¤¤Legenden om Zorro¤¤ er action for alle pengene, men den historiske fremstilling af Californiens indlemmelse i USA skal tages med et gran salt

af Niels Ole Nielsen
Der er lavet utal af tegneserier og spillefilm om helten Zorro, siden han blev 'født' af journalisten Johnston McCulley i magasinet All-Story Weekly i 1919.
Oprindelig var Zorro karakteriseret som en overfladisk rigmandssøn, der om dagen bare sad og læste bøger og drak et glas vin i ny og næ. Men efter solnedgang red han - med maske, pisk og kårde, klædt helt i sort - på sin sorte hest Tornado ud for at rette op på de californiske uretfærdigheder.
Sådan fremstilles han ikke længere og slet ikke i den australske instruktør Martin Cambells nye film Legenden om Zorro. Her er Zorro blevet familiefar, gift med den smukke Elena. Sammen har de sønnen Joaquin. Zorro har ændret sig med tiden, så han passer ind i et nutidigt tidsbillede.

Forherligelse af USA
Legenden om Zorro bliver således en samfunds-politisk film, som forherliger USA, som dengang i 1850 allerede var den førende magt på de amerikanske kontinenter.
Med Monroe-doktrinen fra 1836 gjorde USA gjorde sig til hersker over både det nord- og sydamerikanske kontinent og forbød, at der blev oprettet flere europæiske kolonier her.
Doktrinen legaliserede med andre ord USA som imperialistisk magt, der kunne overtage eller diktere styret i et hvilket som helst land på de to kontinenter.
Californien var indtil 1848 en del af Mexico, men landet måtte afgive store regioner til USA ved fredsslutningen dette år. Californien var da også en region, som USA meget gerne ville have indlemmet i Unionen, da der var fundet masser af guld her, som blev kaldt for det store 'gold-rush'.
I Legenden om Zorro bliver vores helt fremstillet som de fattiges beskytter og folkets sande forkæmper. Han bliver demokratiets forkæmper, og demokratiet er lig med indlemmelse i Unionen. Og de, der er imod indlemmelsen er tyranner, magtliderlige rige mænd, som hyrer langhårede revolvermænd for at hindre, at folket stemmer til folkeafstemningerne i de californiske regioner.
En sådan fremstilling af Californiens historie skal altså tages med et gran salt. Og det klæder ikke filmen, at den bliver et stykke propaganda for det amerikanske demokrati, som USA vil have det til at fremstå.
Hovedårsagen til Californiens indlemmelse i Amerikas Forenede Stater skal ikke findes i demokratiske krav, men i USA`s imperialisme.

God action og godt skuespil
Når Legenden om Zorro ikke får bundkarakter, skyldes det, at filmen indeholder gode action-scener. Filmen udmærker sig også med meget flotte billeder. Og så præsteres der godt skuespil. Det er også kendte og gode skuespillere, som spiller hovedrollerne i filmen.
Det gælder både Antonio Banderas som Zorro og Catherine Zeta-Jones som Elena. Men det er Nick Chinlund som den ondskabsfulde revolvermand Jacob McGivens, som ofte stjæler billedet med fremragende skuespil.
Men disse roser kan imidlertid ikke opveje, at man sidder tilbage med en fornemmelse af at være offer for en propagandafilm om USA`s ukrænkelige patent på demokrati og retfærdighed. Sandheden er en anden.

Legenden om Zorro. Instruktion: Martin Cambell. Manuskript: Roberto Orci, Alex Kurtzman, Ted Elliott og Terry Rossio. Premiere i dag.