Forandring fryder og forbandercAveny-T`s Jorn handler om fryden og forbandelsen ved et liv og samliv på grænsen mellem genialitet og galskab

af John Bruun
Tumult. Jorn handler om et menneske, der trives i forandring og evigt oprør mod det stillestående og etablerede. Et menneske, der som det naturligste sætter sig selv i centrum i en tro på, at det er hans soleklare ret. Andre kan bare gøre det samme.
Livet skal leves. Det skal ikke bare gennemføres så gelinde som muligt. Kunsten skal være liv - i evig bevægelse. Den skal ikke registrere. Den er ikke et bogholderi, men et evigt eksperiment i det sociale kaos, som vi mennesker befinder os i.
Sådan har Jorn muligvis tænkt, og sådan levede han livet, hvis man skal tro det billede, der skabes af ham i Glassalen i Tivoli i disse dage.
Her opføres et stort stykke om hele Jorns voksne liv. Om ungdom og familieliv i Silkeborg og modsætningerne til hans indremissionske mor. Om koner og elskerinder, der inspirerer og støtter på hans vej. Som han bruger og misbruger. Om skabelsen af kunstnersammenslutningen COBRA, sammen med hollandske, belgiske og franske billedkunstnere. De vil bruge kunsten til at skubbe på en forandring af det konforme og forstenede og skabe et nyt liv i efterkrigstidens afmattede Europa gennem spontant-abstrakte billeder.

Det dragende menneske
Dejan Cukic er Jorn. Den altdominerende hovedrolle i skuespillet om Jorn.
Han gestalter et menneske, der virker dragende og fascinerende på sine omgivelser i kraft af en kreativitet, tro på sig selv og tro på sine omgivelser. En mand, som både mænd og kvinder falder for i kraft af hans charme og sprudlende energi og livslyst. Samtidig et menneske, der skræmmer, fordi han nægter at opføre sig klassisk ansvarligt i forhold til familie, koner, kærester og de børn, han producerer hen ad vejen. Han er hele tiden på vej.
Mange vil gerne bruges af ham og støtte ham i hans projekter - og nogle ender med at blive misbrugt og forladt på vejen.

Gnisterne på hans vej
I galleriet af mennesker omkring Jorn møder vi Kirsten, Sofie Stougaard, som hans ungdomskæreste og første kone. Med hende får han de første børn, men han forlader hende og glemmer i lange perioder børnene til fordel for et liv med de inspirerende kunstnervenner.
Blandt dem er den parisiske maler, mentoren Léger, Zlatko Buric. Den hollandske maler Wemäre, Lars Lippert og den belgiske maler Dotremont, Søren Lenander.
Jorn erobrer Wemäres kone Matie, Sonja Richter, der drages af hans fantastiske gnist. Hun er også den, der bedst gennemskuer ham og peger på hans svagheder og omkostningerne for andre ved hans kompromisløse levevis.
Andre kvinder på hans vej er Guénia, Charlotte Rathnov, Jacqueline, Mari-Anne Jespersen og Nanna, Sofie Stougaard (igen).

Syngende dæmon
Som hans indre dæmon følger Den Hvide, Steen Jørgensen, Jorn gennem hele stykket. Driver ham frem og minder ham om hans brister. Han synger om hans fortrængninger og benægtelser akkompagneret af det tre-mands-orkester, der er en del af forestillingen.
Stykket er et spændende tidsbillede. Men frem for alt et flot studie af den mennesketype, der både skaber rum og udvikling for sig selv og andre i kraft af en stor indre gnist og kreativitet. Et menneske der samtidig som en bulldozer sårer og ødelægger på sin vej i kraft af manglende lyst til at lade sig binde af ansvarlighed for andres følelser og de projekter, som han/hun selv er en del af.
Måske er det en pris, som både tryghedsnarkomanerne og forandringsromantikerne må betale på hver sin måde, hvis livet skal være spændende, socialiteten udvikles og ikke stivne i forudsigelige mønstre og konformitet.

Jorn af Karsten Johansen. Scenografi: Linn Sandholm og Jesper Kongshaug. Sangtekster: Steen Jørgensen. Opføres af Aveny-T i Glassalen i Tivoli indtil 1. oktober.