¤¤Stands, rejsende! Den jord, du træder på, var engang vidne til, at en generation gik tabt. Lyt! I denne stille høj banker en hel nations hjerte.¤¤ Således står der på skrænten ved den lille by Kilitbahir, hvor der under Første Verdenskrig blev udkæmpet et langvarigt militært slag.

af Torben Retbøll
Hvordan kommer man til Gallipoli? Hvordan kommer man rundt på halvøen, når man er kommet dertil? Hvad kan man se på stedet i dag?
Der er ca. 250 kilometer fra Istanbul til byen Gelibolu, der har samme navn som halvøen. Selve halvøen er knap 100 kilometer lang. Den er ikke særlig bred, men afstandene er alligevel så store, at man ikke kan gå til fods fra sted til sted.
Hvis du har adgang til en bil, kan du foretage hele turen på egen hånd. Men det bliver nok en temmelig dyr løsning. Desuden kræver den, at du har et meget detaljeret kort, og at du har læst godt på lektien hjemmefra. Der er ganske godt skiltet i området, men det hjælper ikke ret meget, at du finder et sted som for eksempel Johnston`s Jolly, hvis du ikke ved, hvad det betyder.
En anden mulighed er at tage en rutebil fra Istanbul til Gelibolu og derfra tage en guidet tur rundt på halvøen. Når du følges med en guide, er du mere sikker på at få noget ud af turen, og du undgår at spilde tid med at lede forgæves efter bestemte steder.
En tredje mulighed - som jeg selv valgte - er at tage en guidet tur, der begynder og slutter i Istanbul. Hassle Free Travel Agency, hvis hovedkontor ligger i Canakkale, tilbyder en endagstur til Gallipoli, hvor du tidligt om morgenen (kl. 06.30-07.00) bliver samlet op ved dit hotel og samme aften (omkring midnat) bliver sat af ved dit hotel. Køreturen fra Istanbul til Eceabat, der ligger over for Canakkale, varer ca. fem timer. Det betyder, at du har hele eftermiddagen (kl. 13-18) til at besøge de forskellige lokaliteter på Gallipoli.
Turen kan udvides med en overnatning i Canakkale, hvilket jeg valgte. Du bestemmer selv, hvor flot du skal bo: På vandrehjem eller hotel med en, to, tre, fire eller fem stjerner. Om formiddagen får du en guidet tur til den antikke by Troja, der ligger 35 kilometer sydvest for Canakkale, mens eftermiddagen er til din egen disposition. Om aftenen går turen tilbage til Istanbul.
Det er temmelig dristigt at kalde et rejsebureau Hassle Free Travel Agency. Men jeg må sige, at bureauet levede op til sit navn. Turen gik, som den skulle, og den var ikke særlig dyr. Guiden var dygtig og effektiv, og det hele klappede. Der var ikke noget brok eller besvær. Turen var - som navnet siger - Hassle Free. Jeg fandt bureauet på nettet. Jeg spurgte nogle af mine medrejsende i bussen, hvordan de havde fundet frem til dette bureau. Flere fortalte, at de havde fået det anbefalet af familie eller venner. Nu kan jeg give denne anbefaling videre til andre. (1)

Den midterste zone
Hvor meget kan man nå at se på en eftermiddag? Turen omfatter den midterste af de tre kampzoner på halvøen, det vil sige Anzac-zonen. Den dækker ikke den nordlige zone ved Suvla Bay og heller ikke den sydlige zone ved Cape Helles. Hvis du vil se alle tre zoner, er du nødt til at bruge to dage på det. Du kan eventuelt tage en guidet tur til den midterste zone den første dag og næste dag se de andre to på egen hånd. Men du skal vide, at det kan være svært at komme rundt fra sted til sted. Der er ikke kollektiv transport til alle dele af halvøen. Det er naturligvis bedst at se det hele. Men det er mit indtryk, at man får en god fornemmelse af helheden ved at se den midterste af de tre zoner.
Commonwealth War Graves Commission har anlagt 31 gravpladser i de tre zoner. De 21 findes i Anzac-zonen. Kommissionen har også opført tre store mindesmærker. To af dem findes i Anzac-zonen. Den franske gravplads findes i den sydlige zone ved Cape Helles. Tyrkerne har også opført en række gravpladser og monumenter. Mange af dem findes i Anzac-zonen.
Turen i Anzac-zonen består af fem afdelinger. Du bliver kørt i en bus fra sted til sted. Hver gang bussen stopper, fortæller guiden om det pågældende sted. Du kan forlade bussen og se nærmere på det pågældende sted. Der er ca. en time til hvert af de fem ophold. Selv om du ikke færdes på egen hånd, er det stadig en god idé at medbringe et detaljeret kort over området, for eksempel Major & Mrs. Holt`s Battle Map of Gallipoli. (2)

Brighton Beach og Anzac Cove
Første stop på turen er de to strande Brighton Beach og Anzac Cove. Brighton Beach er ca. tre kilometer lang. Stranden er nogenlunde flad. Den egner sig ganske godt til en landgang. Det kunne tyrkerne også se. Derfor ventede de en landgang her. Anzac Cove, der ligger lige nord for Brighton Beach, er kun en kilometer lang. Her er landskabet helt anderledes. Der er stejle skrænter og dybe kløfter på kryds og tværs. Denne strand egner sig ikke særlig godt til en landgang. Det kunne tyrkerne også se. Derfor ventede de ikke nogen landgang her.
Efter planen skulle Anzac-styrken gå i land på Brighton Beach, men af en eller anden grund landede den lidt længere mod nord - i Anzac Cove. Det var svært at gå i land på dette sted. Men hvis soldaterne var gået i land på Brighton Beach havde det nok været endnu sværere, for her ventede tyrkerne på dem. Det varede lidt, før tyrkerne opdagede, at de var landet i Anzac Cove, og derfor fik de mulighed for at grave sig ned og etablere et brohoved.
Hvis ændringen skyldtes et uheld, var det held i uheld. Hvis ændringen skete med vilje, var det nok en god idé. Under alle omstændigheder er det meget instruktivt at være på stedet. Når jeg ser på dette landskab, kan jeg bedre forstå, hvor svært det må have været for de uerfarne soldater at gå i land her.
En af de mange kløfter kaldes Shrapnel Valley. Her ligger en gravplads: Shrapnel Valley Cemetary. Anzac Cove afgrænses mod nord af en pynt, der kaldes Ari Burnu. Her ligger endnu en gravplads: Ari Burnu Cemetary.
Når man står på stranden neden for denne gravplads og kigger op på de høje skrænter, ser man en stor klippeformation, som soldaterne kaldte The Sfinx. De havde været i træningslejr uden for den egyptiske hovedstad Cairo, hvor de havde set pyramiderne og sfinxen. Derfor gav de dette navn til den store klippeformation.
Nord for Ari Burnu ligger North Beach, hvor man for nylig har anlagt et stor plads, der kaldes Anzac Commemorative site. På Anzac-dagen den 25. april kommer der efterhånden så mange mennesker, at der ikke er plads til dem alle ved Anzac Cove. Derfor har man nu etableret denne plads til den officielle ceremoni.
Der er også to tyrkiske monumenter her. Begge består af en monolit med en inskription. Den ene står ved Hell Spit Point (eller Queensland Point), der skiller Brighton Beach fra Anzac Cove. Teksten fortæller om de tyrkiske soldater, gjorde modstand mod Anzac under invasionen den 25. april 1915. Teksten er på tyrkisk, men der er opsat en engelsk oversættelse ved foden af monolitten.
Det andet monument står lige syd for Ari Burnu Cemetary. Det er en meget berømt tekst skrevet af Mustafa Kemal Atatürk i 1934. Teksten er på engelsk, fordi den er rettet til udenlandske gæster, men der er opsat en tyrkisk oversættelse ved foden af monolitten. På dansk lyder den således:
'De helte, der udgød deres blod og mistede deres liv... I ligger nu i et venligtsindet lands jord. Derfor hvil i fred. For os er der ingen forskel mellem de Johnny`er og de Mehmet`er, hvor de ligger side om side her i vores land... I, mødrene, der sendte deres sønner fra fjerne lande, tør jeres tårer væk; jeres sønner ligger nu i vores skød og er i fred. Efter at have mistet deres liv i dette land er de også blevet vores sønner.'
[De tre prikker markerer ikke en udeladelse. De står i originalen. De markerer snarere en tøven eller en kort pause.]

