16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den fuldendte trilogi

Den fuldendte trilogi

Fredag, 26. august, 2005, 00:00:00

¤¤Drabet¤¤ er et brag af en film, om politiske aktioner i et intellektuelt miljø. Den fuldender på genial vis Per Flys trilogi om under-, over- og middelklassen i Danmark.

af Niels Ole Nielsen
Først var der Bænken om underklassen, dernæst Arven om overklassen. Begge film blev modtaget med begejstring af anmeldere og publikum. De beskriver også polerne i det danske klassesamfund og er dermed nok lettere at gå til, selv om Per Fly i disse film absolut ikke har taget let på opgaven. Tværtimod problematiserer han stoffet om disse klasser, så det vækker til eftertanke.
Det er sikkert med velberådet hu, at netop filmen om middelklassen kommer sidst i denne trilogi om det danske klassesamfund. Lad så være, at arbejderklassen i al sin mangfoldighed ikke har hovedrollen, men kredser ude i periferien. Men Per Fly rammer alligevel noget essentielt for de befolkningsgrupper, han skildrer. Så kan man være uenig i hans klasseinddeling eller ej, det er film og ikke en konkret klasseanalyse.
Men jeg kunne godt ønske mig en fjerde film, hvor arbejderklassens liv og kollektive kamp og fællesskab var i centrum - og ikke kun den såkaldte militante - og intellektuelle - aktionisme, som vi møder i denne film.
Ikke desto mindre er Drabet et brag af en film, som fuldt ud lever op til de to foregående, og det er en problematiserende film, hvor intet er sort-hvidt.

Intellektuelt miljø
Det er et venstreorienteret intellektuelt miljø, som Fly indfører os i og problematiserer over i Drabet. Og det gør han på en genial måde, hvor meninger brydes og ændres.
Vi møder den 52-årige vellidte og respekterede gymnasielærer Carsten (Jesper Christensen), som lever en borgerlig tilværelse med sin kone Nina (Pernilla August). Sammen har de sønnen Tobias (Thomas Voss).
Carsten har imidlertid et hemmeligt forhold til en tidligere elev Pil (Beate Bille), som er politisk aktiv på den yderste venstrefløj.
Carsten er forelsket i Pil. Hun er meget smuk, men han er også fascineret af hendes passion og klare livssyn, som sætter ham tilbage til den tid, hvor han som ung kunne brænde for en sag. Carsten giver Pil ret i, at det er nødvendigt at handle politisk og gerne militant.

Politimord
Men en dag går det helt galt. Pil deltager i en politisk aktion, hvor en politimand bliver slået ihjel. Hun må sammen med to andre aktivister gå under jorden - de gemmer sig i Carstens sommerhus. De bliver imidlertid arresteret og varetægtsfængslet. Carstens forhold til Pil bliver derved afsløret. Han vælger at lade sig skille fra sin chokerede kone, som ellers troede, at de levede i et godt ægteskab.
Nina og sønnen Tobias vender faderen ryggen, og snart er familiens hus solgt og alle bånd er brudt.
Carsten kaster alle kræfter ind på at hjælpe Pil, også da hun fortæller ham, hvem af de tre aktivister, der slog betjenten ihjel. Han overtaler hende til at holde tæt med sandheden.
Carsten besøger tit Pil i fængslet og rådgiver hende. Han går ind i kampen mod den aggressive presse, der tegner et forvrænget billede af en iskold politimorder.
Et andet sted er en kvindes liv ødelagt for altid. Den afdødes kone Lisbeth (Charlotte Fich) kræver et svar på, hvem af de tre, som er ansvarlig for mandens død. Lisbeth drives ud i en tilstand af vanvid. Hun opsøger Carsten, som har svært ved at holde hende fra livet for at beskytte Pil.
Og da de tre aktivister frikendes på grund af manglende beviser, begynder forholdet mellem Pil og Carsten at knage. Det politiske arbejde begynder igen at trække i Pil, mens Carstens liv kun er Pil. Skyld og samvittighed begynder at melde sig...

Forrygende skuespil
Per Flys trilogi er fuldbragt med tre film, som hver især er mesterværker - som trilogi er det et unikt og imponerende mesterværk. Der er dømt Bodil og Robert for bedste danske film.
Det gælder også Jesper Christensens formidable præstation som Carsten. De tre kvindelige hovedkræfter Pernilla August, Beate Bille og Charlotte Fich kan meget vel komme med i kapløbet om priser.
De gode skuespilpræstationerne kunne ikke lade sig gøre uden den stærke dialog og gode historie, som præger filmen hele vejen igennem. Og det er ikke mindst Per Flys fortjeneste som både instruktør og forfatter til filmen. Til manuskriptet har han dog fået hjælp af Kim Leona, Mogens Rukov og Dorte Høgh.

Drabet. Instruktion: Per Fly. Manuskript: Per Fly, Kim Leona, Mogens Rukov og Dorte Høgh. Premiere i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. aug. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur