Steen Andersen har skrevet et vægtigt indlæg i debatten om forholdene under besættelsen. Han løfter sløret for værnemagernes givtige forretninger

af Anton Nielsen.
Bogen 'De gjorde Danmark størreé' med undertitlen: 'Danske entreprenører i krise og krig 1919 - 1945' er netop er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof. Forfatteren er historikeren Steen Andersen.
Steen Andersens bog er - lad det være sagt fra en start - et vægtigt indlæg i den standende historiske debat om forholdene under besættelsestiden. Ikke mindst fordi Steen Andersen berører et område, som man fra magthavernes side fortsat - på trods af at der nu er gået 60 år siden, Danmark genvandt sin frihed - helst ser begravet seks fod under mulde.
Kapitalismen er fædrelandsløs. Det ved enhver, som har beskæftiget sig med historien. Det ved arbejderklassen af bitter historisk erfaring. Det var den før i tiden. Det er den i dag. I går byggede man for nazi-Tyskland i de af dem besatte og undertrykte lande. I dag arbejder man lige så gerne for USA-imperialismen i de af dem besatte og undertrykte lande - for eksempel Irak og Afghanistan.
Allerede tidligt forsøgte samfundet at gardere sig mod den slags illoyale pengemænd, som gav fanden i sit lands interesser, gav fanden i sit eget folks overlevelse, og for ussel mammon gik i fjendens sold.
'Økonomisk samkvem med fjenden under krig har altid været forbudt,' skriver historikeren Ditlev Tamm i sin bog 'Retsopgøret efter besættelsen.'
'Da englænderne i 1807 overfaldt Danmark, blev der ved en plakat af 30. oktober 1807 fastsat strenge straffe for 'Handel og samquem med Landets Fiender'.
Al handel med landets fjender er 'i sig selv' en forbrydelse, hed det her, og der blev foreskrevet straf med hårdt fængsel, efter omstændighederne også dødsstraf for at overtræde bestemmelserne, og de varer, der var genstand for sådan handel, skulle konfiskeres. Så langt så godt.
Men det er desværre sjældent, at det er kommet så langt, som bestemmelserne fra 1807 gav mulighed for. Under og efter Første Verdenskrig var det 'Gullaschbaronernes' tid. De levede fedt, mens Europas ungdom blev mejet ned, kvalt af gas eller rådnede op i skyttegravenes mudder.
Efter Anden Verdenskrig og det efterfølgende, såkaldte retsopgør, straffede man de små, mens de store - som denne bog beretter om - som sædvanlig gik fri.

entreprenører i førkrigstiden
De fleste store danske entreprenørfirmaer blev grundlagt i det første tiår af det nittende århundrede. Men de gjorde først deres entre på den internationale scene lige før Første Verdenskrigs udbrud i 1914. Under krigen 'forholdt Danmark sig neutral' i forhold til de krigsførende magter, hvilket gav mulighed for at tjene penge - mange penge. Man handlede med hvem der bød sig til. Og der var mange som havde bud efter de danske entreprenører, som var kendt for at være fagligt dygtige. Man gjorde det godt. Man kunne sit kram.
I bogen er søgelyset rettet mod de største danske entreprenørfirmaer: Kampsax, Højgaard & Schultz, Wright, Thomsen og Kier og sidst men ikke mindst Christiani & Nielsen.
Sidstnævnte firma blev grundlagt i 1904 af Rudolf Oldenburg Christiani og sekundløjtnant ved flåden Aage Nielsen. Han forlod flåden i 1906 med kaptajnsrang, for at hellige sig arbejdet i det nystiftede entreprenørfirma.
Rudolf Christiani regnes for en af dansk erhvervslivs største profiler på linie med A.P. Møller. Fra 1935 til 43 var han medlem af Rigsdagen for partiet Venstre. Politisk koncentrerede han sig først og fremmest om udenrigspolitikken. I den sammenhæng var han i mellemkrigstiden delegeret ved Folkeforbundet.
Christiani & Nielsen gjorde sig tidligt bemærket med en række meget store projekter i udlandet. Deres speciale var jernbeton, et ganske nyt bygningsmateriale på den tid, som gav mulighed for dristige og epokegørende konstruktioner, som man tidligere kun kunne drømme om.
Det nye materiale stod sin prøve ved et meget omfattende kajbyggeri i Hamborg, Lübeck, Cuxhaven, senere fortsatte man i Bremen, Kiel og Stettin. Disse byggerier gav tidligt firmaet fodfæste på det tyske marked. Man samarbejdede med Tysklands store industribaroner som for eksempel Krupp & Co.. Men firmaet storhedstid i Tyskland lå stadig mange år fremme. Den kom først med nazisternes magtovertagelse og den Anden Verdenskrig.
Også i zarens Rusland gjorde man forretninger. Man byggede broer og jernbaner. Man etablerede sig i Østersøprovinserne, i det indre Rusland og ved Sortehavet. Der blev oprettet filialkontorer i Tallinn, Rybinsk og Nikolajeff. Her som i Tyskland omfattede byggeriet blandt andet store kajanlæg.
Det russiske eventyr fik dog en brat ende i februar 1917 med først februarrevolutionen og senere bolsjevikkernes revolution i november samme år. Den betød enden på Christiani & Nielsen russiske eventyr.
Også i Sydamerika var man i gang. I 1919 havde man etableret sig i Argentina. I 1921 startede man op i Uruguay. I 1936 var turen kommet til Mexico og så videre. 'På det tidspunkt var Christiani & Nielsen et af verdens mest ekspanderende entreprenørselskaber med 15 datterselskaber spredt over kloden.'