Kabatebe Museum og Lone Pine
Andet stop på turen er det lokale museum i Kabatebe. Museet er en lille rund bygning omgivet af en åben plads. Indenfor er der udstillet en række genstande fra krigen: pistoler, rifler med mere. Der er også en række billeder, nogle af dem fra 1915, andre fra nyere tid.
Udenfor er der opstillet en række kanoner, nogle monumenter og relieffer, der viser soldaternes kamp. På den trappe, der fører op til museet, er der opsat et langt digt om Gallipoli skrevet i 1988 af den tidligere tyrkiske premierminister Bülent Ecevit. Digtet er for langt til at blive citeret her, men det viser, at Gallipoli spiller en stor rolle i den tyrkiske bevidsthed.
Tredje stop på turen er Lone Pine og Johnston`s Jolly, der ligger tæt ved hinanden. Lone Pine var et strategisk vigtigt plateau i den sydlige del af Anzac-zonen. Det blev erobret under den offensiv, der begyndte 6. august 1915, og fastholdt indtil evakueringen fire måneder senere. Her er der både en gravplads og et mindesmærke for Australien og New Zealand
I dag er der træer og buske overalt. Men sådan var det ikke i 1915. Stedet fik sit navn, fordi en ensom pinje stod på dette sted, selv om næsten al vegetation i området var forsvundet på grund af krigen. Det træ, der står her i dag, er ikke det originale, men det er tæt på. Vores guide fortæller, at en af de australske soldater tog nogle frø fra træet med hjem til Australien, hvor han plantede et træ. Senere blev frø fra det australske træ bragt tilbage til Gallipoli og plantet her.
Fra Lone Pine går vi hen til Johnston`s Jolly, hvor der er en lille gravplads: Johnston`s Jolly Cemetary. Navnet henviser til oberst J.L. Johnston fra 11th West Australian Battalion. Når han skulle sætte gang i sine folk, sagde han altid: 'Let`s jolly up the Turks.'
Til højre for den moderne vej lå tyrkerne. Til venstre Anzac. Den moderne vej svarer til ingenmandsland mellem de to parter. Så tæt var de på hinanden. Til venstre ser vi nogle af Anzac`s skyttegrave fra 1915. Til højre indgangen til en tyrkisk tunnel. Skyttegravene er ikke ret dybe. Det var som regel ikke muligt at grave mere end én meter ned, så stødte man på hård klippegrund. Derfor måtte man bygge et brystværn ved hjælp af sandsække på den side, der vendte mod fjenden.
Tyrkerne lagde gerne deres skyttegrave tæt på de allieredes for at opnå større sikkerhed. Britiske skibe, der lå i farvandet ud for Gallipoli, forsøgte ofte at bombe de tyrkiske stillinger. Men når de to parter lå tæt på hinanden, risikerede briterne at ramme deres egne folk i stedet (på engelsk kaldes det 'friendly fire').
Håndgranater blev ofte brugt i kampen. Når en håndgranat landede i en skyttegrav, gjaldt det om at være hurtig, samle den op og kaste den tilbage, hvor den kom fra. Vores guide fortæller, at der er beretninger om håndgranater, der blev kastet frem og tilbage både tre og fire gange, før de omsider eksploderede.
De to parter fik efterhånden en betydelig respekt for hinanden. Undertiden opstod der også et besynderligt venskab mellem dem. Vores guide fortæller, at soldater fra Anzac kastede nogle dåser med oksekød over til tyrkerne som en gave. Men tyrkerne frygtede, at det var svinekød, som muslimer helst skal undgå, så de kastede dåserne tilbage med en lille besked: 'Vi ønsker ikke kød, men send gerne noget mælk!'

