet illegalt over den tysk-danske grænse. Her fik de natlogi hos en dansk familie for næste dag at blive sat på et tog til København. Her fik de samme dag kontakt med den tidligere kirkeminister fra Det Radikale Venstre, Thorvald Poulsen der lovede at hjælpe dem.
Dagen efter rådførte han sig med Indre Missions leder, pastor Christian Bartholdy. De var enige om at han burde følge familien til Rigspolitiets Fremmedafdeling. Under en tysktalende politibetjents afhøring af Brandla Wassermann fortalte hun blandt andet, at hun var bange for at blive sendt i koncentrationslejr, således som det var sket for mange af hendes jødiske bekendte.
Efter afhøringen skrev betjenten i sin fyldige rapport, at den afhørte var 'ren jøde også af tro.' Samme dag tilføjede han, at ifølge statsadvokat Troels Hoff og departementschef Ejvind Larsen har Justitsministeriet besluttet, at den lille familie skal udsendes af landet snarest muligt.
Brandla Wassermann blev straks anholdt og næste morgen, på tredje dagen efter deres ankomst til København, blev hun og de tre børn ledsaget af politiet fra København til grænsen. Her blev de overgivet til det tyske politi i Flensburg og videreført til Berlin.
Den 15. december blev Brandla Wassermann myrdet i Auschwitz.
Hendes tre små børn blev myrdet straks efter deres ankomst til Auschwitz.

Udvisningerne fortsatte
Samarbejdsregeringens regler vedrørende administration af statsløse jødiske flygtninges opholdstilladelser i Danmark blev også anvendt efter 5. maj 1945. Det viser den fortsatte antijødiske administration af flygtningelovgivningen efter befrielsen. Ikke få statsløse jøder, der vendte tilbage til Danmark efter flugten til Sverige, blev således bedt om at forlade landet inden den 1.august 1945!
Der kan ikke have været tale om tysk pres på Danmark i sommeren 1945. Det rejser spørgsmålet om hvorvidt der også var tale om en form for antisemitisme hos nogle af politiets sagsbehandlere og blandt de af justitsministeriets embedsmænd der efter befrielsen fortsat varetog administrationen af dansk flygtningelovgivning?

De blev fredet
Efter besættelsens ophør blev der ikke foretaget retlige undersøgelser mod de myndighedspersoner og embedsmænd i justitsministeriet og politiet, der havde arbejdet tæt sammen med tyskerne og direkte medvirket til udlevering af danske borgere og flygtninge til Tyskland.
Som et led i retsopgøret havde regeringen og Folketinget vedtaget en lov om Tillæg til borgerlig straffelov angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed, som populært blev kaldt Straffelovstillægget.
Straffelovstillægget gjorde det muligt at straffe medløbere, værnemagere og andre, der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt. Det fremgår af lovens kapitel II, paragraf 12, der indeholder to stykker som lyder:
Stk. 1. 'Den som ved angiveri eller på anden måde har medvirket til, at nogen er blevet anholdt eller udsat for anholdelser af tysk myndighed eller nogen dermed samarbejdende organisation eller enkeltperson eller er blevet fængslet eller straffet i henhold til de midlertidige danske undtagelsesbestemmelser der er givet i tysk interesse, straffes med fængsel
Stk.2. Har handlingen medført, at nogen har mistet livet, har lidt alvorlig skade på legeme eller helbred eller er blevet ført ud af landet eller berøvet friheden i længere tid, eller har sådanne følger været tilsigtet, kan livsstraf anvendes.'
Ingen af de danske embedsmænd og myndighedsperson, der er omtalt i Vilhjálmssons bog fordi de aktivt har medvirket til udvisninger af jøder til en tysk myndighed og som følge heraf har mistet livet eller lidt alvorlig skade på legeme, blev dømt efter paragraf 12 i Straffelovstillægget.

Har de lært nogeté
'Medaljens bagside' er udkommet på et meget ubekvemt tidspunkt for regeringen og en hel del folketingspolitikere ikke blot i regeringspartierne men også i Socialdemokratiet.
I de senere år er der rejst megen kritik af myndighedernes behandling af flygtningesager. Har alle politikere og myndigheder overhovedet lært noget af fortidens syndere, kan vi med rette spørge os om.
Meget tyder på, at også i dag kan flygtninge risikere at få en sagsbehandling, der er inhuman og bureaukratisk. Flygtninge i Danmark kan, 60 år efter befrielsen, risikere at blive udvist til lande hvor de risikerer fængsling, tortur eller blive dræbt.

Vilhjálmur …rn Villhjálmsson: Medaljens bagside. Jødiske flygtningeskæbner i Danmark 1933-1945. 472 sider, illustreret, indbundet, 345 kroner. Forlaget Vandkunsten. Artiklen har været bragt i Kommunist.