Kunstnersammenslutning-en ¤¤Mult¤¤ vedkender sig sit humanistiske engagement. Ikke i nogen propagandistisk form, men som en kredsen omkring menneske-figuren

af Finn Hermann
Humanismen er ganske vist ikke højeste mode i den aktuelle kunst. Men det forhindrer ikke medlemmerne af kunstnersammenslutningen 'Mult' i at vedkende sig deres humanistiske engagement.
Ikke i nogen propagandistisk form. Men forstået som en kredsen omkring menneskefiguren og ikke mindst om dens forhold til rummet, det store udefinerede og det snævre, omsluttende.
De siger også noget om 'Mult's humanistiske engagement, at to af udstillerne, Jeff Ibbo og Åge Leif Nielsen, i deres værker tager tråden op efter den store svejtsiske billedhugger Giacometti, som netop prøvede at komme ind til essensen af menneskelig væren og værdighed.
Jeff Ibbo strækker sine langstrakte kvindeskikkelser ud i et samspil med atelierets store, løse, groft tegnede, farvede flader. Åge Leif Nielsen kopierer direkte nogle af Giacomettis gående mennesker, men erstatter dele af de organiske former med geometriske fremmedelementer.

Små formater
Modsat arbejder Barbara Rütting Schweitz og Joachim Bang med de små formater.
Men mens Schweitz har anbragt en lille inuit mand på sine skulpturer, så beskueren kan tænke dem op i gigantisk - 'naturlig' - størrelse, skaber Joachim Bang små fortættede kombinationer af rum og menneske. Hvor hun tænker monumentalt tænker han i intimitet.
I Carsten Rütting Schweitz` farveglade og muntre billeder udkæmpes der en kamp mellem de organiske figurer og de stramme billedflader, mellem orden og spontaneitet. I Jan Kiowskis store malerier er der et helt andet tungt og voldsomt drama, nærmest en undergangsstemning. Hans svulmende kropslige organismer sætter Jeff Ibbos lange tynde piger ved siden af i relief.

Arven fra COBRA
Der er til gengæld ingen farveeksplosioner i Niels Larsens små stilfærdige malerier med legende eller dansende sorte figurer på lysegrå bund. De minder om helleristninger, enkle spor af menneskers færden. På hver sin måde arbejder Niels Larsen og Carsten Rütting Schweitz videre med arven fra COBRA.
Ole Buntons originale gipsskulpturer er nogle af udstillingens højdepunkter. Deres sære dynamiske konstruktioner minder om fjerne landes ruiner af katedraler og templer, rester af svundne kulturer. Der er en meget fin vekselvirkning mellem det bærende og det bårne, det statiske og det dynamiske.

En gylden tone
Nu skal man jo ikke blande sig den kunstneriske skabelsesproces. Men jeg er lige på nippet til at foreslå Grethe Tranberg at afbilde Buntons skulpturer i sine rigt ornamenterede billeder, hvor arkitekturer, menneskeskikkelser, skyer og træer svæver rundt i billedrummet, næsten som i de gotiske kirkeudsmykninger.
Der er ikon, 'bibelshistorie', middelalderlige landskaber og Brueghel over hendes billedfortællinger. Hendes malemåde minder om surrealisternes rablende automatskrift og absurde drømme-univers.
Set på afstand danner dette poetiske ragnarok en klar, dynamisk helhed. Set tæt på udsender de et mylder af sarte og lyrisk farvespil, en gylden, næsten syngende tone.
Jeg har tidligere i disse spalter beklaget mig over, at flere kunstnergrupper mere var udstillingsfællesskaber end egentlige kunstneriske ditto. Det gælder ikke Mult. Her udfolder det kunstneriske individualitet sig uhindret. Men der er samtidig tale om et kunstnerisk fællesskab, et kollektivt engagement i menneskets forhold til omgivelserne Kunstnerne sætter hinanden i relief, styrker hinanden hinandens særpræg

Kunstnersammenslutningen MULT. Helligaandshuset Strøget, København. Udstillingen kan ses frem til 16. oktober. Åben daglig 12-18. 14. oktober 12-24