04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Smuk kærlighed og stærkt politisk engagement

Smuk kærlighed og stærkt politisk engagement

Fredag, 16. september, 2005, 00:00:00

c¤¤The Constant Gardener¤¤ syder af farlig politisk konspiration, hvor løgn og kynisk menneskesyn bruges i et multinationalt selskabs tjeneste.

af Niels Ole Nielsen
Det er altid med en vis spænding at se film, der bygger på en bog, man har læst. I dette tilfælde den fremragende bestseller Den Standhaftige Gartner af John Le Carre. Det er sjældent, at filmen lever op til bogen. Det gælder ikke The Contant Gardener, hvor både bog og film sagtens kan stå for sig selv og hver for sig give en helt speciel oplevelse.
At filmen er så vellykket, som den er, skyldes ikke mindst, at det er den brasilianske mesterinstruktør Fernando Meirelles - blandt andet kendt for filmen City of God - som har instrueret. Meirelles formår at distancere sig fra at se historien fra britisk side, men i langt højere grad at se den med afrikanske øjne.
Han solidariserer sig med den fattige afrikanske befolkning i den tredje verden, som bliver undertrykt af den første verden gennem et transnationalt medicinalselskab, der har den britiske elite af diplomater og politikere i lommen. Og det er ganske velgørende, at den afrikanske befolkninger og deres vilkår, der fylder så lidt i den første verdens mediebillede, bliver trukket frem i lyset for en stund.

Kærlighed og politisk engagement
Justin Quale (Ralph Fiennes) og Tessa Abbott (Rachel Weisz) mødes til et foredrag, som Justin holder i England for det britiske højkommisariat i Nairobi, Kenya. Tessa har en række dybdeborende spørgsmål til Justin, som de tilstedeværende tilhørere finder provokerende og politisk radikale. Justin derimod beundrer Tessas politiske engagement. De fatter sympati for hinanden og sød musik opstår.
Da Justin skal til Nairobi, vil Tessa med. Det kan kun ske ved, at Justin tager hende med - som sin kone. Der er ingen tvivl om, at de elsker hinanden, men de er vidt forskellige. Justin er en uambitiøs diplomat, som går op i sin interesse for planter og blomster. Den dygtige Tessa er derimod en politisk ildsjæl, som straks involverer sig i den fattige afrikanske befolkning og deres kummerlige vilkår.
Der bliver imidlertid sat en stopper for Tessas engagement, da hun bliver fundet myrdet sammen sin chauffør i en fjerntliggende del af det nordlige Kenya. Hendes ledsager, den belgiske læge Arnold Bluhm (Hubert Kounde) er tilsyneladende flygtet fra gerningsstedet, og sporene peger således på et affektmord.
Sandy Woodrow (Danny Huston) og Sir Bernard Pellegrin (Bill Nighy) og de andre medlemmer af den britiske højkommission i Nairobi formoder, at enkemanden - altså Justin - vil overlade efterforskningen til dem. De tager gruelig fejl.
Justins verden er umiddelbart styrtet sammen på grund af tabet af sin elskede. Men han begynder at stille spørgsmål, om han i det hele taget kendte Tessa. Hvad skulle hun nordpå og havde hun hele tiden en affære med Arnold - en påstand som hans kollegaer har travlt med at lancere for at få ham til at lade være med at efterforske mordet.
Men for første gang i sit liv begynder Justin at handle målrettet og at stille spørgsmål til den verden, han selv er en integreret del af. Kendsgerningen er, at Tessa har fået færten af, at der er noget galt med den tuberkulosemedicin, som fattige afrikanere bliver tilbudt af en større transnationalt medicinalvirksomhed, Three Bees.
Justin følger i Tessas fodspor og rejser mellem to kontinenter på jagt efter sandheden - og for at rense sin kones navn. Det går op for ham, at sandheden er en forbryderisk konspiration, der rækker længere og er mere dødelig, end Justin kan forestille sigé

Velspillet og filmisk smuk
Fernando Meirelles har gjort sig umage for at skabe en unik og smuk billedside, hvor den afrikanske natur kommer til sin ret. Men det er også ham magtpåliggende at fremstille realistiske billeder, som forstærker hans engagement i at fremstille den fattige afrikanske befolkning og dens vilkår.
Skuespillet er også fremragende. Det gælder i særlig grad hovedrolleindehaverne Ralph Fiennes og Rachel Weisz, som har et enestående samspil. Det gør, at den gribende kærlighedshistorie mellem Justin og Tessa hænger uløselig sammen med den politisk thriller, som udspilles i The Constant Gardener.
Men først og fremmest er filmens force, at den går i kødet på den transnationale medicinalindustri. Og det lykkes Meirelles at løfte sløret for, hvad denne industri skruppelløst gør for at fremme sine interesser og profit. Og dog skrev John Le Carre i forbindelse med udgivelsen af bogen, at 'efterhånden som min rejse igennem medicinaljunglen skred frem, gik det op for mig, at i sammenligning med virkeligheden var min historie så tam som et feriepostkort'.
Det må da vække til eftertanke.

The Constant Gardener. Instruktion: Fernando Meirelles. Manuskript: Jeffrey Caine, baseret på John Le Carres bestseller Den Standhaftige Gartner. Premiere i går torsdag den 15. september.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. sep. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur