En udstilling og en bog om de sårede veteraner fra Irak-krigen.

af Annette Schiffmann
'Jeg meldte mig ikke til hæren for at tjene mit land, men for at flygte fra den forfærdelige tristhed i min hjemegn, Orange County, for at komme væk fra kammeraterne og fra stofferne.'
Robert Acosta var lige blevet 18, da han meldte sig til USA`s militærtjeneste. Han var 19, da han blev flyttet fra sin tyske base i Hanau til Irak, hvor tre måneder senere en håndgranat, som nogen havde kastet på hans pansrede mandskabsvogn, eksploderede. 'Der er ingen chance i verden for at være forberedt på en situation, hvor du pludselig ser din egen hånd ligge på gulvet foran dig og små blodige stumper af dig selv spredt på væggene', siger han.
Mens han taler, bliver hans venstre håndled ved med at vride og vende på den krog, som nu erstatter hans højre hånd. Det er stadig hver eneste gang lige svært for ham at tale om det.
Fotograf Nina Berman fra New York, som blandt andre aviser også arbejder for New York Times, fotograferede ham for et år siden og sammen med ham sytten andre Irak-veteraner. 'Eftersom ingen andre gjorde det - der var ikke et eneste billede i nyhedsmedierne - begyndte jeg at lede efter veteranerne på Google, med spørgsmål som 'amputerede ben og arme' eller 'kunstige lemmer'.'
Februar 2005 opgav USA`s forsvarsministerium en liste på 11.442 sårede soldater, idet man kun medtog dem, der var såret i kamp. Luis Calder—n fra Puerto Rico på 22 år står ikke med på listen. Hans lammelse fra nakken og ned er resultat af, at en betonmur raslede ned over ham, efter at han havde vovet at ødelægge den med sin tanks, fordi der var malet er kæmpebillede af Saddam Hussein på den.
Heller ikke José Mart’nez, nu 20 år gammel, står på listen. Hans ansigt er fuldstændig vansiret af ar efter brandsår fra en landmine, der eksploderede under hans pansrede mandskabsvogn - men det skete ikke 'i kamp'. Jordan Johnson, nu 23, mangler også på listen. Hendes højre ben blev flækket og smadret ved en lastbilsulykke, ikke 'i kamp'. Ikke noget Purpurhjerte til dem - og altså ingen pension. Med mindre de kæmper for det.

37.000 sårede
Indtil nu har Walter Reed-militærhospitalet i Washington alene modtaget over 17.000 sårede, enten direkte fra Irak eller fra Landstuhl i Tyskland, mens flådens hospital har registreret yderligere 11.000. Inklusive dem fra mindre sygehuse er det totale antal sårede USA-soldater beregnet til 37.000. Dem der 'kun' er mentalt sårede, forstyrrede i sjælen af traumer og psykiske smerter, som ikke kan ses på kroppen, regnes slet ikke med.
I marts 2005 blev Nina Berman tildelt World Press-fotografprisen for at lave disse billeder og for bogen 'Purpurhjerter - Hjem fra Irak'. For hende er denne pris, der er fotoverdenens 'Oscar', dog ikke særlig vigtig. 'Det der virkelig betyder noget for mig er at nå ud til så mange unge mennesker som muligt med disse fotografier. Jeg har vist dem i nogle skoler indtil videre, og de jagede en ordentlig skræk i livet på alle, der så dem. De drenge og piger vil aldrig i livet lade sig hverve af selv den cooleste og smarteste rekruteringsagent. Og det er mit hovedmål'.
Rekruteringsagenterne får betaling efter resultater. De kører op med deres busser foran skolerne og forærer ungerne computerspil - mod at de opgiver deres adresser og telefonnumre. Spillene er designede til at afprøve forskellige færdigheder, der er brug for i militæret, og efter en evaluering af resultaterne bliver forældrene eller de unge ringet op hjemme og tilbudt penge og fremtidsmuligheder.

Shit man
'Der er så mange, som ikke aner hvad de ellers skal lave', siger Robert Acosta og trækker vredt og hjælpeløst på skuldrene. 'En af de fyre her har sin far i fængsel for drab, og hans mor stak af, da han var lille. Hæren har været hans eneste familie - shit man!'
Nu er Alex Presman 26 og må leve med bare ét ben. Alan Jarmaine Lewis, nu 23, er en anden af dem, der havde håbet på at 'høre til' noget og nogen - hans far, søster og hans ven blev alle skudt under forskellige bandekrige i Chicago, da han var kun syv år. Han har mistet begge ben i Irak, og hans ansigt er slemt forbrændt.
Siden januar 2005 har rekruteringsagenterne haft svært ved at udfylde deres kvoter, så nu tilbyder de et ungt menneske op til 18.000 dollars for at melde sig til hæren. Men for tiden føler hverken farvede, de fleste kvinder, eller andre sig fristede af disse tilbud på trods af fattigdom, følelsen af meningsløshed og almindelig mangel på fremtidshåb.

iraq body count
Det er første vernisage af udstillingen i Tyskland, på det Tysk-Amerikanske Institut i Heidelberg. På instituttets store trappe er væggene dækket af de uendelige lister af døde civile irakere - 'IraqBodyCount' var i stand til at navngive 6.900 ud af de 100.000 - formet i ordene: Et hundrede tusinde. Robert Acosta er på vej op ad trappen. Når det går op for ham, hvad det er han ser på, får han pludselig tårer i øjnene. 'Oh Shit', hvisker han og vender sig bort - 'og alt det til ingen nytte.'
Tre dage senere i Freiburg giver han sin ene hjælpende hånd når listerne skal op på væggen. 'Min lillebror er 16 nu, og på det sidste har han været inde på, at 'altså, det der med hæren er måske cool'. En rekruteringsagent har allerede været hjemme hos os, men jeg siger bare, at hvis den type eller andre af samme slags så meget som vover at dukke op hos igen, så skal jeg true ham med min krog lige op i ansigtet'.
'Ja - vi skal gøre livet til et helvede for dem med vores arbejde - det er vores vigtigste bidrag i kampen mod krigen i de kommende måneder,' siger Nina Berman. Og når man ser hendes grumme smil, kan man let tro hende.

Hjælp til med at få denne udstilling vist i Norden!
Det er fotokunst og fredspolitik i ét. Udstillingen kan vises på skoler, biblioteker, oplysningsforbund, fagforeninger og andre foreninger, fælleshuse, gallerier og kulturcentre, universitetsinstitutter...
Lad disse stærke billeder af de menneskelige omkostninger for krigen mod Irak nå ud til mange... Skab debat!
Der må være mange rundt om i Norden, der kan løfte denne vigtige opgave!
Kontakt Annette Schiffmann, TFF, i Heidelberg hvis du er interesseret i at gøre en indsats for freden på denne måde.
Venlig hilsen, Jan Øberg, TFF-direktør.

Se: http://www.transnational.org