Det 57. regiment og Chunuk Bair
Fjerde stop på turen er det tyrkiske monument for det 57. regiment, der stod direkte under Mustafa Kemals kommando. Dette regiment blev næsten helt udslettet, mens det kæmpede mod invasionen i april 1915.
Til venstre for vejen er der en stor statue af den typiske tyrkiske soldat, Johnny Turk. Til højre for vejen er der en gravplads og for enden af den et pyramideformet tårn i tre etager. Der er også et stort relief, der viser Mustafa Kemal, mens han anfører det 57. regiment.
Femte og sidste stop på turen er Chunuk Bair - en strategisk vigtig høj i den nordlige del af Anzac-zonen. Den blev først erobret og derpå tabt under offensiven i august 1915. Her er der nogle rekonstruerede tyrkiske skyttegrave. Der er en gravplads og et monument for New Zealand. Der er også en statue af Mustafa Kemal, der er placeret på en høj sokkel.
Når man ser mod nordvest, kan man se den nordlige zone omkring Suvla Bay og den store saltsø bag ved bugten. Når man ser mod sydøst, kan man se helt til Dardanellerne. Mens jeg står her, bliver det for alvor klart, hvor meget landskabet og geografien betød for dette felttog:
Tyrkerne havde besat alle de højeste punkter på halvøen inden invasionen, og det lykkedes dem at holde fast ved de fleste af dem under hele kampagnen. De allierede soldater måtte bogstavelig talt kæmpe, mens de løb op ad bakke, og det er svært, især hvis der på toppen af bakken sidder en mand med et maskingevær og skyder løs på dig.
De allierede soldater gjorde, hvad de kunne. I betragtning af omstændighederne må man sige, at de opnåede utrolig meget og holdt utrolig længe ud. Det er overraskende, at de adlød de umulige ordrer de fik og især, at de blev ved med at adlyde, selv om opgaven tydeligvis var håbløs.
Chunuk Bair er sidste stop. Nu er turen forbi. Nogle af mine medpassagerer i bussen skal tilbage til Istanbul samme aften, men jeg skal overnatte i Canakkale, så jeg tager den lille båd tværs over strædet og checker ind på mit hotel, der ligger lige ved siden af Anzac House.

På fodtur i Canakkale
Næste formiddag er der en guidet tur til Troja, der er meget interessant men ikke relevant for denne beretning. Om eftermiddagen kan jeg se lidt nærmere på byen. Lad mig nævne tre ting:
For det første havnen. Når jeg kigger tværs over strædet, ser jeg den lille by Kilitbahir. På skrænten til højre for byen er der anbragt en tyrkisk inskription. Teksten er skrevet med bogstaver så store, at jeg (næsten) kan læse dem her fra Canakkale. Min guidebog fortæller, at det er de første linjer i et digt af den tyrkiske digter Necmettic Halil Onan. På dansk lyder de omtrent således:
'Stands, rejsende! Den jord, du træder på, var engang vidne til, at en generation gik tabt. Lyt! I denne stille høj banker en hel nations hjerte.'
For det andet det såkaldte kanon-monument, der består af to kanoner, en lille og en stor. Det er to af de kanoner, der blev brugt til at standse de allieredes angreb den 18. marts 1915.
For det tredje det maritime museum. Her er der udstillet kanoner, miner og torpedoer fra kampagnen i 1915. Mineudlæggeren Nusrat er trukket op på land. Natten før de allieredes angreb den 18. marts 1915 lagde dette skib nye miner ud i strædet: Tre allierede skibe ramte hver sin mine og sank, hvorefter angrebet blev opgivet.

Et skoleeksempel
Gallipoli er et meget lille sted. De allierede soldater, der kæmpede her i 1915, havde næppe hørt om det, før de blev sendt dertil. Men den kampagne, de udkæmpede her, fik - som det fremgår af mit rejsebrev - til gengæld store konsekvenser, både i tid og rum, og alle sammen utilsigtede.
Set fra en militær synsvinkel er næsten alle dele af denne operation et skoleeksempel på, hvad man ikke skal gøre (bortset fra evakueringen, der var en forbløffende succes).
Set fra en politisk synsvinkel er denne operation et skoleeksempel på den store kløft, der kan være mellem teori og praksis, mellem et skrivebordsprojekt i London og den brutale virkelighed ved Dardanellerne. De menige soldater på begge sider betalte en høj pris for den britiske regerings projekt og dens ufattelige stædighed.
Gallipoli-kampagnen er en interessant men uhyggelig historie, som det er svært at sige noget godt om. Hvis der er noget godt at sige om den, må det være, at den giver et stærkt argument for krigens meningsløshed.

Noter1. Hassle Free Travel Agency, Anzac House, Canakkale, Tyrkiet. Internet: www.hasslefreetour.com. E-mail: hasslefree@anzachouse.com
2. Major and Mrs. Holt`s Battle Map of Gallipoli, T & V Associates, 2000. Kan bestilles på nettet. Adressen er: www.guide-books.co.uk