- Vi har måske set for meget teater om ægteskabs- og barndomsproblemer, siger Merete Voldstedlund, der netop har spillet selveste Condoleeza Rice.
'Jamen, det er jo ikke normalt teater.'
Skuespiller ved Århus Teater, Merete Volstedlund overhørte kommentaren fra en af publikummerne, der havde set stykket Stuff Happens.
Et stykke, der gik i nogle uger i Århus. Et stykke, der hudflettede 'svineriet op til Irak-krigen,' som Merete Voldstedlund udtrykker det.
- Nej, stykket var ikke klassisk teater. Det var en slags drama-dokumentar. Vi skuespillere kunne ikke brilliere med vores skuespilkunst eller tegne personlige, psykologisk rammende portrætter. Men vi var ligeglade. Vi følte i stedet en lettelse over, at vi kunne få noget frem, siger skuespilleren, der er født i 1946 og uddannet fra Statens Teaterskole i 1973.
Hun mener, at der er grøde i teaterverdenen. Både dramatikere og skuespillere vil prøve, at få noget nyt frem. En stor frustration over Irak-krigen har fået hele tre teaterstykker på samme tid på plakaten i dette efterår.
-Jeg føler ikke, at der er en decideret bølge af politisk teater på vej. Men man vil afprøve nogle emner udenfor den rent personlige sfære, siger Merete Voldstedlund, der mener, at vi i øjeblikket har nogle vanvittigt dygtige dramatikere i Danmark.
Frelste
Skuespilleren - der selv spillede politisk teater i 1970`erne - mener, at der er en forskel på den tids politiske teater og nutidens.
-Dengang var vi frelste og temmelig enøjede. I dag er der mere humor. Mere grundighed. Og så vinder man ikke en traktor til sidst i stykket, griner hun og tilføjer:
-Godt teater handler dog stadig om at flå skyklapperne fra folks øjne. Det er ægte kunst.
-Jeg mener, at vi også siden 1970`erne har haft politisk teater, men de store historier og budskaber har mere været fortalt gennem de 'små' historier, siger hun.
Nyt politisk stykke
Merete Voldstedlund er af mange danskere nok bedst kendt for sin rolle som Ida Brandt i Herman Bangs Ludvigsbakke eller som Debbies mor i serien Alle elsker Debbie på tv.
Hun er lige nu ved at indøve sin rolle i Århus` nye stykke Døgneren, der handler om flygtningetiltagene i Danmark. Det har premiere til december.
Mere politik, tak
-Jeg er som sagt et politisk menneske, og jeg var meget fornøjet over Stuff Happens, både da jeg læste manuskriptet og da vi spillede stykket. Det var herligt at vise det svineri, der blev begået op til krigen. Dog manglede vi at vise, at Danmark også er en krigsførende nation dernede. Grunden var, at stykket var oversat fra engelsk, såé. Og så har nogle sagt, at der blev talt for meget i stykket, og at der ikke var plads nok til bevægelse på scenen, til skuespillerpræstationeré
Men det er der vel også plads til i politisk teater; den nære personskildring og det personlige drama?
-Ja, se for eksempel filmmanden, Ken Loach. Han får både politik og det psykologiske, personlige spil med, så det kan sagtens lade sig gøre, slutter en optimistisk Merete Voldstedlund.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278