Om maleren Henri Matisse i anledning af udstillingerne på Louisiana og Statens Museum for Kunst. Han var i ordets egentligste betydning en moderne kunstner

af Finn Hermann
Matisse's liv var helliget kunsten: Når man står overfor hans værker, fornemmer man, at de nære ting og deres omsættelse til form og farve var ham alt nok. I sit arbejde var han hele tiden den spørgende, eksperimenterende. For ham var intet på forhånd givet, intet statisk. Han var i ordets egentligste betydning en moderne kunstner.
Men ikke i den forstand, at hans motiver afspejlede den moderne verden, industrialiseringen, den skærpede klassekamp, krigene, fattigdommen. Snarere tværtimod. Med en egen trods vendte han sig til atelierets, havens, stuens verden, mod lyset og den frodige ubekymrede natur. Som om denne intime idyl kunne være et værn mod krisen. Hele tiden søgte han at gengive nydelsen, dyrke sansningen.
Både når han opsøgte eksotiske kulturer, og når han studerede de nærmeste omgivelser, var det det livsbekræftende, der optog ham. Han, som var fra Nordfrankrig, slog sig ned i Provence, hvor lyset og farverne var konstante. Hvor det spil af kontrastfarver, som impressionisterne havde dyrket, kunne opleves i naturen selv: De blåligt-kølige oliventræer overfor den rødgyldne jord. Collioure's varmtrøde tage overfor Middelhavets dybblå. Lysets sitren i den hede luft.
Hans modelbilleder, interieurs eller farveklippene fra hans sidste år udstråler ikke krise, angst eller anspændthed, men usvækket energi parret med afslappet nydelse.

Sart og sikker
I sine billeder vekslede han mellem den enkle fladekomposition, det rigt dekorerede rum og naturens ornamentik, mellem den sarte linie og den tunge kropslighed. Matisses værker udstråler, med en af hans billedtitler, 'Luksus, Ro og Vellyst'. Berømt er hans bemærkning om, at kunstværket skal være som en behagelig lænestol. Paradoksalt nok kæmpede han hele livet for at finde og fastholde den lette ubekymrethed, som hans værker udstråler.
Men Matisse stillede sig ikke tilfreds med en bestemt stil, han udfordrede uafladeligt sin egen rutine. Og søgte gennem hele sin lange karriere stadig nye udtryk. Snart var tegningen præget af kubistiske geometriske former og forenklinger, snart malede han blødt, tilsyneladende famlende, med kraftige penselstrøg.
I nogle værker dyrkede han gråtoner med få farveglimt, i andre flød billedet over af stærke brogede farver. Hans streg kunne være præcis og skarp, som i 'Livsglæden' (1905-06) eller grov og skitseagtig, som i 'Interieur med solstriber' fra 1942.
Han havde en bred vifte af virkemidler, som han snart rendyrkede snart blandede - det være sig ornamenter eller plastisk skildring af menneske (læs: kvinde) kroppen eller en bestemt farve, som helt dominerede et billede, som i 'Rødt atelier' fra 1911.

Fri fortolkning
I 'Den franske dør i Collioure' (1914) foregriber han med få rene lodrette flader den meget senere minimalisme. Billedet er så abstrakt som det kan blive uden at være nonfigurativt. Der er hverken blomster eller lyspletter eller henslængte modeller. Bare farvede flader. I den store altdominerende sorte midterflade er mørket næsten fløjlsagtigt, indrammet af de øvrige fladers sarte, blege nuancer.
Der er langt fra dette meditative, næsten tomme billede til hans farverige papirklip og til den udsmykning, som han til vennen og kommunisten Picassos forargelse skabte til kapellet i den sydfranske by Vence. Her er det skitsen, den enkle ornamentale streg, der dominerer. Men også i kapellet i Vence manes der til meditation..
Lad os slutte med 'Séance de peinture' (maleseance) fra 1942. Billedet er komponeret i en enkel balance mellem de dominerende farver, varmt gult og køligt (turkis) grønt I billedets venstre side sidder maleren, næsten vigende, men opslugt af den yppige model, som holder eller er ved at fjerne det blomstrede stof, som halvt dækker hendes nøgne krop.
(Matisse så aldrig sig selv som et virilt muskelbundt, en satyr eller minotaurus, i modsætning til Picasso, der gerne skildrede sig selv mere eller mindre sammenslynget med sin model.) Maleren sidder i venstre side. Modellen optager billedets højre halvdel. Beskuerens blik føres naturligt rundt i billedet via beslægtede former og mellemrum, som forbinder den iagttagende kunstner med den iagttagne model.
På malerens lærred er kvinden gengivet i blåt, ridset ind i farven med penselskaftet. Ganske modsat modellen selv. Mellem de to personer danner malebordet, lærredet og en mønstret firkant - måske et vindue -et geometrisk spil. Matisse har sat dét sammen, der betyder mest for ham: Kunstnerens blik, modellens kropslighed, ornamentikken, atelierets lys, de varme og kølige farver. Men først og fremmest den frie kunstneriske fortolkning af motivet.
Udstillingen på Louisiana giver et godt billede af Matisse's stædige tilbagevenden til det samme motiv. Igen og igen prøver han at leve sig ind i bladets ornamentik eller i sammenhængen mellem træstamme og løvværk, varierer i ét væk vennen, digteren Aragons ansigtstræk. Matisse vil ind bag facaden og ofrer gerne den ydre lighed. Tag på Louisiana og fordyb jer. Se udstillingen, se de fine film om hans arbejde og hans verden. Se, hvordan forelskelsen i mennesket og naturen også kan udtrykkes.