I tysk tjeneste
'Besættelsen var kun få dage gammel,' skriver Steen Andersen,' da den tyske værnemagt præsenterer sine første planer for militære anlæg i Danmark.' Nu kom Christiani & Nielsens og de andre store danske entreprenørselskabers storhedstid. De gik så og sige i tysk tjeneste.
Anført af Christiani & Nielsen gik de danske entreprenører i gang med at arbejde for Det tredje Rige. I Danmark, så vel som i andre besatte lande, stod man til rådighed med sagkyndig ekspertise. Millioner rullede ned i kassen for veludført arbejde.
Allerede den 16. april 1940 mødte to officerer fra Luftwaffe op på Wright; Thomsen og Kiers kontor. 'De præsenterede sig som repræsentanter for Luftgaukommando 11 i Hamburg og redegjorde på høfligste vis for, at de var blevet henvist til firmaet af regeringen.' Derefter gik det løs. Man skulle bygge ikke mindre end ti flyvepladser, og det skulle gå stærkt, lød ordren.
Højgaard & Schultz var gået i samarbejde med den tyske 'Siemens Bau Union'. Det skete efter grundige politiske vurderinger af situationen. Som firmaets leder, den berygtede Knud Højgård, formulerede det over for 'ministeren for offentlige arbejder', cementtrusten, F.L Smidths, repræsentant i regeringen, Gunnar Larsen, 'var han nu helt overbevist om, at Tyskland stod så stærkt, at der ikke kunne være tvivl om endelig tysk sejr.' Det var i 1941.
Hvad Christiani & Nielsen angik, har omfanget af deres virksomhed i krigsårene længe været omgærdet af hemmelighed. Først nu med Steen Andersens bog løftes noget af sløret for deres virksomhed. Grunden kan være, som det anføres i bogen, at man har ført det som er blevet kaldt en dobbelt strategi. I Danmark undlod man at samarbejde med tyskerne, mens firmaets tyske datterselskab hjemtog millionordre i andre europæiske lande.
Man gik stille med dørene, mens man byggede på livet løs. I Norge og i Frankrig byggede man u-bådsbaser. U-bådsbaserne blev for en stor dels vedkommende bygget af slavearbejdere og kz-fanger. Hvor meget Christiani & Nielsen og dets datterselskaber tjente på deres arbejde for nazisterne, lader sig ikke nøjagtig opgøre. I bogen skønnes forsigtigt cirka 20 millioner kroner, hvilket i dagens mønt svarer til omkring 340-350 millioner.
Wir bauen für den Sieg, stod der malet på det af Christiani & Nielsen opførte u-bådsanlæg på den franske atlanterhavskyst. Den tyske sejr.

Retsopgøret
Retsopgøret efter befrielsen blev som sagt en parodi. Det blev det også i Christiani & Nielsens tilfælde. På trods af, at daværende statsadvokat, Carl Madsen, havde stabler af beviser for firmaets beskidte kollaboratørvirksomhed, nok til at sende Rudolf Christiani bag tremmer, blev der aldrig rejst sag. Højere magter - personificeret ved den øverste anklager, rigsadvokaten og justitsministeren og det politiske establishment - lod sagen falde. Så Rudolf Christiani blev - som så mange andre af hans slags-aldrig dømt for sine misgerninger under krigen, og snart var han tilbage i chefstolen.
Nu er der måske nogen, som kunne tro, at firmaet Christiani & Nielsen i hvert fald havde lært så meget af det der skete under krigen, så de derefter holdt sig fra lignende engagementer i derefter. Men nej!
I 1960 gennemførte det sydafrikanske apartheidstyre en nådesløs massakre i Sharpeville, hvor fredelige demonstranter blev skudt ned for fode. Massakren var blandt andet medvirkende til, at der blev indført en international våbenembargo mod landet. En embargo som Danmark tilsluttede sig. På det tidspunkt var Christiani & Nielsen i fuld gang med at bygge en stor flådehavn i Sydafrika. Dette arbejde blev fuldført. Det danske udenrigsministerium mente tilsyneladende, at byggeriet ikke var et brud på embargoen. Forstå det hvem der kan.
I 1954 blev Rudolf Christiani udnævnt til 'Kommandør af Dannebrog', hvilket han var til sin død i 1960.

Steen Andersen: De gjorde Danmark størreé Danske entreprenører i krise og krig 1919 - 1947. Forlag: Lindhardt og Ringhof. 576 sider. Vejledende pris: 349 kroner.